Historisk Overblik

hvordan
KRÆFTENS JERN-REGEL
(den 1. Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde)
blev født

Kort information
Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Alt begyndte med min egen sygdom: testikelkræft i 1979, efter min søn DIRK, der intetanende sov i en båd, der lå for anker ved øen Cavallo, blev skudt af den italienske kronprins V.E. af Savoyen. Han døde 4 måneder efter de fatale skud den 7. december 1978.

I dag ved jeg, at jeg havde en tab-konflikt med testikelkræft på det tidspunkt. Dengang kendte jeg endnu ikke disse sammenhænge, men jeg havde mistanke om, at min hævelse i testiklerne, som jeg kunne mærke 2 måneder efter min søns død, må have noget at gøre med hans bortgang. Jeg har aldrig været alvorlig syg og så snart jeg havde mulighed for, undersøgte jeg, om alle patienter, der var blevet syg med kræft også havde haft et frygteligt chok, der lignede mit.

Den 7.12.1978 om aftenen døde min søn i mine arme på kirurgisk universitätsklinik i Heidelberg. Den sorteste dag i mit liv. Den værste fortvivelse et menneske kan opleve, når sit barn dør. …omgivet af fjendtlig indstillede læger og sygeplejersker.

Jeg vidste, at klinikken's chef talte i telefonen med advokaterne af familie Savoyen tre gange om dagen. Som urologen prof. Röhl har fortalt mig, blev man ved disse telefonsamtaler enige om, at det nok vil være bedre, at drengen dør, da det vil have den fordel for familien Savoyen, at de ikke skulle have en krøbling som livslang mindesmærke for øje. Derudover ville det være meget billigere og de pårørende ville de nok kunne håndtere. Retsorganerne i Frankrig har de jo fuldstændig under kontrol (...) Dette blev bekræftet af den franske højestret på makabre og menneske foragtende vis, da prinsen blev frikendt 13! år senere på grund af et cavalier-delikt (mindre overtrædelse af loven) og ulovlig besiddelse af våben [dom i 1991].

Min familie var i Rom, jeg var helt alene.

Men ikke kun offerets far (mig), der havde mistet sit barn og blev syg med (testikel-) kræft den 7.12.78, også en anden far, morderens far, der mistete sit navn og sin ære, blev syg med knogletab (=osteolyser): Umberto II af Italien. Hans selvværd-agtelse var smadret. Han var nu far af en morder, familien Savoyen var skændet for evigt. Umberto har givet os et klassisk bevis på, hvordan konflikt-forløbet og ”sygdoms”-forløbet er præcist relateret til hinanden.

Da man i huset Savoyen troede, at man har forhindringen af en retssag og således den offentlige tilståelse af mordet under kontrol (jeg fik i mellemtiden tilbudt 2.000.000 DM [Deutsche Mark] for at holde mund), kom eksmonarkens sygdom “til ro” igen, i samme omfang som konflikten så ud til at komme til ro. Det hele skulle løbe ud i sandet. Hvis det ikke vil komme til en retssag og følgelig ikke til en dom, vil folk måske stadigvæk tale lidt om det, men på et tidspunkt ville det hele blive glemmt.

Men da den franske højesteret, Cour de Cassation, den 18. maj 1982 besluttede, at prinsen skulle anklages for overlagt mord, og at retssagen umiddelbart skulle begynde, havde Umberto et dramatisk konflikt-recidiv. Hans selvværd-agtelse var smadret igen!

Senere forsøgte han at vende tilbage til Italien og Rom for at genoprette kongefamilien, ikke for at dø, som det blev sagt. Fordi italienerne havde tilbudt ham at vende tilbage til Italien alene, men han besluttede sig for at smugle sin søn ind i landet. Men italienerne ville først ikke have morderen.
I sidste ende blev der alligevel fundet et flertal, efter at aviser og tidsskrifter, som næsten alle tilhørte monarkisterne, igangsatte en stor pressekampagne “for den stakkels konge”. Selvfølgelig skulle hans familie også have lov til at komme med. Der var endda åben tale om genindførelse af monarkiet i Italien. Ekskongen var i Genève, ikke lang væk fra grænsen.

Og så offentliggjorde jeg den 2. marts 1983 via ANSA Bonn meddelelsen fra statsadvokaten i Bastia, at hele efterforskningen i den kommende retssag mod tidligere kongens søn var fuldstændig korrumperet fra dag ét af hjælpere, venner og bestukkede medlemmer af den europæiske kongemafia. Denne meddelelse blev udgivet i næsten alle italienske aviser. I det øjeblik ændrede den positive stemning for den kongelige families tilbagevenden sig pludselig. Med det samme kunne folk huske ”mordet” alt for godt.

