En samling af forskellige

FORMÅLSBESTEMTE BIOLOGISKE SPECIALPROGRAMMER (SBS)

i henhold til opdagelserne i Germanische Heilkunde® af Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Melanom - hudkræft i underhuden

På det stadium i vores udviklingshistorie, hvor vores primitive "forfædre" begyndte at skifte fra vandmiljøet til landmiljøet, i den periode, hvor lillehjernen var under udvikling, havde individet brug for en hud, der ikke kun var stabiliserende, men også kunne beskytte mod for kraftig solstråling, forhindre udtørring m.m. Jeg betegner dette organ som den mesodermale lillehjerne-hud.

Denne slags hud behøvede ikke at modstå nogen større mekanisk belastning. Individet kunne dog allerede bevæge sig fremad, kravlede som en orm. Huden havde den uspecifikke, såkaldte "protopatiske sensitivitet", dvs. at den var følsom over for ekstremt tryk og temperatur, så den var allerede tilpasningsdygtig og kunne reagere, når miljøforholdene ændrede sig ekstremt. Denne hud lagrede melanocytter, som ved hjælp af pigment kunne beskytte mod solens UV-lys. Desuden havde denne hud evnen til at lægge en fugtig film på huden gennem svedkirtlerne. På den måde opstod der fordampningskøling, hvilket kunne forhindre forbrændinger på huden. Individet var derfor allerede ret godt beskyttet mod fare.

Hvis individets integritet blev beskadiget af et attak eller en vansiring i en sådan grad, at en Biologisk Konflikt blev udløst, så byggede individet en slags beskyttelsesmur på det sted, hvor det var blevet attakeret, og forstærkede sådan set muren mod ydersiden, svarende til en ringformet bymur.

Så hvis denne bymur – for at bibeholde billedet – blev skadet, vansiret, besudlet eller ødelagt, reagerede individet med melanom eller med amelanotisk melanom, som er ikke-pigmenterede melanomer, dvs. med en forstærkning af den beskadigede del af bymuren. Vi ser melanotiske melanomer, når et modermærke tilfældigvis er involveret i lokaliseringen af "At-føle-sig-vansiret", dvs. når de indeholder pigment og derefter er sorte eller blå.

Efter udviklingen af denne lillehjerne-hud, hvis relæcenter findes i den medial-posterior og laterale lillehjerne (Biologisk Konflikt: overgreb mod den kropslige integritet og følgelig en besudlingskonflikt), blev pattedyrenes adfærd udviklet. Logisk nok blev ammekirtlen også installeret i huden. Derfor er brystkirtlen en invagination af denne lillehjerne-hud, som spædbarnet så kan suge mælk fra.

Den eneste hud i denne gamle udviklingsperiode, nemlig coriumhuden med brystkirtlerne i mælkelinjen, havde en social funktion – både en afgrænsende og en forbindende funktion blandt familiens medlemmer. Derfor lokaliserer kvinden stadig i dag sin tilknytning til barnet og til sin partner overvejende i sit bryst. Derfor er brystsygdomme også den hyppigste "sygdom" blandt kvinder (konflikt: mor/barn- eller partnerkonflikt).

For at forstå inholdet af konflikterne skal man naturligivs beskæftige sig med udviklingshistorien. Så kan vi også forstå den Biologiske Konflikt, f.eks. i tilfælde af melanom: konflikt om "At-føle-sig-vansiret/At-føle-sig-skadet".

Et eksempel: En person var ved at gå ud af døren under et skænderi, siger den anden: "Dit svin!" Patienten fortalte: "Det ramte mig som en pil mellem skulderbladene" (DHS), og netop dér opbygger organismen så et melanom, ligesom en forstærkning, for at beskytte sig efter DHS mod "pilen" og mod eventuelle yderligere pile (udviklingsmæssigt arkaisk form for forsvar, da vores forfædre kun havde corium hud = dermis).

