Årene 1990 – 2000:  Mit liv med den “Germanske” begynder.

Ewa Leimer
Oversættelse: El Glauner

Hvordan skal jeg begynde….?

Som jeg allerede har nævnt, begynder mit liv med den Germanske i 1990. På det tidspunkt havde jeg boet i Wien i 9 år og Dr. Hamer's opdagelse var tilfældigvis også 9 år gammel dengang.

I mit daglige pædagogiske liv mødte jeg en ung far. Hans 10-årige søn "døde af leukæmi". Han sagde: "... selv denne læge fra Tyskland, der beskæftiger sig med kræftbehandling, kunne ikke længere hjælpe.... Det var for sent".

Jeg må indrømme, at jeg dengang stadig var en "trofast elev" af regimet og troede - som de fleste mennesker - på det herskende mantra i dagens skolemedicin (konventionel medicin), at "kræft er en ondartet, dødbringende sygdom".

På det tidspunkt donerede jeg endda til et børnehospital i Wien, og netop mine donerede penge blev brugt til den kemoterapi, som disse børn blev “behandlet” med. Jeg blev også regelmæssigt undersøgt, fordi jeg var overbevist om, at jeg var i risikogruppen for at "få kræft" på grund af en genetisk disposition. Alle slægtninge i min familie, med undtagelse af min bedstemor, "døde af kræft". Jeg var endda sikker på, at det nu må være min tur. Jeg var jo efterhånden den ældste i min generation.

Jeg hørte fra denne unge mand, som fuldstændig var knust over sin søns alt for tidlige død, at den læge, han talte om, var Dr. Hamer. Men jeg var stadig ikke interesseret i emnet. Men skæbnen havde noget andet i sinde for mig. Nogen tid efter denne samtale, den 24. november 1992, på østrigsk tv i "Club 2" (dengang blev programmerne stadig sendt direkte), meget sent om aftenen (i dag ved jeg hvorfor: så få seere som muligt skulle se programmet), havde jeg mulighed for at følge en diskussion om kræft... Blandt de inviterede gæster var Dr. Hamer.

Jo længere udsendelsen varede, jo mere utålmodig og vred blev jeg, fordi de medicinske "specialister", der deltog i denne diskussion, blev ved med at afbryde Dr. Hamer.... Det var umuligt at forstå, hvad Dr. Hamer talte om. Men de korte passager, hvor han talte, fascinerede mig og tændte min nysgerrighed.

Kort uddrag fra "At overleve kræft", den 24. november 1992 på østrigsk tv i Club 2, hvor Dr. Hamer ofte blev afbrudt

Den næste dag "fløj jeg på vinger" til en boghandel for at finde ud af, om man kunne købe nogle bøger af Dr. Hamer. Og jeg var faktisk heldig! På det tidspunkt havde Dr. Hamer allerede udgivet to bøger, nemlig „Krebs, Krankheit der Seele“ (Kræft, sjælens sygdom) og „Vermächtnis einer Neuen Medizin“ (Arven fra en Ny Medicin):

Widmung von Dr. Hamer im Buch "Krebs, Krankheit der Seele"
Widmung von Dr. Hamer im Buch "Krebs, Krankheit der Seele"
Dedikation af Dr. Hamer i bogen "Krebs, Krankheit der Seele" (Kræft, sjælens sygdom): “Kære Ewa, Det var sådan, det hele begyndte. Det var meget spændende fra starten. Din Geerd. 13.5.2006”

Jeg behøver ikke at fortælle en person, der forstår den Germanske (= Germanische Heilkunde®), hvordan jeg havde det, mens jeg læste disse bøger. De fangede mig fuldstændig.

På det tidspunkt var jeg ude at arbejde hele dagen. Derudover skulle jeg opfylde mine pligter som mor af en 4-årig søn.... Derfor kunne jeg kun læse bøgerne sent om aftenen, lige før jeg gik i seng...

Jeg måtte virkelig tvinge mig selv til at stoppe med at læse, så jeg kunne komme op til tiden næste dag. Om dagen kunne jeg ikke vente med at komme hjem om aftenen og fortsætte med at læse....

I 1993 fik jeg at vide, at Dr. Hamer ville holde et foredrag i det 15. distrikt i Wien, i “Haus der Begegnung” ...