Ekskongen Umberto var en ivrig avislæser og måtte indse at han ikke længere havde den mindste chance for at vende tilbage til Italien med sin søn. Han gav op, fornægtede sin søn og døde 10 dage senere.
Jeg lod ham vide, at han skulle have kastet sig for morens fødder (moderen til den myrdede DIRK) og bedt om tilgivelse i stedet for altid at finde på nye tricks for at manipulere sandheden.

Sygdomsforløbet hos kong Umberto er således nøjagtigt parallelt med konflikt-forløbet (tab af selvværd-agtelse) og følger helt nøjagtig KRÆFTENS JERN-REGEL (tysk: Eiserne Regel des Krebs, engelsk: Iron Rule of Cancer).

I dag ved jeg, at jeg har løst min (tab-) konflikt ved at tale med min kone om det, som var en erfaren, venlig læge. Konflikten var, at jeg følte mig skyldig, fordi jeg ikke havde flyttet min søn DIRK fra de forfærdelige umenneskelige forhold på Heidelberg Universitetsklinik, da det stadig var muligt. Dengang ville jeg have været totalt ligeglad med, om jeg var i live eller død. Selv da jeg fik at vide, at jeg har kræft, drømte jeg kun om min DIRK om natten.

Jeg fik en operation dengang, men i dag ville jeg bestemt ikke lade mig operere, da jeg kender KRÆFTENS JERN-REGEL.

Som overlæge i Intern Medicin på en bayersk kræftklinik, der var tilknyttet Universitetsklinikken i München, havde jeg i 1981 mulighed for at komme til kernen af min formodning om psykiske årsagen til kræft. Da jeg begyndte at arbejde der, talte man bag min ryg: ”Det er her, hvor han hører hjemme, han leder allerede efter et sted at dø.”

Jeg fik alligevel lov til at arbejde der i et halvt år uden at have problemer.
De formodede ikke noget "dårligt". Mine modstandere blev først chokerede, da jeg den 5. oktober 1981 meddelte på RAI og det Bayeriske TV, at jeg havde fundet et nyt system i kræftudvikling, og lokalisering og forløb af kræft.
Jeg kaldte mekanismen der udløser kræft DIRK-HAMER-SYNDROM (DHS), fordi denne kræft-udviklings-mekanisme først blev observeret hos mig selv efter min søns død; og af mig selv! Siden da er jeg blevet jaget som en hare over den åbne mark. (*tysk ordsprog)

Den første person, der kom til mig, var klinikkens overlæge. Han sagde, at jeg kun havde opfundet dette system for at bevise, at prinsen også var skyldig i, at jeg havde kræft – det var "en herre fra München", der fortællte ham det. Derudover havde han talt to timer i telefonen med Mildred Scheel (præsident for Tyske Kræfthjælp) og med prof. Krokowski (Kassel) og også med professorer fra München, og de havde alle rådet ham til at smide Hamer ud af klinikken så hurtigt som muligt, fordi Hamer gjorde patienterne “usikre”.

Jeg fik valget om at tilbagekalde mine opdagelser eller at erklære, at jeg tog fejl, ellers måtte jeg gå med det samme. Jeg gik.

På grund af mit intense arbejde i den bayerske kræftklinik blev jeg mere og mere overbevist om, at alle kræftformer begynder med et alvorligt psykisk konflikt-oplevelse-chok. Men jeg vil ikke holde det hemmeligt, at hjælp udefra var nødvendig før jeg helt kunne forstå kræft-udviklings-systemet, og dermed også opståen af alle såkaldte sygdomme.

Jeg er derfor ikke bange for at fortælle sandheden om, hvad der skete, selvom dette kan virke "uvidenskabeligt" for mange mennesker.

KRÆFTENS JERN-REGEL er arven efter min døde søn DIRK. Han gav ikke kun anledning til opdagelsen af disse sammenhæng gennem sin død, men jeg tror også, at han efter sin død havde langt mere indflydelse på denne opdagelse end tidligere antaget.

Følgende skete:
Da jeg for første gang i september 1981 troede, at jeg havde fundet  et system i kræftens genesis, nemlig DIRK-HAMER-SYNDROM, blev jeg blød i knæene, som man siger. 
Denne opdagelse virkede for enorm, til at jeg kunne tro på den.

