Historisk Overblik

hvordan
KRÆFTENS JERN-REGEL
(den 1. Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde)
blev født

Kort information
Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Alt begyndte med min egen "sygdom", testikelkræft i 1979, efter den italienske kronprins V.E. af Savoyen havde skudt min søn DIRK, mens han intetanende sov i en båd, der lå for anker ved øen Cavallo. Han døde 4 måneder efter det dødelige skyderi, den 7. december 1978.

I dag ved jeg, at jeg blev ramt af en tabskonflikt med testikelkræft. Dengang kendte jeg endnu ikke disse sammenhænge, men jeg havde en mistanke om, at hævelsen i mine testikler, som jeg mærkede to måneder efter min søns død, kunne være relateret til hans bortgang. Jeg havde aldrig været alvorligt syg før, og så snart jeg fik mulighed for det, undersøgte jeg, om kræftpatienterne også havde været udsat for et lignende chok som mig.

Om aftenen den 7. december 1978 døde min søn i mine arme på kirurgisk universitetshospital i Heidelberg. Den sorteste dag i mit liv. Den værste fortvivlelse, man kan opleve, når ens barn dør. Desuden var vi omgivet af fjendtlige læger og sygeplejersker.

Jeg vidste, at klinikchefen talte i telefon med Savoy-familiens advokater tre gange om dagen. Som urologen prof. Röhl fortalte mig, blev man under disse telefonsamtaler enige om, at det nok ville være bedre, hvis drengen døde, da det ville have den fordel for Savoy-familien, at de ikke skulle have en krøbling som et livslangt mindesmærke for øjnene. Desuden ville det være meget billigere og de ville uden tvivl kunne tackle de pårørende. De har trods alt fuldstændig kontrol over retsvæsenet i Frankrig (...) Dette blev bekræftet på en makaber og foragtelig måde af den franske højesteret, da prinsen 13 år senere blev frikendt for en "gentlemanforseelse" (mindre overtrædelse af loven) og ulovlig besiddelse af våben [*dom i 1991].

Min familie var i Rom, jeg var helt alene.

Men ikke kun ofrets far (mig), som havde mistet sit barn, blev syg med (testikel-) kræft den 7.12.78, men også en anden far, morderens far, som mistete sit navn og sin ære, blev syg med knogletab (=osteolyser): Umberto II af Italien. Hans selvværd var smadret. Han var nu far til en morder, familien Savoyen var skændet i al evighed. Umberto har givet os et klassisk bevis på, hvordan konflikt-forløbet og ”sygdoms”-forløbet stemmer overens med hinanden.

Så snart Savoyens Hus troede, at de havde styr på at forhindre en retssag og dermed en offentlige tilståelse af mordet (jeg fik i mellemtiden tilbudt 2.000.000 DM [Deutsche Mark] for at holde mund), faldt eksmonarkens sygdom “til ro” igen, ligesom konflikten så ud til at falde til ro. Det var meningen, at det hele skulle løbe ud i sandet. Man regnede med, at hvis det ikke kom til en retssag og dermed til en dom, ville folk måske tale om det i et stykke tid, men på et tidspunkt ville alt være glemt.

Men da den franske højesteret, Cour de Cassation, den 18. maj 1982 besluttede, at prinsen skulle anklages for overlagt mord, og at retssagen umiddelbart skulle begynde, fik Umberto et dramatisk konflikt-recidiv. Hans selvværd var smadret igen!

Senere forsøgte han at vende tilbage til Italien og Rom for at genoprette kongefamilien, ikke for at dø, som folk sagde. Fordi italienerne havde tilbudt ham at vende tilbage til Italien alene, men han var fast besluttet på at smugle sin søn ind i landet. Men italienerne ville ikke have morderen i første omgang.
Men i sidste ende blev der alligevel fundet et flertal, efter at aviser og tidsskrifter, som næsten alle var ejet af monarkerne, igangsatte en stor pressekampagne til støtte for “den stakkels konge”. Selvfølgelig skulle hans familie også have lov til at komme med. Der blev endda talt åbent om at genindføre monarkiet i Italien. Ekskongen var i Genève, ikke langt fra grænsen.

Og så offentliggjorde jeg den 2. marts 1983 via ANSA Bonn meddelelsen fra statsadvokaten i Bastia, at hele efterforskningen i den kommende retssag mod tidligere kongens søn var fuldstændig korrumperet fra dag ét af hjælpere, venner og bestukkede medlemmer af den europæiske kongemafia. Denne meddelelse blev udgivet i næsten alle italienske aviser. I det øjeblik ændrede den positive stemning for den kongelige families tilbagevenden sig pludselig. Med det samme kunne folk huske mordet alt for godt.