Et andet eksempel: En kvindelig patient havde to store knuder i sit bryst. Den ene havde været der længe, den anden kun i 1½ år. Hun var ved at løse begge konflikter, da følgende skete: Hun gik med sit barn til en bekendt, som hun gerne ville have haft som kæreste. Det var sent, de kunne lide hinanden og ville have sex med hinanden. Da det kom til en intim omfavnelse, bemærkede han, at hun havde en stor svulst i venstre bryst, og at brystet var deformeret. Derefter krænkede han patienten og var rasende over, at hun havde forsøgt at snyde ham, og smed hende ud af sin lejlighed med sit barn midt om natten. Derved fik patienten et DHS. Fra det tidspunkt voksede der et melanom på det sted, hvor de to svulster deformerede brystet, som et tegn på, at hun "følte sig vansiret" på dette sted.

Endvidere skal man påpege den såkaldte onde cirkel, som patienterne meget ofte havner i, fordi melanomet igen kan udløse en ny vansirings- eller besudlingskonflikt. Derefter opbygges konflikten mere og mere psykisk og organisk, dvs. på meget kort tid er hele området dækket med melanomknuder. I princippet kan diagnosen "melanom" eller endog en operation, hvor der ud over kræften fjernes en stor del af "sundt" væv, sætte den samme mekanisme i gang.

Forresten er melanom på huden af det kvindelige bryst i princippet ikke anderledes end den såkaldte herpes zoster ved helvedesild. Den kan forekomme ensidigt eller på begge sider. I tilfælde af helvedesild på begge sider kan forskellige segmenthøjder være påvirket, men den kan også forløbe cirkulært. Ved denne form for helvedesild, som også findes i ansigtet, føler patienten sig altid besudlet i stor udstrækning, f.eks. i forbindelse med et kram. Mindre besudlingskonflikter i ansigtet er f.eks. akne hos de pubertære unge.

I helbredelsesfasen kan melanomet, så længe den ydre pladeepithel-hud stadig er intakt, blive ostet1 (nedbrudt) af TBC og forsvinde igen, så pladeepithelet (den ydre hud) ovenover blot ser lidt rynket ud, som er typisk efter alle hud-TBC'er. I de mere sjældne tilfælde af kroniske recidiverende melanomer med tuberkulose forsvinder de blå subkutane tumorer altid af sig selv, men uden tuberkulose vokser de stadig en lille smule videre.

I Germanische Heilkunde® afvises operationer på ingen måde generelt. De skal dog kun indiceres individuelt efter sund fornuft. En lille knude i brystet, hvor konflikten er blevet løst, er naturligvis ikke en sådan indikation. Men hvis en kvinde føler sig vansiret på grund af brystets tilstand og udseende i sygdomsforløbet, i princippet uanset om sygdommen er i aktiv eller løst fase, eller hvis det kan forventes, at hun vil føle sig vansiret, bør man anbefale en operation. Man må dog kun operere på det sted, som er absolut nødvendigt, og i overenstemmelse med Germanische Heilkunde®.

Behandlingen med lægemidler er på ingen måde kun en del af den konventionelle medicin. Alle lægemidler, der er symptomatisk positive, bør anvendes til gavn for patienten og efter kriteriet om, hvorvidt lægen også ville anvende disse lægemidler til at behandle sin egen hustru. I Germanische Heilkunde® anvendes lægemidler dog kun til at lindre eller undgå komplikationer i den naturlige helbredelsesproces; slet ikke for eksempel til behandling af kræft, som er blevet forsøgt med såkaldt kemoterapi eller hormonblokkere i den konventionelle medicin. For eksempel ville en læge i Germanische Heilkunde® give sin kone smertestillende midler, men aldrig morfin eller stoffer, der ligner morfin, da han er klar over, at disse stoffer ville slå hende ihjel. Han ville dog altid give sin kone kortison, hvis hun i helbredelsesfasen har for stor hævelse af hjernen, som let kan kontrolleres med kortison, f.eks. prednisolon eller dexametason, indtil Moder Natur har gennemført sin helbredelsesproces. Så kan vi gradvist reducere kortisonet igen. Kortison er dog kontraindiceret under syndrom!