Det, jeg ikke var klar over dengang, var, at der blev begået mange mordforsøg på Dr. Hamer i den periode, men han kunne stadig bevæge sig frit i Europa. Efterretningstjenesten holdt øje med ham konstant. Men alt dette fik jeg først at vide, da jeg senere lærte Dr. Hamer personligt at kende.

Dr. Hamer's foredrag skulle begynde kl. 19:00 i et stort auditorium.... Dr. Hamer ankom ret sent. Hele salen var fyldt med publikum, man kunne sige, at den var "proppet til bristepunktet".

Jeg fandt en galleri plads til mig... Denne begivenhed var en af de mest betydningsfulde oplevelser i mit liv. Det var første gang, jeg kunne se Dr. Hamer! Selvfølgelig spurgte jeg ham om en autograf. Jeg var en af mange, mange mennesker....

Det var en overvældende begivenhed for mig, som jeg har svært ved at sætte ord på.... selv i dag, når "dette billede dukker op foran mine øjne", bliver jeg overvældet af følelser....
Under foredraget præsenterede Dr. Hamer sin præsentation (som han havde produceret selv) på en overheadprojektor. Han talte indtil sent om natten.... Vi lyttede alle med spændt opmærksomhed....
Jeg kom hjem med min første dedikation fra Dr. Hamer i bogen "Kræft, sjælens sygdom"....

Det budskab, der kom til mig fra Dr. Hamer's bøger på dette stadie af hans forskning og på dette stadie af min forståelse, var: Fred i sindet og kærlighed ... det er det vigtigste....
Desværre delte barnets far ikke min passion for Germanische Heilkunde® (dengang kaldet "Ny Medicin"). Jeg blev hånet og angrebet af ham.... I hans øjne var det en sekte.... (Det er præcis sådan Dr. Hamer blev beskrevet i medierne: som en mirakelhealer, charlatan, selvudnævnt guru og meget mere af den slags) Det hele var løgn.

Og så kom 1994, året hvor jeg skulle finde en løsning for mit nye liv og mit barn ... men med den Germanske (dengang Ny Medicin) - og med at læse, læse, læse, læse disse to bøger.

På en eller anden måde uundgåeligt, nåede jeg også frem til "indernes" hellige bog: Bhagavadgita, senere til Det Nye Testamente... og andre kilder til spirituel mystik....

Senere kunne jeg ofte observere, at mange mennesker oplevede en lignende forvandling af det Indre Væsen, efter at de var stødt på den Germanske ...
Det var startskuddet til en lang proces med indre og ydre forandringer i mit liv.

I sommeren 1995 var jeg med min familie på ferie i Italien. På det tidspunkt fulgte jeg stadig nyhederne i aviserne. Dengang var der mange internationale gæster på vores opholdssted, og derfor var der også en masse international presse...

En morgen læste jeg overskrifter i aviserne om Olivia, en pige, hvis forældre nægtede at give samtykke til kemoterapi for deres barn....

De flygtede først med barnet til Schweiz og henvendte sig derefter til Dr. Hamer for at få hjælp. På det tidspunkt ankom Olivia med sine forældre i Spanien... hvor Dr. Hamer opholdt sig midlertidigt.

Da jeg allerede havde beskæftiget mig med Germanische Heilkunde® i to år, havde jeg en fornemmelse af, hvad der var sandt og hvad der ikke var sandt i denne avisdækning. Ud over kampråbene: "charlatan, mirakelhealer, selvudråbt healer" osv.... indeholdt rapporterne, at Olivia ville dø, hvis hun ikke fik kemoterapi.

For at forhindre, at deres barn blev udsat for en sådan "terapi", flygtede forældrene med deres datter fra Østrig...

Olivia med sin mor Erika Pilhar og Dr. Hamer i sommer 1995 i Spanien

Forestil dig: Alle aviserne fortalte det samme ... hele den internationale presse rapporterede som om de var under en "overkommando", som jeg ikke vidste noget om på det tidspunkt.

....og alligevel var jeg bekendt med emnet. Jeg vidste præcis, at Dr. Hamer havde gjort en genial opdagelse! Men der var ikke et ord om det i aviserne...

