En samling af forskellige

FORMÅLSBESTEMTE BIOLOGISKE SPECIALPROGRAMMER (SBS)

i henhold til opdagelserne i Germanische Heilkunde® af Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Melanom - hudkræft i underhuden

Omkring den tid i vores udviklingshistorie, hvor vores primitive "forfædre" begyndte at skifte vandmiljøet ud med landmiljøet, på det tidspunkt, hvor lillehjernen var under udvikling, havde individet brug for en hud, der ikke kun var stabiliserende, men også kunne beskytte mod for kraftig solstråling, forhindre udtørring m.m. Jeg betegner dette organ som den mesodermale lillehjerne-hud.

Denne hud behøvede ikke at modstå nogen større mekanisk belastning. Individet kunne dog allerede bevæge sig fremad, idet det kravlede som en orm. Huden havde den uspecifikke, såkaldte "protopatiske sensitivitet", dvs. at den var følsom over for ekstremt tryk og temperatur, så den var allerede tilpasningsdygtig og reaktiv, når miljøforholdene ændrede sig ekstremt. Denne hud lagrede melanocytter, som ved hjælp af pigment kunne beskytte mod solens UV-lys. Desuden havde denne hud mulighed for at lægge en fugtig film på huden via svedkirtlerne for at skabe fordampningskøling og dermed forhindre forbrændinger på huden. Individet var derfor allerede ret godt beskyttet mod fare på det vitale område.

Hvis individets integritet blev beskadiget af et angreb eller en vansiring i en sådan grad, at en Biologisk Konflikt blev udløst, så byggede individet en slags beskyttelsesmur på det sted, hvor det var blevet angrebet, og forstærkede så at sige muren mod ydersiden, svarende til en ringformet bymur.

Så hvis denne bymur – for at bibeholde billedet – blev skadet, vansiret, besudlet eller ødelagt, reagerede individet med melanom eller med amelanotisk melanom, som er ikke-pigmenterede melanomer, dvs. med en forstærkning af den beskadigede del af bymuren. Vi ser melanotiske melanomer, når et modermærke tilfældigvis er involveret i lokaliseringen af "At-føle-sig-vansiret", dvs. når de indeholder pigment og derefter er sorte eller blå.

Efter udviklingen af denne lillehjerne-hud, hvis relæcenter vi finder i den medial-posterior og laterale lillehjerne (i tilfælde af konflikt har vi en konflikt om angreb mod den kropslige integritet og videre en konflikt om besudling), udviklede pattedyrenes adfærd sig. Logisk nok blev ammekirtlen også installeret i huden. Følgelig er brystkirtlen en invagination af denne lillehjerne-hud, som spædbarnet så kan suge mælk fra.

Den eneste hud i denne gamle udviklingsperiode, nemlig coriumhuden med brystkirtlerne i mælkelinjen, havde en social funktion – både en afgrænsende og en forbindende funktion blandt familiens medlemmer. Derfor lokaliserer kvinden stadig i dag sin tilknytning til barnet og til sin partner overvejende i sit bryst. Derfor er brystsygdomme også den hyppigste "sygdom" blandt kvinder (konflikt: mor/barn- eller partnerkonflikt).

Indholdet af konflikten forudsætter naturligvis at man beskæftiger sig med udviklingshistorien, og så kan vi også forstå den Biologiske Konflikt, f.eks. i tilfælde af melanom: konflikt om "At-føle-sig-vansiret/At-føle-sig-skadet".

Et eksempel: En person var lige ved at gå ud af døren, da en anden person i skænderiet siger: "Dit svin!" Patienten fortalte: "Det ramte mig som en pil mellem skulderbladene" (DHS), og netop dér opbygger organismen så et melanom, ligesom en forstærkning, for at beskytte sig efter DHS mod "pilen" og mod eventuelle yderligere pile (udviklingsmæssigt arkaisk form for forsvar, da vores forfædre kun havde corium hud = dermis).

Et andet eksempel: En kvindelig patient havde to store knuder i sit bryst. Den ene havde været der længe, den anden kun i 1½ år. Hun var ved at løse begge konflikter, da følgende skete: Hun gik med sit barn til en bekendt, som hun gerne ville have haft som kæreste. Det var sent, de kunne lide hinanden og ville have sex med hinanden. Da det kom til en intim omfavnelse, bemærkede han, at hun havde en stor svulst i venstre bryst, og at brystet var deformeret. Derefter krænkede han patienten og var rasende over, at hun havde forsøgt at snyde ham, og smed hende ud af hans lejlighed midt om natten med sit barn. Derved fik patienten et DHS. Fra det tidspunkt voksede der et melanom på det sted, hvor de to svulster deformerede brystet, som et tegn på, at hun følte sig "vansiret" på dette sted.