Ekskongen Umberto var en ivrig avislæser og måtte indse at han ikke længere havde den mindste chance for at vende tilbage til Italien med sin søn. Han gav op, fornægtede sin søn og døde 10 dage senere.
Jeg lod ham vide, at han skulle have kastet sig for morens fødder (moderen til den myrdede DIRK) og bedt om tilgivelse i stedet for altid at finde på nye tricks for at manipulere sandheden.

Sygdomsforløbet hos kong Umberto er således nøjagtigt parallelt med konflikt-forløbet (tab af selvværd) og følger helt nøjagtig KRÆFTENS JERN-REGEL (tysk: Eiserne Regel des Krebs, engelsk: Iron Rule of Cancer).

I dag ved jeg, at jeg løste min (tab-) konflikt ved at tale om den med min kone, som var en erfaren, omsorgsfuld læge. Konflikten var, at jeg følte mig skyldig, fordi jeg ikke havde sørget for at flytte min søn DIRK væk fra de forfærdelige, umenneskelige forhold på Heidelberg Universitetshospital, da det stadig var muligt. Dengang ville jeg have været ligeglad med, om jeg var i live eller død. Selv da jeg fik konstateret kræft, drømte jeg kun om min DIRK om natten.

Jeg fik en operation dengang, men i dag ville jeg bestemt ikke lade mig operere, fordi jeg kender KRÆFTENS JERN-REGEL.

Som overlæge i intern medicin på en bayersk kræftklinik, der var tilknyttet Münchens universitetshospital, fik jeg i 1981 mulighed for at komme til kernen af min antagelse, at kræft har psykiske årsage. Da jeg begyndte at arbejde der, snakket folk bag min ryg: ”Det er dér, han hører hjemme, han skal nok finde et sted at dø.”

Ikke desto mindre fik jeg lov til at arbejde der i seks måneder uden problemer.
De mistænkte ikke noget "slemt". Mine modstandere var først chokerede, da jeg den 5. oktober 1981 på RAI og bayersk tv meddelte, at jeg havde opdaget et nyt princip i forbindelse med udvikling, lokalisation og progression/forløb af kræft.
Jeg kaldte den mekanisme, der udløser kræft for DIRK-HAMER-SYNDROM (DHS), fordi denne kræft-udviklings-mekanisme først blev observeret hos mig selv efter min søns død – og fordi det også var mig, der observerede den! Siden da er jeg blevet jaget som en hare over den åbne mark. (*tysk ordsprog)

Den første, der kom for at se mig, var overlægen på hospitalet. Han sagde, at jeg kun havde opfundet dette system for at bevise, at prinsen også var skyldig i, at jeg fik kræft – det var "en herre fra München", der fortællte ham det. Han fortalte også, at han havde snakket i telefon i to timer med Mildred Scheel (præsident for Tysk Kræfthjælp) og med prof. Krokowski (Kassel) og andre professorer fra München, og de havde alle kraftigt anbefalet, at Hamer snarest muligt burde smides ud af klinikken, fordi Hamer gjorde patienterne “usikre”.

Jeg fik valget mellem at tilbagekalde mine resultater eller erklære, at jeg tog fejl, ellers måtte jeg gå med det samme. Jeg gik.

På grund af mit intense arbejde i den bayerske kræftklinik blev jeg mere og mere overbevist om, at alle kræftformer begynder med et alvorligt psykisk konflikt-oplevelse-chok. Men jeg vil ikke holde det hemmeligt, at hjælp udefra var nødvendig før jeg helt kunne forstå kræft-udviklings-mekanismen, og dermed også opståen af alle såkaldte sygdomme.

Jeg er derfor ikke nervøs for at fortælle sandheden om, hvad der skete, selvom dette kan virke "uvidenskabeligt" for mange mennesker.

KRÆFTENS JERN-REGEL er arven efter min døde søn DIRK. Han gav ikke kun anledning til opdagelsen af disse sammenhæng på grund af sin død, men jeg tror også, at han efter sin død havde langt mere indflydelse på denne opdagelse end tidligere antaget.

Følgende skete:
Da jeg for første gang i september 1981 troede, at jeg havde fundet  et system i kræftens genesis, nemlig DIRK-HAMER-SYNDROM, blev jeg blød i knæene, som man siger. 
Denne opdagelse virkede for stor til, at jeg kunne tro på, at den var sand.

