En INTRODUKTION til GERMANISCHE HEILKUNDE®

efter Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Immunsystem –
hvad er det egentlig?

I den konventionelle medicin betragtes ”sygdom” generelt som ”naturens fejl”, som kollaps af det såk. ”immunsystem”, som noget ”ondartet”, der prøver at ødelægge organismen, og derfor skal den med alle midler – med medicinsk-militærisk strategi – bekæmpes og udryddes.

Man troede også, at ”immunsystemet” (uanset hvad man man forstillede sig under et immunsystem – i det mindste en slags forsvarshær i kroppen) var svækket, så de dårlige små kræftceller eller mikrober kunne finde et hul, hvor de kan trænge ind i vævet og sprede sig. Og så vil det handle om, at vi kan mobilisere vores krops forsvarshær, det såkaldte ”immunsystem”, mod den ondartede angriberhær af mikrober eller ligefrem kræftceller, der angiveligt ønsker at ødelægge os.

Men i Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin) har jeg fundet ud af, at der slet ikke er nogen ”sygdomme” i den forstand, som vi tidligere troede var rigtig – men at symptomerne, som vi kaldte såk. sygdomme, er Naturens tofasede ”Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer”. Det, vi har kaldt "sygdom" (den formentlige sygdom), repræsenterer kun en fase af et SBS.

Alle såkaldte sygdomme består af to faser (tofased). Tidligere observerede vi omkring 1.000 sygdomme, da vi ikke forstod eller kendte disse sammenhæng. 500 af dem var kolde sygdomme, hvor patienten havde forsnævrede hudkar, var bleg og havde tabt sig i vægt. De andre var 500 varme såkaldte sygdomme, med feber, udvidede kar, god appetit, men stærk træthed.

Alle disse formentlige sygdomme blev betragtet som "sygdomme" i sig selv. De var beskrevet i vores lærebøger, og vi skulle lære dem udenad til statseksamen. Nu viser det sig, at intet af dette var rigtigt. De var kun halve ​​sygdomme, og derfor er der nu kun stort set 500 Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer (SBS), der består af to faser:

  •  Den 1. fase er altid den kolde, konflikt-aktive, sympatikotone stress-fase.
  • Den 2. fase er, hvis konflikten er løst, altid den varme, konflikt-løste, vagotoniske helbredelsesfase.

Tredje Loven i Germanische Heilkunde® "Tumorernes og kræftækvivalenternes ontogenetiske system", inddler alle såkaldte sygdomme i henhold til kimlag-tilhørighed: det indre, midterste og ydre kimlag, der udvikler sig i begyndelsen af udviklingen af embryoet.

Hver celle eller hvert organ i kroppen kan ikke blot henføres til et af disse såkaldte kimlag, men på grundlag af udviklingshistorien tilhører hvert af disse kimlag også

  • en særlig del i hjernen,
  • en bestemt type konfliktindhold,
  • en specifik lokalisation i hjernen,
  • en meget specifik histologi
  • og også specifikke kimlag-relaterede mikrober.

Derudover har hvert SBS en meget speciel Biologisk Betydning.

Vi havde forstillet os, at mikroberne er årsagen til såkaldte infektionssygdomme, og vi troede at det var indlysende, fordi vi altid fandt disse mikrober i tilfælde af såk. infektionssygdomme. Men vi bare havde glemt eller overset den første fase af disse såk. infektionssygdomme, da disse formentlige infektionssygdomme altid blev indledt af en konflikt-aktiv fase. Og først når konflikten er løst, må disse mikrober blive aktive. Så mikroberne er ikke vores ”fjender”, men hjælper os og ”arbejder” på vores kommando, på kommando af vores organisme, dirigeret af vores hjerne.

Lad os forstå mikroberne som tre grupper af arbejdere:

  • Dem, der skal rydde op i affald (affaldsopsamlere), mycobacterium tuberculosis, som f.eks. fjerner tarmens tumorer (af det indre kimlag) i helbredelsesfasen (kun cellenedbrydning!). Vi vil samtidig nævne, at mykobakterierne – i samme rytme som svulsterne af gammel-hjerne-styrede organer af endoderm og (gamle) mesoderm – formerer sig i den konflikt-aktive fase, men kun „arbejder“ (er aktive) i den konflikt-løste fase (pcl-fase).
     
  • Dem, der igen skal udjævne et bombekraterfelt (terræn-arbejdere). Vira (hvis de eksisterer1), der genopbygger ulcera, dvs. at bringe dem til niveauet for det omgivende væv (celleopbygning). Vira (hvis de eksisterer) findes kun i helbredelsesfasen og kun hos Storhjerne-styrede organer af det ydre kimlag. Symptomer er: vagotoni, normalt feber, hævelse af epidermis (overhuden) eller slimhinder og faktisk kun hævelse af pladeepitel-slimhinden.
     