Artiklernes overskrifter var alle ens:

  • En liste over mirakelhealerens fatale ulykker 
  • Fader nægter kemoterapi: Læger frygter for Olivia
  • En kræftramt pige er skjult af sine forældre i Schweiz - uden behandling er der ingen chance for at overleve
  • Er Olivia's 'healer' psykisk syg?…

Jeg opholdt mig i ca. 3 uger i Italien sammen med min søn, og i den tid blev jeg klar over to ting, som var vigtige for mig: 

For det første: Jeg kan konstatere, at alle relevante aviser lyver om Dr. Hamer.
For det andet: Hvis de lyver om denne sag, kan jeg aldrig udelukke, at de ikke lyver også om andre sager. Jeg besluttede derfor, at holde op med at købe og læse aviser i fremtiden.... Jeg traf den beslutning i 1995, og den gælder til dato....
Helt ærligt: Jeg går ikke glip af noget!

Denne erfaring gjorde det klart for mig, at Dr. Hamer's opdagelse aldrig vil blive støttet af det nuværende herskende system. Så forstod jeg, at denne viden kun kan videregives fra menneske til menneske - og af mennesker, der har forstået denne opdagelses kerne.
Dengang fandtes der allerede litteratur på tysk, men slet ikke på polsk. Derfor besluttede jeg mig for at begynde med at oversætte Dr. Hamer's bøger til polsk. Det tog mig et stykke tid for at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an.
Hele min familie var fuldstændig imod min interesse og mit voksende engagement for denne opgave. Efterhånden opførte de sig ligefrem fjendtlig....
I begyndelsen af 1996 kontaktede jeg Dr. Hamer (jeg fandt hans telefonnummer i hans bøger) for at informere ham om mine planer og for at bede ham om tilladelse til at oversætte hans tekster til polsk.
Dr. Hamer inviterede mig derefter til sit hus i Köln. Selvfølgelig skulle jeg medbringe min CT-scanning!  Alle, der besøgte Dr. Hamer, skulle medbringe en CT-scanning! 
I min fritid, nemlig i påsken, besøgte jeg Dr. Hamer for første gang. Han hentede mig personligt fra togstationen og tog meget varmt imod mig. Denne gang mødte jeg også resten af familien Hamer.
Opholdet var meget frugtbart. Jeg fik ikke kun tilladelse til at oversætte hans værker til polsk, men der udviklede sig også et stærkt venskab mellem os, som varede indtil doktorens død....
Efter min hjemkomst til Wien gik jeg i gang med arbejdet. Jeg vil ikke sige, at det var let for mig.
 

Ud over, at Dr. Hamer udviklede en helt ny sprogbrug, manglede jeg også at forstå fysiologiske processer, at kende de anatomiske strukturer i den menneskelige organisme og andre vigtige medicinske oplysninger. For det første, den medicinske nomenklatur i den nuværende medicin, og her især betegnelserne for symptomer og patologiske fænomener, kendskab til almindelige behandlings- og diagnosemetoder og meget mere. Og muligheden for at få erfaring på en klinik manglede helt.
Heldigvis havde jeg dog verdens bedste lærer, som kunne formidle mig det teoretiske medicinske viden: Dr. Hamer.

***

Ud fra min egen erfaring og gennem Dr. Hamer's rådgivende support ved jeg, hvor vigtig en basal medicinsk viden inden for fysiologi og anatomi er, for at kunne forstå og formidle systemet af den Germanske Heilkunde. Hvis folk uden grundig medicinsk viden om fysiologi, anatomi og de såkaldte patologiske fænomener, og desuden uden klinisk viden og erfaring (det gælder også for kandidater fra vores selvstudieprogram og studiegrupper), begynder at arbejde diagnostisk og terapeutisk med mennesker, er det som regel meget farligt:
Dermed påtager de sig et stort ansvar, som de ikke kan leve op til. Konsekvenserne er ofte tragiske: Jeg taler ikke kun om risikoen for dem, der leder efter hjælp hos disse "specialister", men også om risikoen for selve disse "specialister".
For ikke at nævne det faktum, at den Germanske Heilkunde mister sin seriøsitet.

***

Den Germanske Heilkunde (oprindelig kaldt "Ny Medicin") havde også brug for en helt ny nomenklatur for at kunne formidle de biologiske processer i krop, sjæl og hjerne og betydningen af Dr. Hamer's videnskabelige skrifter. Eftersom jeg ikke havde talt polsk i 15 år, var mine oversættelser mindre gode. Derfor var jeg nødt til at korrigere igen og igen.

Selv om jeg allerede havde en computer dengang, fungerede den faktisk kun som en almindelig skrivemaskine. Der fandtes dengang ingen oplysninger på internettet, hvilket ville have gjort mit arbejde meget lettere.