At sælge kemobehandling som terapi har måske været det største medicinske svindelnummer nogensinde. Kemo – betyder behandling med cellegifte, der skal forhindre celleformering. Det kan sidestilles med uddrivelse af djævelen. Det er kendt, at disse cellegifte først og fremmest angriber knoglemarven, som producerer blodceller ved konstant celledeling; desuden de reproduktive organer, testikler og æggestokke, hvis æg og sædceller bliver alvorligt beskadiget af mitose-toksiner. Sædproduktionen stopper endda, hvilket kan medføre midlertidig eller permanent infertilitet.

Da man begyndte at forske i dette og inddrage det i såkaldt terapi – det er kun 30 år siden – var der ingen snak om terapi, men formålet var at forlænge kræftpatientens liv en lille smule – til skade for knoglemarven. Men det hele er absolut kriminelt, da celledelingen i de kræftformer, der har celleformering i konfliktaktiviteten, dvs. de tumorer, der styres af stamhjernen og lillehjernen, faktisk slet ikke reagerer på kemo-pseudoterapien på grund af sympatikotoni. Sympatikotonien forstærkes endda med cellegift – og resultatet er at cellevæksten øges – og alt dette på bekostning af knoglemarven og bloddannelsen.

I tilfælde af kræftformer, der er styret af storhjernen, er anvendelsen af cellegifte (cytostatika) ligefrem idiotisk. Kemo – som altid ødelægger knoglemarven – kan selvfølgelig med det samme stoppe enhver helbredelsesproces, uanset hvilket hjerne-relæ der styrer sygdomsforløbet. Lægernes angivelige succes består altså i at forhindre helbredelse, som de kaldte for ondartet.

Ifølge kriterierne i Germanische Heilkunde® er strålebehandling fuldstændig meningsløs. Strålingspseudoterapeuterne gik altid ud fra, at symptomerne skulle fjernes og spredningen af metastaser forhindres. Det er naturligvis fuldstændig meningsløst. Mange patienter, der har fået bestrålet deres bryster eller har fået postoperativ strålebehandling, får en sådan stråleskade på huden, at de føler sig endnu mere besudlet og vansiret og derefter er ramt af melanom-kræft.

Virkningen af kemo og stråling på hjernen er grusom og ender som regel tragisk. Da Hamer Fokus, der belv forkert interpreteret som hjernetumorer i konventionel medicin, i uvidenhed blev behandlet med denne pseudoterapi i helbredelsesfasen, kender vi godt de grusomme konsekvenser.

Hjernens særlige styrke i at klare Biologiske Konflikter ligger i dens evne til at helbrede Hamer Fokus. Som vi ved, sker dette ved hjælp af ødem i helbredelsesfasen. Ødemet bevirker, at hjernecellerne trækkes, dvs. at forbindelsen mellem to hjerneceller, som vi kalder synapserne, belastes meget hårdt. Kemo og stråling bevirker nogenlunde det samme som et konflikt-recidiv (konflikt-tilbagefald) – og det er vi virkelig bange for, da helbredelsen stopper og det hævede relæ trækker sig hurtigt sammen igen. Væsken fra ødemet er væk, men det betyder ikke at Hamer Fokusset er helbredt, – slet ikke. Dermed begynder den katastrofale såk. trækharmonikaeffekt.

Da processen i og omkring Hamer Fokusset ikke er helbredt, men kun kunstigt blokeret, forsøger organismen at genoptage helbredelsesprocessen umiddelbart efter hver kemoterapi eller strålebehandling, dvs. at genopfylde Hamer Fokusset med ødemvæske. Igen og igen trækkes synapserne, nervecellernes forbindelser, og hver omgang kemoterapi og stråling bevirker at de trækker sig hurtigt sammen igen.

Morfin er katastrofalt for enhver patient. I naturen findes der ingen mulighed for sådanne eksterne indgreb. Den smerte, som naturen påfører den enkelte, har et formål. Siden vi har morfin og dens derivater, vil vi gerne tro på, at "Vi stopper smerten med morfin og bliver alligevel raske". Det er en forkert kalkulation, fordi morfin vender hele hjernen om, og patienten har ikke længere nogen "moral" (over. note: indre styrke, viljestyrke, livsvilje) og fra det tidspunkt kan han eller hun aflives viljeløst.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner


1 at oste = verkäsen. f.eks.: mælk oster. Osteprocessen får svulsten til at blive blød og så kan den nedbrydes. (overs. note)