Endvidere skal man påpege den såkaldte onde cirkel, som patienterne meget ofte havner i, fordi melanomet igen kan udløse en ny vansirings- eller besudlingskonflikt. Derefter opbygges konflikten mere og mere psykisk og organisk, dvs. på meget kort tid er hele området dækket med melanomknuder. I princippet kan diagnosen "melanom" eller endog en operation "vidt i det sunde væv" sætte den samme mekanisme i gang.

Forresten er melanom på huden af det kvindelige bryst i princippet ikke anderledes end den såkaldte herpes zoster af helvedesild. Dette kan forekomme ensidigt eller på begge sider. I tilfælde af de dobbeltsidede kan forskellige segmenthøjder være påvirket, men det kan også forekomme cirkulært. Ved denne form for helvedesild, som også findes i ansigtet, føler patienten sig altid besudlet i stor udstrækning, f.eks. i forbindelse med et kram. Mindre besudlingskonflikter i ansigtet er f.eks. akne hos de pubertære unge.

I helbredelsesfasen kan melanomet, så længe det ydre pladeepithel stadig er intakt, blive ostet1 (nedbrudt) af TBC og også forsvinde igen, så pladeepithelet (den ydre hud) ovenover blot ser lidt rynket ud, som er typisk efter alle hud-TBC'er. I de mere sjældne tilfælde af kroniske recidiverende melanomer med tuberkulose forsvinder de blå subkutane tumorer altid af sig selv, men uden tuberkulose vokser de stadig en lille smule videre.

I Germanische Heilkunde® afvises operationer på ingen måde generelt. De skal dog kun indiceres individuelt efter sund fornuft. En lille knude i brystet, hvor konflikten er blevet løst, er naturligvis ikke en sådan indikation. Men hvis en kvinde føler sig vansiret på grund af brystets tilstand og udseende i sygdomsforløbet, i princippet uanset om sygdommen er i aktiv eller løst fase, eller hvis det kan forventes, at hun vil føle sig vansiret, bør man anbefale en operation. Man må dog kun operere det, der er absolut nødvendigt, og i overenstemmelse med Germanische Heilkunde®.

Der arbejdes på dansk oversættelse.
 

Die medikamentöse Behandlung ist keineswegs eine ausschließliche Domäne der Schulmedizin. Alle Medikamente die symptomatisch gut sind, sollten zum Wohle des Patienten angewendet werden und zwar nach dem Kriterium, ob der Doktor sie bei der eigenen Frau auch anwenden würde. Allerdings wird die medikamentöse Behandlung in der Germanischen Heilkunde nur verwendet um Komplikationen im natürlichen Heilverlauf zu mildern oder zu vermeiden. Nicht etwa um damit einen Krebs zu behandeln, wie man das bei der sog. Chemotherapie oder den Hormonblockern in der Schulmedizin unsinnigerweise versucht hat. Z.B. würde ein Doktor der GHK seiner Frau durchaus Schmerzmittel geben, jedoch niemals Morphium oder morphinähnliche Substanzen verabreichen, wenn er weiß, daß er sie damit umbringt. Er würde aber seiner Frau ohne Bedenken Cortison geben, wenn sie in der Heilungsphase eine zu starke Hirnschwellung hat, die man mit Cortison, z.B. Prednisolon oder Dexametason leicht soweit in Schach halten kann, bis Mutter Natur ihren Heilverlauf durchgeführt hat, so daß wir mit dem Cortison wieder ausschleichen können. Allerdings ist das Cortison bei Syndrom kontraindiziert!

Die Chemobehandlung als Therapie zu verkaufen, ist vielleicht der größte Betrug in der ganzen Medizin bis heute gewesen. Chemo – bedeutet Behandlung mit Zellgiften, die eine Zellvermehrung verhindern sollen. Sie kommt einer Teufelsaustreibung gleich. Man weiß natürlich, daß diese Zellgifte in erster Linie das Knochenmark angreifen, das durch dauernde Zellteilung die Blutkörperchen erzeugt. Außerdem die Fortpflanzungsorgane Hoden und Ovarien, deren Eier und Spermien schwer durch die Mitosegifte geschädigt werden. Bei den Spermien kommt sogar die Produktion zum Erliegen, was zur vorübergehender oder bleibender Unfruchtbarkeit führen kann.