I 1998 oprettede jeg den første polske hjemmeside for "Ny Medicin" på basis af mine oversatte tekster. Men der manglede stadig meget i forhold til design og ordlyd.

Ved mit allerførste besøg i Köln fik jeg dokumenter, som jeg skulle viderebringe til Helmut Pilhar, så snart jeg kom tilbage til Wien. Dermed lærte jeg Helmut at kende og senere hele Pilhar-familien, som også boede i Østrig.

Da Olivias forældre ikke ville finde sig i kemoterapien - og da familien flygtede fra myndighederne, der ville udføre denne pseudoterapi (= tvangsterapi) på Olivia - mistede Helmut sit job, ikke mindst på grund af mediernes karaktermord....  Ingen virksomhed ville ansætte ham længere. Derfor måtte han finde en anden indtægtskilde til sin familie med fire mindreårige børn.

Det var en meget vanskelig tid for hele Pilhar-familien, men også en særlig vanskelig tid for Dr. Hamer. Mediernes rapporter om Olivia-sagen var voldsomme. Dr. Hamer blev så at sige henrettet af medierne. Han var en torn i øjet på den herskende "elite" ...

Mediernes hadefulde tirader havde nået deres højdepunkt. Bagtalelse og karaktermord kendte ingen grænser....

På grund af Helmut's modargumenter fik Olivia's historie stor omtale i pressen, og kritiske udtalelser kom forsigtigt frem til at modsætte sig det herskende system.

Til gengæld gjorde den herskende "elite" alt for at forhindre, at positive oplysninger om Dr. Hamer bliver offentlige. De kunne under ingen omstændigheder tillade, at Olivia skulle "komme sig i Dr. Hamer's hænder". Mediekampagnen mod lægen var som et sidste slag i en krig.

Han blev først rigtig farlig for den herskende elite, da han i et interview med en radiostation sagde, at der ikke fandtes nogen AIDS-sygdom - faktisk, at der slet ikke fandtes nogen HIV-virus. Det var tilbage i 1995! Dr. Hamer fortalte mig, at dette var hovedårsagen til, at der blev ført sådan en forfærdelig kampagne mod ham. Denne tankegang måtte under ingen omstændigheder spredes i offentligheden.  

På dette tidspunkt fik Olivia en flygtningekonflikt, som forøgede den vagotoniske hævelse af nyreparenkymet og leverkirtlen. Det vil sige, at hun allerede havde flere SBS i pcl-fasen, men derudover havde hun også en flygtningekonflikt i ca-fasen. Ifølge rådgivning fra Dr. Hamer, der deltog i samtaler med en formidler, blev aftalt, at forældrene skulle vende hjem. Formidleren var dr. Markowicz fra Østrig, hvis opgave var at overtale forældrene til at vende hjem til Østrig.
Der blev dog stillet en betingelse: Forældrene skulle ikke tvinges til at udsætte deres barn for kemoterapi. Først efter fuldstændig indkapsling (hærdning) skulle den modne nyrecyste fjernes kirurgisk....  Dr. Hamer påpegede, at dette ikke ville være muligt før september 1995.
Men alle forhandlinger viste sig at være “elitens” djævelske spil... på trods af deres løfte om, at barnet ikke skulle få kemoterapi, når hun vendte hjem til Østrig, blev Oliva allerede i lufthavnen i Wien taget fra sin mor og straks overført til hospitalet. Alle disse aktioner blev støttet af politiet.
Desuden mistede Olivias forældre deres medicinske forældremyndighed i 10 år!

Helmut Pilhar har nedskrevet alle disse begivenheder i sin bog "Olivia - dagbog om en skæbne", som han udgav i 1996.

Olivia auf der Flucht
Olivia während der Chemo-Pseudo-Therapie
Olivia auf der Flucht
Olivia während der Chemo-Pseudo-Therapie

I 1996 præsenterede Helmut Pilhar sin bog i konferencesalen på det flotte "Landtmann" i centrum af Wien.

I 1996 og 1997 arbejdede jeg med Helmut intensivt på at udbrede den Germanske (dengang stadig Ny Medicin) i Østrig.
I mellemtiden var jeg blevet skilt ...
Sammen med Helmut og andre venner deltog jeg i demonstrationer og protester i Wien og Wiener Neustadt og organiserede nogle foredrag for Helmut i Østrig.