I løbet af natten havde jeg en drøm: min søn DIRK, som jeg ofte drømmte om, og som jeg konsulterede i mine drømme, dukkede op i min drøm, smilede hans godmodige smil, som han ofte plejede at smile og sagde: ”Geerd, dét, hvad du fandt ud, er korrekt – er helt korrekt. Jeg kan fortælle dig det, fordi nu ved jeg mere end dig, du fandt det klogt ud. Det vil udløse en revolution inden for medicin. Du kan offentliggøre det på mit ansvar. Men du er stadig nødt til at forske videre. Du har ikke fundet det hele endnu, to vigtige ting mangler stadig."

Jeg vågnede og huskede hvert eneste ord af vores samtale.
Jeg var nu beroliget. Fra dette øjeblik var jeg helt overbevist om, at DIRK-HAMER-SYNDROM var korrekt. Indtil da havde jeg undersøgt omkring 170 patienter.

Jeg ringede til hr. Oldenburg fra Bayerske TV, der allerede havde lavet en kort rapport om Hamer-skalpellen i maj 1978 til kirurgkongressen i München. Han kom til Oberaudorf og lavede en lille film, der blev sendt den 4. oktober 1981 i Bayern. Samtidig blev resultatet også sendt på det Italienske TV RAI.

I en tilstand af ”flow” gik jeg i gang med at undersøge yderligere tilfælde. Jeg vidste meget godt, at de snart ville stoppe mig på klinikken, fordi mine resultater var i modstrid med konventionel medicin.

Ved at undersøge flere og flere nye tilfælde og ved at gennemgå de gamle tilfælde igen og igen, som jeg havde sat sammen i en tabel, fandt jeg noget stort: Altid havde f.eks.:

• Livmoderhals-”kræft” eller -ulcus et meget specielt konflikt-oplevelse-indhold, nemlig et seksuelt.
• Brystkræft derimod altid et almindeligt menneskeligt konflikt-oplevelse-indhold, tit endda en mor-barn-konflikt.
• Æggestok-kræft et genitalt-analt konflikt-oplevelse-inhold osv.

På den ene side virkede denne erkendelse logisk og fornuftig for mig. Men den var ikke kun imod konventionel medicin, den vendte hele medicinen på hovedet, fordi det betød intet andet end at psyken definerer, hvor kræften udvikler sig i kroppen!

Så blev jeg blød i knæene igen. Det hele virkede tre gange for stort for mig.

Den følgende nat drømte jeg igen, og jeg talte med min søn DIRK i drømmen. Han roste mig og sagde: ”Overvældende, Geerd, du fandt det hurtigt ud, du gjorde det meget godt.”
Så smilede han sit uforlignelige smil igen og sagde: ”Nu mangler du kun én, så har du fundet alt. Du må ikke stoppe endnu. Du er stadig nødt til at forske, men du vil helt sikkert finde den også.”

Jeg vågnede igen, pludselig overbevist om, at mine resultater var rigtige, og nu undersøgte jeg ivrig, hvad DIRK måtte have ment med det sidste.

Så undersøgte jeg alle følgende tilfælde med hensyn til de allerede fundne kriterier og har fundet alle kriterierne bekræftet i alle tilfælde. DIRK havde ret. Jeg undersøgte ikke kun alle tidligere tilfælde, som jeg havde lavet protokol over, men især de "sovende karcinomer", og også de efterfølgende tilfælde.

Hemmeligheden bag sammenhængene af kræftens udvikling – (og som det kan ses i det følgende, sandsynligvis i al medicin, hvilket jeg allerede havde erkendt i sommeren 1981) – lå i forståelsen af de "sovende karcinomer". På det tidspunkt sagde jeg til mine kolleger: "Når vi har fundet ud af, hvorfor de sover, har vi opdaget hemmeligheden bag opståen af kræft."

Kollegerne troede, at jeg var skør. De kunne ikke forstå, at Hamer forskede og ledte efter “sovende karcinomer” i alle afdelinger af klinikken for at finde ud af, hvad de måtte have til fælles.

Det var et løb mod tiden. Jeg vidste, at jeg snart ikke længere ville få lov til at undersøge en patient. I mit sidste weekendskift forskede jeg derfor "dag og nat". Men pludselig gik det op for mig: en overvældende erkendelse:

I de tilfælde hvor patienten overlevede, var konflikten altid løst; i de tilfælde hvor patienten døde, var konflikten ikke løst eller forløbet (*”sygdoms”-forløbet) var progredierende.

Jeg var allerede vant til, at de kolleger som jeg forsøgte at tale med, syntes at det hele er nonsens og ikke ønskede at høre næremere om. Men denne erkendelse var ikke kun tre, men ti gange for stor til mig. Jeg blev helt opløst og havde bogstaveligt talt “svage knæ” igen. I denne tilstand kunne jeg næsten ikke vente med at vise mit skolearbejde til min lærer DIRK.