En nat havde jeg en drøm: Min søn DIRK, som jeg ofte drømmte om rådførte mig med i mine drømme, dukkede op i min drøm, smilede sit godmodige smil, som han ofte plejede at smile og sagde: ”Geerd, dét, hvad du fandt ud af, er korrekt – er helt korrekt. Jeg kan sige det, fordi jeg nu ved mere, end du gør. Du har opdaget det, du er dygtig. Det vil udløse en revolution inden for medicin. Du kan offentliggøre det på mit ansvar. Men du er stadig nødt til at forske videre. Du har ikke fundet alt endnu, der mangler stadig to vigtige ting."

Jeg vågnede og huskede hvert eneste ord af vores samtale.
Jeg var nu beroliget. Fra dette øjeblik var jeg helt overbevist om, at DIRK-HAMER-SYNDROMet var korrekt. Indtil da havde jeg undersøgt omkring 170 patienter.

Jeg ringede til hr. Oldenburg fra bayersk tv, som tidligere havde lavet et kort indslag om Hamer-skalpellen til kirurgernes kongres i München i maj 1978. Han kom til Oberaudorf og lavede en kortfilm, som blev sendt i Bayern den 4. oktober 1981. Samtidig blev filmen også sendt på italiensk RAI-tv.

I en tilstand af ”flow” gik jeg i gang med at undersøge yderligere tilfælde. Jeg vidste meget godt, at de snart ville stoppe mig på klinikken, fordi mine resultater var i modstrid med konventionel medicin.

Ved at undersøge flere og flere nye tilfælde og ved at gennemgå de gamle tilfælde igen og igen, som jeg havde sat sammen i en tabel, fandt jeg noget stort: Altid havde f.eks.:

• Livmoderhals-”kræft” eller -ulcus et meget specielt konflikt-oplevelse-indhold, nemlig et seksuelt.
• Brystkræft derimod altid et almindeligt menneskeligt konflikt-oplevelse-indhold, tit endda en mor-barn-konflikt.
• Æggestok-kræft et genitalt-analt konflikt-oplevelse-inhold osv.

På den ene side virkede denne erkendelse logisk og rimelig for mig. Men den var ikke kun imod konventionel medicin, den vendte hele medicinen på hovedet, fordi det betød intet andet end at psyken definerer, hvor kræften udvikler sig i kroppen!

Så blev jeg blød i knæene igen. Det hele virkede tre gange for stort for mig.

Den følgende nat drømte jeg igen og talte med min søn DIRK i drømmen. Han roste mig og sagde: ”Overvældende, Geerd, du fandt det hurtigt ud, du gjorde det meget godt.”
Så smilede han sit uforlignelige smil igen og sagde: ”Nu mangler du kun én, så har du fundet alt. Du må ikke stoppe endnu. Du er stadig nødt til at forske videre, men du vil helt sikkert finde den også.”

Jeg vågnede igen, fuldstændigt overbevist om, at mine resultater var rigtige, og undersøgte nu ivrigt, hvad DIRK kunne have ment med dette sidste element.

Så undersøgte jeg alle følgende tilfælde med hensyn til de allerede fundne kriterier og har fundet alle kriterierne bekræftet i alle tilfælde. DIRK havde ret. Jeg undersøgte ikke kun alle tidligere tilfælde, som jeg havde lavet protokol over, men især de "sovende karcinomer", og også de efterfølgende tilfælde.

Hemmeligheden bag kræft-udviklings-mekanismen – (sandsynligvis bag alle såk. sygdomme, hvilket jeg allerede havde opdaget i sommeren 1981) – lå i forståelsen af de "sovende karcinomer". På det tidspunkt sagde jeg til mine kolleger: "Når vi har fundet ud af, hvorfor de sover, har vi opdaget hemmeligheden bag opståen af kræft."

Kollegerne troede, at jeg var skør. De kunne ikke forstå, at Hamer forskede og ledte efter “sovende karcinomer” i alle afdelinger af klinikken for at finde ud af, hvad de måtte have til fælles.

Det var et løb mod tiden. Jeg vidste, at jeg snart ikke længere ville få lov til at undersøge en patient. I mit sidste weekendskift forskede jeg derfor "dag og nat". Men pludselig gik det op for mig: en overvældende erkendelse:

I de tilfælde hvor patienten overlevede, var konflikten altid løst; i de tilfælde hvor patienten døde, var konflikten ikke løst eller forløbet (*”sygdoms”-forløbet) var progredierende.

Jeg var allerede vant til, at de kolleger som jeg forsøgte at tale med, syntes at det hele er nonsens og ikke ønskede at høre næremere om. Men denne erkendelse var ikke kun tre, men ti gange for stor til mig. Jeg blev helt opløst og havde bogstaveligt talt “svage knæ” igen. I denne tilstand kunne jeg næsten ikke vente med at vise mit skolearbejde til min lærer DIRK.