Som observatør og "privat reporter" for Dr. Hamer informerede jeg ham direkte fra Østrig (ved hjælp af min første kæmpe mobiltelefon) om Pilhar retssagen, der fandt sted i Wiener Neustadt i 1996. I november 1996 blev forældrene Pilhar dømt til 8 måneders fængsel med en prøveløsladelse i 3 år. Også i denne retssag (der var flere af dem indtil 1996) var verifikationen af den Nye Medicin ikke tilladt, og heller ikke andre beviser for den Nye Medicins korrekthed. Og som jeg nævnte før, mistede Olivias forældre deres medicinske forældremyndighed i 10 år.

I denne periode afholdt Dr. Hamer stadig seminarer. Selvfølgelig deltog jeg i alle...

Men størstedelen af befolkningen har i høj grad ladet sig manipulere af mediernes modbydelige rapportering.
Dr. Hamer er blevet mere og mere farlig for systemet! Så nu skulle han miskrediteres og stoppes definitivt.... Metoderne til at bekæmpe fjenden er altid de samme....

Den 21. maj 1997 fik vi meddelelsen om, at Dr. Hamer var blevet anholdt.
Sikke et chok! Vi ville og kunne ikke tro det!

I august 1997 blev der indledt endnu en retssag mod Dr. Hamer kombineret med en stor mediekampagne... Dr. Hamer blev anklaget for at have overtrådt loven om professionel udøvelse af lægerhvervet. I 1986 mistede han retten til at praktisere som læge og også retten til at praktisere som læge i henhold til Heilpraktikergesetz. Derfor var det ikke længere muligt for Dr. Hamer til at have nogen form for kontakt med patienter. Disse anklager var fuldstændig ubegrundede og helt groteske!

Den 9.09.1997 blev Dr. Hamer for første gang idømt 9 måneders fængsel. I dommen kan man bl.a. læse sætninger som "den anklagedes absolutte uforsonlighed" og "hans manglende tolerance over for andre behandlingsmetoder". 
Men den største grusomhed fra domstolenes side var, at landsretten i Köln den 19. december 1997 besluttede at indlægge Dr. Hamer på et psykiatrisk hospital (!), fordi det viste sig at han var "farlig for offentligheden".  Herefter forsøgte man at psykiatrisere Dr. Hamer flere gange, over 60 gange i alt!
Dog mislykkedes alle disse ubeskriveligt afskyelige forsøg, på grund af hans daværende advokat hr. Mendel.

Da vi hørte om Dr. Hamer's arrestation, organiserede vi straks en lille gruppe og demonstrerede for første gang i Köln på gaden mod denne uretfærdighed.

Vi var omkring 30 personer! Den første demonstration i Köln efter arrestationen af Dr. Hamer
En side af den første polske oversættelse af habiliteringsafhandlingen

På plakaterne stod der bl.a.: "Dr. Hamer - offer for medicinmafiaen" og "Kræftmafiaen har slået til igen". "Dr. Hamer er uskyldig!"

Vores indsats, mens Dr. Hamer sad i fængsel i Köln:

I 1997 grundlagde Helmut Pilhar sine første stamborde for Ny Medicin.
En gang om måneden mødtes vi på "Wienerwald" i Wiens 13. distrikt, hvor Helmut holdt foredrag. Alle var velkomne. Senere, da han var på foredragdsrejse i Tyskland, var jeg et par gange hans stedfortræder hjemme i Wien.
Jeg korresponderede med Dr. Hamer i al den tid, han var i fængsel.
Disse breve har stor værdi for mig i dag, for selv i fængslet fortsatte Dr. Hamer sit forskningsarbejde. Det tog ikke lang tid, så fik vi at vide, at han havde gjort yderligere vigtige opdagelser i fængslet, opdagelser om såkaldte psykiske sygdomme. De nye resultater skulle indgå i den nye udgave af "Den gyldne bog". 
Vi kunne næsten ikke vente på den nye udgave af "Vermächtnis einer Neuen Medizin"!

Endelig kom den dag, hvor Dr. Hamer kunne forhandle sig fri fra fængslet. Dr. Hamer beskriver dette i detaljer i sin selvbiografiske bog “Einer gegen alle” ("En mod alle"), som blev udgivet i 2005. 
Dr. Hamer blev tilbudt løsladelse på visse betingelser: Hvis han trak sin sidste appelsag tilbage, ville han blive løsladt før tid. Da et universitet i Trnava (Slovakiet) tilbød Dr. Hamer at gennemføre habiliteringsproceduren, gik han med til denne "studehandel". Det var trods alt uundværligt, at han var til stede ved habiliteringsproceduren i Slovakiet... Så han trak kun sin appelsag tilbage, med henblik på, at bringe den gode sag på banen.