Als man begann diese Dinge zu erforschen und in die sog. Therapie einzuführen, das ist gerade 30 Jahre her, da sprach man nicht von einer Therapie sondern, daß man das Leben eines Krebspatienten noch für kurze Zeit verlängern könne, auf Kosten des Knochenmarks. Geradezu kriminell wird aber die ganze Sache dadurch, daß die Zellteilung der Krebse, die in der Konfliktaktivität Zellvermehrung machen, also die vom Stammhirn und vom Kleinhirn gesteuerten Tumoren, durch die Sympathicotonie praktisch überhaupt nicht auf die Chemo-Pseudotherapie ansprechen, sogar durch das Zellgift die Sympathicotonie verstärkt wird – und damit summa sumarum das Zellwachstum sogar noch angeregt wird – und dazu noch auf Kosten des Knochenmarks und der Blutbildung.

Bei den Großhirn-gesteuerten Krebsen ist ihre Anwendung geradezu idiotisch. Klar kann man mit Chemo – wohlgemerkt immer unter Zerstörung des Knochenmarks – jeden Heilungsvorgang abrupt stoppen, egal von welchem Hirnrelais das Krankheitsgeschehen gesteuert war. Aber die vermeintlichen Erfolge der Schulmediziner liegen in der Verhinderung der Heilung, die diese als bösartig erklärt hatten.

Die Bestrahlung ist nach den Kriterien der Germanischen Heilkunde völlig sinnlos. Die Bestrahlungspseudotherapeuten gingen ja immer davon aus, daß man das Symptom beseitigen müsse und die Ausbreitung von Metastasen verhindern müsse. Dies alles ist natürlich völlig unsinnig. Viele Patientinnen, denen man die Brust bestrahlt oder nach Operation nachbestrahlt hatte, haben zudem derartige Strahlenschäden an der Haut, daß sie sich noch zusätzlich besudelt und verunstaltet fühlen und dann einen Melanom-Krebs erlitten haben.

Und die Wirkung von Chemo und Bestrahlung auf das Gehirn ist grausam dumm und endet gewöhnlich tragisch. Da man ja schon länger ignoranterweise die Hamerschen Herde in der Heilungsphase, schulmedizinisch als sog. Hirntumoren fehlverstanden, mit dieser Pseudotherapie bearbeitet, wissen wir über die grausamen Folgen ziemlich gut Bescheid.

Die besondere Widerstandskraft des Gehirns mit Biologischen Konflikten fertig zu werden liegt in seiner Fähigkeit, Hamersche Herde wieder ausheilen zu können. Das tut das Gehirn – wie wir wissen – mit Hilfe des Oedems in der Heilungsphase. Durch dieses Oedem werden die Gehirnzellen weit auseinandergezogen, d.h. die Verbindung zweier Hirnzellen, die wir Synapsen nennen, werden sehr stark beansprucht. Chemo und Bestrahlung machen ungefähr sichtbar das, was ein Konfliktrezidiv machen würde, vor dem wir so große Angst haben. Die Heilung stoppt, und das ganze geschwollene Relais schnurrt wieder zusammen. Das Oedemwasser ist verschwunden, aber der Hamersche Herd ist damit nicht geheilt, beileibe nicht. Damit hat die Katastrophe des sog. Ziehharmonikaeffektes begonnen.

Da der Prozeß in und um den Hamerschen Herd ja nicht geheilt sondern nur künstlich blockiert ist, versucht der Organismus nach jeder Chemo- oder Bestrahlungsrunde die Restheilung sofort wieder in Gang zu setzen, sprich: den Hamerschen Herd wieder mit Oedem aufzufüllen. Immer wieder werden die Synapsen, die Verbindungen der Nervenzellen auseinander gezogen, dann schnurren sie bei der nächsten Chemo- und Bestrahlungsrunde wieder zusammen.

Morfin er katastrofalt for enhver patient. I naturen findes der ingen mulighed for sådanne eksterne indgreb. Den smerte, som naturen påfører den enkelte, har et formål. Siden vi har morfin og dens derivater, er tanken indlysende: "Vi stopper smerten med morfin og bliver alligevel raske". Det er en forkert kalkulation. Fordi morfin vender hele hjernen om, og patienten har ikke længere nogen moral, og fra det tidspunkt kan han eller hun aflives viljeløst.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner


1 at oste = verkäsen. f.eks.: mælk oster (overs. note)