Igen drømte jeg om min DIRK – lige så tydelig som de sidste gange. Denne gang var han begejstret og fuld for beundring, smilede anerkendende og sagde: ”Jeg troede ikke, at det var muligt, at du ville finde det så hurtigt. Ja, det er korrekt. Nu har du alt. Intet mangler. Det forholder sig præcist sådan, som du fandt ud af. Nu kan du offentliggøre alt på mit ansvar, jeg lover dig, at du ikke vil gøre dig selv til grin, for det er sandheden!"

Da jeg vågnede næste morgen og så drømmen tydeligt foran mig, forsvandt mine sidste tvivl. Jeg har altid kunnet stole på min DIRK, og nu, da han var død, endnu mere.

Efter jeg havde præsenteret mine konklusioner i en præsentation for alle kolleger (mod hvilke ingen for øvrig havde nogen reel indsigelse), blev jeg straks afskediget uden varsel, hvilket skulle allerede være sket i slutningen af september. Jeg fik ikke engang længere lov til at være i læge-spisestuen (Speisekasino), fordi en overlæge, måtte indrømme foran assistenterne, at det jeg sagde, kunne være sandt og alt, hvad der var blevet gjort indtil videre, var forkert. Det var officielt forbudt for mig at gå ind i kasinoet (lægernes spisesal), fordi jeg gjørde overlægen Merkel usikker (forårsagede forvirring).

Allerede dengang og også senere har jeg talt med nogle mennesker om mine drømme og sagde, at jeg grundlæggende betragter min søn DIRK som opdager af KRÆFTENS JERN-REGEL. Fordi det er muligt, at nogle andre mennesker før mig har haft de samme tankegang, men ikke har vovet at tage de næste skridt. Hvem ved, om jeg ville have vovet at fortsætte, hvis min DIRK ikke havde bekræftet i mine drømme, at det jeg fandt var rigtigt.

Derfor er jeg ikke bange for at fortælle sandheden om, hvad der var sket. Sandheden kan ikke mindske den såkaldte "videnskabelighed" eller en persons indsats og arbejde.

Min DIRK fortjener berømmelsen. Hans død førte ikke kun til opdagelsen af systemet i kræftudvikling, men han har også formidlet denne viden til mig efter hans død. Jeg betragter opdagelserne om årsagerne til kræft som arven fra min søn DIRK. Og sådan skal det forblive!

Kære læser, nu har jeg fortalt dig sandheden om, hvordan KRÆFTENS JERN-REGEL blev opdaget.

DHS (DIRK-HAMER-SYNDROM) er det centrale element i Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin)

• Hver kræft-”sygdom” starter med et alvorligt psykisk chok, et mest alvorligt konflikt-oplevelse-chok.
• Konflikt-oplevelsen har altid været meget akut og dramatisk. (i patientens sjæl)
• Konflikt-chok-oplevelsen har altid været isolativ.

Det er vigtigt, at vi forstår, at der i øjeblik (sekund) af et DHS, hvor mennesket bliver uventet fanget "på det forkerte ben", ikke kun sker en chok-oplevelse som sådan, men et konflikt-oplevelse-chok, som har et bestemt indhold!

Når vi bruger ordet "konflikt", drejer det sig ikke om en konflikt i den gamle forståelse, det vil sige om en psykologisk konflikt, men om en Biologisk Konflikt. Denne slags konflikter kan opleves af mennesker og dyr; på lignende måde også af planter.

Hvad er en Biologisk Konflikt?
En oplevelse, der udløser et chok, som rammer et menneske så uforberedt, at dette ikke kan reagere ved første omgang:

Såden noget er aldrig nogensinde sket for mig.
Jeg ville aldrig have drømt om noget lignende.
Jeg blev ramt.(som lynnedslag rammer)
Jeg var lammet. Jeg var stiv af frygt.
Jeg var bedøvet, frøs af terror.
Jeg var målløs.

Det er vigtigt at forstå, at det vi opfatter som "stressfaktor" ikke nødvendigvis behøver at udløse et DHS med Biologisk Konflikt; f.eks. en persons død eller en skilsmisse; eller det faktum, at nogen er alkoholiker. Alt dette behøver ikke nødvendigvis at være ”uventet”, informationen rammer os ikke altid uforberedt og den behøver heller ikke at være helt uforståelig.

Men KRÆFTENS JERN-REGEL var kun det første skridt på vejen til Germanische Heilkunde, den var den første af 5 Biologiske Naturlove. 

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

Den 7.12.1980 skriver dr. Hamer til sin afdøde søn DIRK

* oversætterens note