  • Dem, der kun “bearbejder” organ-defekter (osteolyser, nekroser) af det midterste kimlag. Bakterierne, der bedst kan sammenlignes med gravemaskiner, der graver på en murbrok-plads, så der kan bygges et nyt hus; med andre ord, så organismen korrekt kan restituere defekten (celle-nedbrydning hhv. celle-minus og celle-opbygning!). Men også her formerer bakterierne sig kun i helbredelsesfasen eller efter skader, hvor bakterier altid er til stede.

Hvis der mangler de "specielle mikrober", så forløber helbredelsesfasen (pcl-fasen) biologisk ikke optimalt, f.eks. non-A, non-B, non-C hepatitis. Levergangene, som er beklædt med pladeepitel, og som ændrer sig ulcerøst under den Biologiske Konflikt af revir-ærgrelse2, således at udstrømningen af galde forbedres med en større diameter (= biologisk betydning), lukkes netop på grund af hævelse. Konsekvens: Galde ophobes og kan ikke længere løbe ud. Hvis mange galdeveje i leveren er påvirket samtidig, bliver patienten gul: icterus, gulsot, brun urin, lysegul misfarvet afføring på grund af manglende galdepigment.

Men det er ikke vira, der forårsager hepatitis, som vi smarte læger troede i vores enfoldighed, men vores organisme drager nytte af dem, hvis de eksisterer, for at optimere helbredelsesprocessen. Men det er altid vores hjerne, der bestemmer, hvilken slags mikrober der må hjælpe os og hvornår de må hjælpe os med bestemte opgaver, og det er kun en bestemt slags, som vores hjerne giver lov til at arbejde i et bestemt område.

Og på samme måde bliver de angiveligt patogene mikrober på hjernens kommando igen til godartede, apatogene mikrober, som trækker sig tilbage til et sted i vores organisme, hvor de ikke forstyrrer, men hvor de kan blive reaktiveret når som helst, når der er brug for dem igen. Og da vi ikke havde vidst det før, havde vi ikke bare fejlklassificeret alle såkaldte sygdomme (SBS), men vi havde naturligvis heller aldrig været i stand til at behandle en eneste patient årsagsmæssigt korrekt.

Hvis nu mikroberne ikke var en hær af fjender, men en hær af venner, som er planlagte symbionter og er kontrolleret af organismen, hvad var så det såkaldte immunsystem – en hær af "dræberceller", fagocytter, T-lymfocytter osv., støttet af en bataljon af serumreaktioner?

Eller formuleret på en anden måde: Hvad er der tilbage af det såkaldte "immunsystem"? Svar: Kun fakta, ikke det påståede system.

Fordi "immunsystemet" – dette uklare, udefinerede begreb, som anvendes vilkårligt, hvad enten det drejer sig om den aktive eller den konfliktløse fase, eller om kræft, sarkomer, leukæmi eller AIDS, eller om alle såkaldte "smitsomme sygdomme" – eksisterer slet ikke i den forstand, tidligere blev antaget.

Vira og T-lymfocytter siges også at være væsentligt involveret i den såkaldte "immundefekt-sygdom AIDS". Selve HIV-virus findes dog aldrig hos AIDS-patienter. Ingen har nogensinde observeret obligatoriske sygdomssymptomer efter såkaldt HIV-infektion – som vi kender det fra mæslinger eller røde hunde. Det er også meget mærkeligt, at "AIDS" som en formentlig virussygdom skulle forholde sig helt anderledes end alle andre virussygdomme, fordi de altid gælder som overstået, når antistofprøven er positiv, dvs. når "sygdommen" allerede er overstået. Det siger sig selv, at sådanne tydelige symptomer naturligvis altid medfører en hel række blod- og serumreaktioner. Men da der ikke findes noget "sygdomsbillede af AIDS", er der naturligvis åbnet op for vilkårlig medicinsk diagnostik:

Hvis en person ikke testes positivt for HIV og bliver syg med f.eks. kræft, leddegigt, sarkom, pneumoni, diarré, demens, svampesygdomme, tuberkulose, feber, herpes eller alle former for neurologiske symptomer eller nedsat funktionsevne, så er alle disse sygdomme helt normale såk. sygdomme i henhold til vores gamle opfattelse af sygdom.

Men hvis den samme person har en positiv HIV-test, bliver alle disse sygdomme fortolket som maligne "AIDS-symptomer" – man kunne næsten sige: fortolket som "AIDS-metastaser" – hvilket betyder, at den uheldige "AIDS-patient" snart vil dø en smertefuld død.

HIV-virussen, som ikke eksisterer (den påståede opdager af AIDS, Montagnier, udtalte i et interview med en spansk avis, at han aldrig havde set en AIDS-virus!), blev primært forstået på den måde, at patienterne der blev "ramt af den dødelige pest AIDS" til sidst døde af kacheksi og panmyelophthisis, dvs. at de ikke længere kunne producere blod.

