Italien sagde farvel til søn af landets sidste konge
I 1946 blev kong Umberto II tvunget ud af Italien efter en folkeafstemning om ophævelse af monarkiet.
Italien tog lørdag stille afsked med Vittorio Emanuele, som var landets sidste konge.
Hundredvis af sørgende deltog i begravelsen i den nordlige by Torino, hvor prins Vittorio Emanuele af Savoyens Hus, døde i sidste uge, 86 år.
Blandt deltagerne i mindehøjtideligheden i byens store katedral var prins Albert af Monaco og Spaniens tidligere dronning Sofia. Uden for havde et stort antal mennesker taget opstilling i regnvejret med skilte påskrevet "God rejse, Prins".
Der blev også læst et kondolencebrev fra pave Frans op inde i kirken.
I det øvrige Italien var der kun begrænset interesse for begivenheden - blandt andet fordi Vittorio Emanuele boede i Schweiz i størstedelen af sit liv.
Hans 51-årige søn, Emanuele Filiberto, kyssede kisten, da den blev flyttet over på en vogn. Ved hans side stod hans mor, Marina Doria, enke efter Vittorio Emanuele.
Vittorio Emanuele blev født i Napoli i det sydlige Italien, men måtte forlade sit hjemland som barn, da hans far, Umberto II, blev tvunget ud af Italien efter en folkeafstemning i 1946, som ophævede monarkiet og banede vej for en republik.
Vittorio Emanuele erklærede sig for konge og forsøgte længe at bekæmpe den nye italienske forfatning, som forbød mandlige medlemmer af hans familie at komme ind i landet.
Han kunne dog vende tilbage i 2002 på et kort besøg og en audiens hos pave Johannes Paul. Men han fik en kølig modtagelse, da Savoyens Hus både var plettet af hans modstand mod forfatningen og af familiens forbindelser til den fascistiske diktator Benito Mussolini under Anden Verdenskrig.
Prinsens ry var også plettet efter en sag i 1978, hvor han blev beskyldt for ved et uheld at have skuddræbt en 19-årig tysker, Dirk Hamer, ved at sigte mod en jolle, som lå for anker i en korsikansk havn tæt ved familiens sommerresidens.
Han blev retsforfulgt et årti senere i Frankrig for sagen og blev frikendt for manddrab - men dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
/ritzau/Reuters
https://www.bt.dk/udland/italien-sagde-farvel-til-soen-af-landets-sidste-konge
Kommentar:
Vi offentliggør også reportager fra offentlige medier, fordi vi gerne vil dokumentere, hvor hensynsløst de løj om dr. Hamer og mordet på hans søn Dirk. Vi anbefaler at læse dokumenterne i vores online-arkiv og bogen »Einer gegen alle« (En mod alle).