Igen drømte jeg om min DIRK – lige så tydelig som de sidste gange. Denne gang var han begejstret og fuld for beundring, smilede anerkendende og sagde: ”Jeg troede ikke, at det var muligt, at du ville finde det så hurtigt. Ja, det er korrekt. Nu har du alt. Intet mangler. Det forholder sig præcist sådan, som du fandt ud af. Nu kan du offentliggøre alt på mit ansvar, jeg lover dig, at du ikke vil gøre dig selv til grin, for det er sandheden!"

Da jeg vågnede næste morgen og så drømmen klart for mig, forsvandt min sidste tvivl. Jeg kunne altid stole på min DIRK, og endnu mere efter hans død.

Efter at jeg havde fremlagt mine resultater for alle mine kolleger i en præsentation (som ingen i øvrigt kritiserede), blev jeg straks afskediget uden varsel, hvilket egentlig skulle være sket i slutningen af september. Jeg fik ikke engang lov til at komme ind i læge-spisestuen (Speisekasino), fordi en overlæge, måtte indrømme over for turnuslægerne, at det, jeg sagde, måske var sandt, og alt, hvad der tidligere var blevet gjort, var forkert. Jeg blev officielt udelukket fra lægernes spisesal, fordi jeg gjørde overlægen Merkel usikker (forårsagede forvirring).

Både dengang og sidenhen talte jeg med nogle mennesker om mine drømme og sagde, at jeg i bund og grund betragter min søn DIRK som opdageren af KRÆFTENS JERN-REGEL. Fordi det er muligt, at nogle andre mennesker før mig har haft de samme tankegang, men ikke har vovet at tage de næste skridt. Hvem ved, om jeg ville have vovet at fortsætte, hvis min DIRK ikke havde bekræftet i mine drømme, at det jeg fandt var rigtigt.

Derfor er jeg ikke nervøs for at fortælle sandheden om, hvad der var sket. Sandheden kan ikke mindske den såkaldte "videnskabelighed" eller en persons indsats og arbejde.

Min DIRK fortjener berømmelsen. Hans død førte ikke kun til opdagelsen af kræftudviklings-mekanismen, men han har også formidlet denne viden til mig efter hans død. Jeg betragter viden om de sande årsager til kræft for at være den arv, min søn Dirk har efterladt os. Og sådan ønsker jeg at bevare det!

Kære læser, nu har jeg fortalt dig sandheden om, hvordan KRÆFTENS JERN-REGEL blev opdaget.

DHS (DIRK-HAMER-SYNDROM) er det centrale element i Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin)

• Enhver kræft-”sygdom” begynder med et alvorligt psykisk chok, et mest alvorligt konflikt-oplevelse-chok.
• Konflikt-oplevelsen er altid højakut og dramatisk (i patientens sjæl).
• Konflikt-chok-oplevelsen er altid isolativ [*isolerende].

Det er vigtigt, at vi forstår, at der i øjeblikket (sekund) af et DHS, hvor mennesket bliver uventet fanget "på det forkerte ben", ikke kun sker en chok-oplevelse som sådan, men et konflikt-oplevelse-chok, som har et bestemt indhold!

Når vi bruger ordet "konflikt", drejer det sig ikke om en konflikt i den gamle forståelse, det vil sige om en psykologisk konflikt, men om en Biologisk Konflikt. Denne slags konflikter kan opleves af mennesker og dyr; i princippet også af planter.

Hvad er en konflikt-oplevelse?
En oplevelse, der udløser et chok, som rammer et menneske så uforberedt, at vedkommende ikke er i stand til at reagere i første omgang:

Såden noget er aldrig nogensinde sket for mig.
Jeg ville aldrig have drømt om noget lignende.
Jeg blev ramt fra et lyn fra en klar himmel.
Jeg blev ramt af et slag.
Jeg var bedøvet, stivnet af frygt.
Jeg var målløs.

Det er vigtigt at forstå, at det vi opfatter som "stressfaktor" ikke nødvendigvis behøver at udløse et DHS med Biologisk Konflikt; f.eks. nogens død eller en skilsmisse; eller det faktum, at nogen er alkoholiker. Alt dette behøver ikke nødvendigvis at være ”uventet”, informationen rammer os ikke altid uforberedt og den behøver heller ikke at være helt uforståelig.

Men KRÆFTENS JERN-REGEL var kun det første skridt på vejen til Germanische Heilkunde, den var den første af 5 Biologiske Naturlove. 

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

Den 7.12.1980 skriver dr. Hamer til sin afdøde søn DIRK

* oversætterens note