Jeg modtog et brev fra Dr. Hamer fra fængslet, hvor han informerede mig om den planlagte habiliteringsprocedure i Slovakiet... men han stolede ikke helt på universitetets forslag. Derfor bad han mig om at tage til universitetet i Trnava og sikre mig, at invitationen var ægte.   

Uddrag af Dr. Hamer's brev fra 6. maj 1998… han spørger, om jeg har tid til at tage til Trnava og fortælle ham om besøget.... 

Katerina Bustinova, sekretæren for prorektor for forskning, modtog mig meget varmt og tog mig med til Doc. RNDr. DrSc. Josef Miklosko. Prorektoren bekræftede de oplysninger, der stod i brevet til Dr. Hamer.

Det skete, at Dr. Hamer blev løsladt tidligt i maj 1998, så at han kunne deltage i habiliteringsproceduren. De resterende 4 måneder, der blev tilføjet til hans dom, skulle først afsones i november....

Vi holdt kontakten via telefon. Men fra begyndelsen "mærkede" Dr. Hamer "lugten" af det bedrageri, der gemte sig bag denne invitation....

Efter at jeg havde informeret ham om, at forslaget faktisk kom fra universitetet i Trnava, besluttede Dr. Hamer at "gå hele vejen" .... Universitetet i Tübingen nægtede til dato at gennemføre habiliteringsproceduren, selvom en definitiv domstolsafgørelse fra 1986 havde beordret, at proceduren skal gennemføres (med trussel om strafferetlige retsfølger) ... Universitetet i Tübingen blev pålagt en bøde, som blev betalt i årevis.

Det var åbenlyst: Allerede i begyndelsen af 1980'erne undersøgte universitetet i Tübingen gyldigheden af de naturlove, som Dr. Hamer havde opdaget, og professorerne vidste, at Dr. Hamer's opdagelse var korrekt.

Men at afvise hans habiliteringsafhandling kunne have været forbundet med ødelæggelse af dette velrenommerede universitets omdømme. Det var derfor, at man fandt det mindste og mest ubetydelige universitet i hele Europa, for at få en juridisk gyldig afvisning af habiliteringsafhandlingen fra et universitet, nemlig universitetet i Trnava. Dr. Hamer taler om dette i et interview med Julianna. Habiliteringsproceduren på universitetet i Trnava blev kun bevilliget af følgende grund: Formålet var, at afvise Dr. Hamer's habiliteringsafhandling. Med et officielt dokument, der attesterer, at en videnskabelig institution har afvist habiliteringsafhandlingen, ville systemet endelig have fået absolution for sine handlinger. 

Og det ubetydelige universitet i Slovakiet havde ikke meget at tabe. Tværtimod. Slovakiet var lige ved at forhandle om sin tiltrædelse til EU. Hvis Slovakiet på det tidspunkt gjorde sig fortjent ved at afvise Dr. Hamer's habiliteringsafhandling, så ville det lille land helt sikkert få en belønning. Det må de bestemt have udregnet.

Dr. Hamer havde kun én mulighed: han var nødt til at verificere sin opdagelse på patienterne direkte på stedet, mens universitetets dignitarer var til stede - og det skulle ske allerede før den egentlige habiliteringsprocedure. Han gjorde netop dette til en betingelse. Dr. Hamer bad mig om at tage tilbage til Trnava for at forhandle herom.

I mellemtiden havde jeg været i Slovakiet flere gange og var blevet venner med Kati Bustinova, dr. Miklosko's sekretær. Dette venskab viste sig senere at være meget nyttigt.

Kati bidrog i høj grad til, at Dr. Hamer's opdagede naturlove kunne verificeres i Trnava.

Efter tilladelse fra dr. Miklosko, satte Kati mig først i kontakt med onkologen dr. Krcmery. Jeg fik mulighed for at tale med ham på universitetet. Da han havde arbejdet længe på en tysk klinik i Bayern (Tyskland), talte han flydende tysk. Da han hilste på mig, sagde han:

"Nå, det er dig.... Vi ved, at han (Dr. Hamer) har ret, men det er 50 år for tidligt".