Vi finder også den samme proces i knogle "kræft" eller bedre knoglesvind kræft, dvs. osteolyser i skelettet, som altid medfølger panmyelophtisis (anæmi) og den tilhørende konflikt – afhængig af lokaliseringen af den berørte del af skelettet – er en bestemt "svækkelse i selvværd”-konflikt (SWE).

Helbredelsen af SWE er en callus-nydannelse af knogleosteolyse (re-kalcifikation) med tegn på leukæmi. Men kun folk, der ved, at de er hiv-positive, eller som tror, at de er hiv-positive, får "AIDS"!

Underligt nok blev dette mærkværdige fænomen endnu ikke undersøgt. Så det hele må have noget at gøre med psyken. For at være mere præcis: Hvis folk først bliver alvorligt syge, når de har fået at vide, at de er HIV-positive, så er det uundværligt, at man forstår, hvad der foregår i psyken hos en patient, der får at vide, at han har en sygdom med en dødelighed på 50 %!

Ligesom vi altid var bange for kræft, fordi den var "ondartet", har vi også altid været bange for "ondartede mikrober".

Selv om det er ikke helt ubegrundet at være bange for epidemier, skyldes det ikke mikroberne, men civilisationen – og her igen vores civilisations mange fejltagelser.

Grundlæggende er der to muligheder vedrørende mikrober: Enten er mikroberne (i hver region) alle endemiske, dvs. alle mennesker bærer dem, ingen kan få "nye" mikrober, fordi alle allerede bærer de mikrober, man kan få i regionen (overs. note: region europa, asien, amerika, afrika osv.), eller også forhindrer man gennem "hygiejne", adskillelse og vaccinationer folk i at blive påvirket af mikroberne eller deres konsekvenser i form af toksiner m.m. Det er den vej, vores såkaldte civilisation forsøger at gå. Det er sådan, vores såkaldte civilisation forsøger at gøre det. I naturen, hos dyr eller hos primitive folkeslag findes det stort set ikke.

Vedrørende den såkaldte "smitterisiko", især for eksotiske mikrober, kan vi sige: Ligesom vores organisme eller vores hjerne-computer ikke har noget program for biler, fly eller fjernsyn, er vores hjerne-computer ikke udstyret til at vi rejser tusindvis af kilometer inden for få timer, ikke mindst til helt andre klimazoner med andre mikrober. Det, der er helt normalt for de mennesker, der bor der, fordi de har boet der siden deres barndom og dermed er vænnet til det, er på ingen måde normalt for os rejsende.

Det såkaldte immunsystem, som vi havde forestillet os som en slags hær i vores krop, der ødelægger de "ondartede" kræftceller og de "ondartede" mikrober i et stort slag, eksisterer ikke i denne forstand. Sidstnævnte svarer til den tidligere fuldstændige uvidenhed om "sygdommenes" natur og den fuldstændige manglende evne til korrekt at vurdere og klassificere de mange fakta og symptomer fra det serologiske og hæmatologiske felt.

Vores nuværende konventionelle medicin med sine utallige ubeviste og ubeviselige hypoteser er en absolut fejltagelse, og en brutal fejltagelse oven i købet. Selv om vi havde fundet frem til korrekte undersøgelsesdata i konventionel medicin, såsom blodtælling, laboratorieparametre eller ændringer i hæmatopoiese osv. eller CT-scanninger, var det fuldstændig forkert hvad vi havde konkluderet på baggrund af disse data og den behandling, vi havde foretaget på baggrund heraf. Således var dødeligheden for kræft i vores terapi f.eks. 95 % efter 5 år. I Germanische Heilkunde er det stik modsatte tilfældet, her er overlevelsesraten 95-98%!

Strengt taget findes der ikke nogen "sygdom" i den betydning, vi har lært på vores universiteter. Vi antog, at de processer, som vi har kaldt "sygdomme", er fejl fra "moder natur". F.eks. at det såkaldte "immunsystem" (kroppens formodede forsvarshær) var blevet for svagt.

Men Moder Natur begår ikke fejl, bortset fra bevidste, tilsyneladende fejl, som også har et formål, om end nogle gange med negative konsekvenser for den enkelte, men til gavn for den større gruppe.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner


1 - Dr. Hamer troede i de tidlige stadier af sit forskningsarbejde (fordi det var sådan, det blev lært under hans studier), at såkaldte virus eksisterer. Men han så dem altid som hjælpere. I den sidste fase af hans forskning var han sikker på, at organismen i den vagotoniske, restituerende fase af ektodermal væv, ikke havde brug for yderligere hjælpere.
2 - overs. note: revir: område hvor en flok dyr holder til. Biologiske Konflikter er arkaiske konflikter; revir-ærgrelse, tysk: Revierärger