Derefter blev jeg henvist til dr. Jurga, som arbejdede på onkologiklinikken i Trnava. Dr. Jurga nægtede i første omgang at gå med til at undersøge patienterne, idet han argumenterede, at det var for dyrt at lave en hjerne-scanning (computertomografi) af så mange mennesker, og at universitetet ikke havde råd til det.

Jeg tog tilbage til Wien og fortalte Dr. Hamer, hvordan det gik.

Da Dr. Hamer hørte, at universitetet ikke ønskede at foretage computertomografi på patienterne, bad han mig (i telefonen) om at foreslå dr. Jurga, at vi ville organisere en bus til patienterne og køre dem til det radiologiske institut i Wien.

Jeg tog tilbage til Trnava. Dr. Jurga var meget flov over dette forslag og besluttede herefter at godkende CT-skanningerne i Slovakiet alligevel...

Efter adskillige "forhandlingsbesøg" accepterede universitetet i Trnava endelig Dr. Hamer's forslag via dr. Jurga. På denne måde fik denne del af projektet altså en positiv afslutning.

klik ⇑

I august 1998 rejste Dr. Hamer endelig selv til Slovakiet, for at afklare sagen personligt. I forbindelse med dette ophold blev han og jeg inviteret til middag hos prorektor Miklosko.... Det var en meget fornem og troende katolsk familie. Dr. Josef Miklosko's drøm var at blive ambassadør i Vatikanet. Og sikke en bemærkelsesværdig tilfældighed: efter afvisningen af habiliteringsafhandlingen blev prorektor Miklosko ambassadør i Vatikanet(!) Dr. Hamer beskriver detaljeret denne begivenhed i sin selvbiografi.

Verifikationen blev gennemført  på patienterne med succes den 8. og 9. september 1998. Desværre kunne jeg ikke være til stede. Jeg fik ikke orlov fra arbejdsgiveren.

Den 10. september havde Dr. Hamer endnu ikke fået en officiel bekræftelse af universitetet, der ville bevidne, at man har gennemført verifikationen, og at resultatet var positivt. Men den 10. september var jeg igen tilbage i Trnava. Dr. Hamer, nogle venner og jeg sad på prorektor Miklosko's kontor. På et tidspunkt vendte Dr. Hamer sig om til mig og sagde:

"Gå venligst til Kati og spørg efter verifikationsattesten. Insister på, at du får en bekræftelse".

Jeg henvendte mig altså til Kati Bustinova, men prorektor Miklosko var meget "optaget" den dag. Det var derfor, vi måtte vente i timevis. Vi var i tvivl: Kunne Kati få dette dokument? Det var som om vi sad på glødende kul!

På grund af vores venskab blev Kati motiveret til også at formulere den planlagte bekræftelse af verifikationen på skrift, og forelægge den dr. Miklosko til at underskrive, og Dr. Miklosko undertegnede den faktisk.
Men underskrifterne fra de andre læger, der var til stede, manglede stadig: prof. MuDr. DrSc. Pogady og prof. MuDr. DrSc. Krcmery... 
Og det lykkedes endelig også for Kati efter at jeg havde påmindet hende flere gange.
Uden Kati Bustinova ville vi ikke have fået denne bekræftelse. Det er vi hende meget, meget taknemmelige for!

Vi forlod universitetsbygningen med et universitetscertifikat, der bekræftede gyldigheden af de lovmæssigheder, som Dr. Hamer havde opdaget! En fantastisk succes!

Dr. Hamer var stadig sikker på, at de ikke ville godkende hans habiliteringsafhandling. Og han havde ret! 
Efter at han med succes havde verificeret naturlovene på patienter, blev hans habiliteringsafhandling afvist i den efterfølgende habiliteringsprocedure! Det var en absurd situation! Jeg var til stede under habiliteringsproceduren og kan bevidne, at der ikke var tale om en videnskabelig undersøgelse. Forresten, den lyshårede kvinde på videoen er mig.

Habiliteringsproceduren var en farce. Der skulle have været 30 professorer til stede, men i sidste ende mødte kun 6 professorer op. Kun dr. Miklosko og prof. Pogady forstod, hvad Dr. Hamer mente. Med undtagelse af prof. Josef Miklosko kendte ingen af dem til Dr. Hamer's forskningsarbejde. Ingen af dem havde læst værket! Et cirkus! Og det skete, som Dr. Hamer havde forudsagt - habiliteringen blev afvist. Bagefter spiste vi middag sammen. Jeg var vidne til en trist samtale mellem Dr. Hamer og et af udvalgets medlemmer, professor Pogady (i øvrigt psykiater).

Tro og love erklæring

Mag. Ewa Leimer
Fritz Pregl Gasse 9
Wien, 1060

Erklæring

Jeg erklærer hermed på tro og love, at jeg i 1998 - efter at habiliteringsforløbet for Dr. Hamer havde været negativt - var vidne til en samtale mellem professor Pogady og Dr. Ryke Geerd Hamer.
I denne samtale indrømmede professor Pogady, at han skammer sig meget for forløbet og resultatet af habiliteringsproceduren ... men der blev lagt pres på af retsmyndighederne i Köln. Han virkede faktisk meget bekymret. Han sagde også, at Dr. Hamer har ret. Han sagde bogstaveligt: "Vi psykiatere ved intet...". (dvs. årsagen til sygdommene).

Mag. Ewa Leimer
Wien, den 22.07.2008

klik ⇑

Dr. Hamer havde altså haft ret. Universitetets forslag var på forhånd ikke redeligt. Det eneste formål med det hele var at "skaffe" et universitetsdokument, der "afviste" Dr. Hamer's opdagelse. Vi formoder, at universitetsklinikkens verifikation af resultaterne i forbindelse med patienterne kun var mulig, fordi universitetet kun havde opgaven til at afvise habiliteringsafhandlingen...
Man havde sandsynligvis ikke noget udtrykkeligt forbud mod at verificere lovmæssighederne i Germanische Heilkunde. Universitetet kunne derfor beslutte stort set "uafhængigt" om dette.
Vi antager, at professorerne som var involveret i denne "sammensværgelse" ikke engang var klar over den store betydning af denne verifikation. ... I sidste ende var den vigtigere end habiliteringsproceduren. Selve habiliteringsprocessen er i sidste ende kun en opfindelse af systemet, som allerede delvist er "afskaffet" med bekræftelsen af Dr. Hamer's resultater.

 

Fra Slovakiet rejste Dr. Hamer direkte videre til Spanien. Fra det tidspunkt boede han i eksil. Først i Spanien og senere i Norge indtil sin død.

Min første foredrag om Germansk Heilkunde i min folkeskole

Dr. Hamer offentliggjorde straks denne positive verifikation på internettet (på det tidspunkt stadig på Helmut Pilhars hjemmeside). Allerede dagen efter udkom der artikler på offentlige medier, der påstod, at Dr. Hamer havde manipuleret certifikatet.... og desuden indeholdt artiklerne naturligvis oplysninger om, at habiliteringen ikke var lykkedes.
"Eliten" vidste allerede før habiliteringsproceduren, at den ville mislykkes, men informationen om den vellykkede verifikation fik de først bagefter.... hvilket ikke var efter deres plan.

Lidt efter det, i 1998, organiserede jeg endnu et seminar med Dr. Hamer i Slovakiet, der foregik på Pensjon Druzba (Penzión Družba Bojnice). I 1999 organiserede Harald Baumann den første og sidste kongres om Ny Medicin i Schweiz, hvor jeg talte om “Neue Medizin und Bildung in der Zukunft” , ("Ny medicin og dannelse i fremtiden".)
Dr. Hamer var også med på kongressen, og hørte også mit foredrag...Han kunne lide det....
Under kongressen mødte folk fra efterretningstjenesten op for at anholde Dr. Hamer. Det lykkedes os på en eller anden måde at slippe af med dem, idet vi sagde, at lægen ikke var til stede. Dr. Hamer havde stadig fire måneder tilbage af sin fængselsstraf at afsone.

I sommeren 2000 besøgte jeg Dr. Hamer i Spanien, og efter dette besøg besluttede jeg at organisere og holde foredrag i Polen og informere om den "Nye Medicin".
Jeg holdt det første foredrag i Polen i 2000 i min tidligere folkeskole. Gæsterne bestod af min familie og et par venner.

Under sit ophold i Spanien fortsatte Dr. Hamer med at være meget aktiv på det videnskabelige område, men han forsøgte også konstant at få sin opdagelse anerkendt i retten. Han førte en enormt omfattende korrespondance med myndighederne og anmeldte adskillige klager til domstolene. Alt dette var dog forgæves!

tilbage