En samling af forskellige

FORMÅLSBESTEMTE BIOLOGISKE SPECIALPROGRAMMER (SBS)

i henhold til opdagelserne i Germanische Heilkunde® af Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Parkinsons sygdom - en hængende helbredelse

Parkinsons sygdom er faktisk ikke en sygdom efter tidligere definition (i konventionel medicin), men "kun" en hængende helbredelse, der aldrig slutter.

I Germanische Heilkunde® kan vi forstå enhver sygdom som en del af en tofase-process – hvis konfliktløsningen sker. Enhver såkaldt sygdom starter altid med et DHS. Efter DHS'et følger sympatikotoni-fasen, og hvis det kommer til en konfliktløsning (CL), så følger den vagotoniske helbredelsesfase, som har en epileptisk eller epileptoid krise i midten.

Men hvis konflikten ikke kan løses, fortsætter konfliktaktiviteten, dvs. konflikten forbliver enfaset. Det kan så betyde, at den såkaldte sygdom

  1. ender i kacheksi,
  2. eller at organismen formår at nedtransformere konflikten, dvs. at der fortsat er konfliktaktivitet, men ikke mere så stærk.

Men en konflikt kan også være recidiverende (tilbagevendende), og i så fald er der igen to muligheder:

  1. En konflikt er f.eks. overvejende konfliktaktiv og bliver afbrudt af små eller korte helbredelsesfaser. I så fald taler vi om en kronisk-recidiverende konfliktproces.
  2. Eller konflikten er permanent i løsning, men stopper aldrig, fordi der igen og igen sker et kort konflikt-aktivt recidiv.

Det gælder f.eks. den såkaldte Parkinsons sygdom, hvor patienten normalt har sin Parkinsons tremor (tremor = rystelse = epileptisk anfald), som er en form for epileptisk anfald, i helbredelsesfasen – mere præcist helbredelsen af en motorisk konflikt, hovedsagelig i håndmusklerne.

Om natten drømmer patienten f.eks. regelmæssigt om sin konflikt – ganske kort, men intenst. Helbredelsen tager måske 23 timer og 58 minutter, konflikt-recidivet varer kun 2 minutter, og så sluttes denne helbredelse alligevel ikke. Det kalder vi en hængende helbredelse, som er mere eller mindre det samme som en kronisk tilbagevendende konflikt – med den forskel, at tidsfordelingen er anderledes. Der er altså tale om en permanent helbredelse, der afbrydes af korte konflikt-recidiver, dvs. at den oprindelige/primære konflikt vender tilbage.

Ifølge det ontogenetiske system for tumorer og kræftækvivalenter viser alle celler eller organer, der er udsprunget af det ydre kimlag (ektoderm), celletab (ulcera = sår) i den konflikt-aktive fase eller – for så vidt angår de såk. kræftækvivalenter (alt, hvad der ikke er kræft, er kræftækvivalenter) – en funktionsnedsættelse eller funktionstab, f.eks. lammelse.

For alle motoriske lammelser, også for knogleskelettet og sensoriske lammelser, er det afgørende om den ramte person er højre- eller venstrehåndet: Hos højrehåndede har alle musklerne i højre side at gøre med partnere, alle musklerne i venstre side med børn eller ens egen mor. For venstrehåndede er det hele omvendt. I tilfælde af lammelse på begge sider har begge grupper altid været involveret i DHS'et (i det mindste i tanken).

Hver muskel og hver muskelgruppe har sin egen konfliktbetydning. Med benets strækkende side skubber den højrehåndede f.eks. sin partner væk, med den bøjende side omfavner han sin partner.

Den eneste undtagelse er, når en bestemt muskel er ramt lokalt, f.eks. fordi ens fod bliver fanget i bilens sikkerhedssele og man derfor slår hovedet hårdt. Hvis der er tale om venstre fod, og personen f.eks. er højrehåndet, har det naturligvis ikke noget med børnene eller moderen at gøre.

Der er to typer lammelse:

  1. motorisk, som vi kan tildele det motoriske cortexcenter i gyrus praecentralis, og
  2. sensorisk, som vi kan tildele det sensoriske cortexcenter i gyrus postcentralis, hvorved den afferente ledningsvej er blokeret her.

Konfliktindholdet er naturligvis forskelligt.
I tilfælde af motoriske konflikter er der altid tale om en konflikt af:

  • "ikke at kunne flygte" eller "ikke at kunne komme med" (ben),
  • "ikke at kunne holde fast" eller "ikke at kunne afværge" (arme, hænder) eller
  • "ikke at kunne undvige" (skulder, rygmuskler),
  • "at vide hverken ud eller ind"1 (lammelse af benene).

I den konflikt-aktive fase, som starter med et DHS, ser vi en stigende lammelse, afhængigt af konfliktens intensitet. Fra det motoriske center af hjernebarken i storhjernen sendes færre og færre eller ikke flere impulser til de tværstribede muskler. Enkelte muskler, hele muskelgrupper eller også hele lemmer kan blive påvirket. Lammelsen er dog ikke smertefuld. I det motoriske center af hjernebarken frontalt (efter håndethed højre eller venstre) kan man på computertomogrammet af hjernen se såk. skydeskive-ringe (Hamer Focus = HH).

Hvis der sker en løsning af den motoriske konflikt, opstår der ødem i disse skydeskive-ringe i hjernen. Som følge heraf virker motorikken i denne pcl-fase (helbredelsesfasen) midlertidigt dårligere. Der forekommer også altid et epileptisk anfald, fordi hver pcl-fase, – medmindre den afbrydes af et tilbagefald inden da –, altid har en epileptisk krise med toniske, kloniske eller tonisk-kloniske rystelser eller kramper på højdepunktet af helbredelsesfasen. Ved afslutningen af helbredelsesfasen aftager lammelserne gradvist.

Den gamle opfattelse, at hjerneceller bliver ødelagt under disse epileptiske anfald, var forkert. Det er simpelthen sådan, at det berørte Hamer Fokus i hjernen bliver mere og mere arret, men det gælder også for alle andre Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer (SBS) med hyppige recidiver. Hver sygdom har sine helt specifikke pcl-symptomer, der begynder med konfliktløsning.

Hvor letsindige og enfoldige vores hjernekirurger brugte den fakultative viden, fremgår af det faktum, at de forsøgte at operere alle "epileptiske fokus", som selvfølgelig altid førte til en irreversibel lammelse af de berørte muskelgrupper.

Parkinsons sygdom betyder, at der er aldrig en endelig helbredelse, derfor taler vi om en "hængende helbredelse".

Eksempel: En højrehåndet patient drømte hver nat om en tildragelse, der havde fundet sted i krigsåret 1944. Partisanerne havde lagt sig i baghold mod en gruppe tyske soldater. Soldaterne omringede derefter landsbyen og forlangte, at befolkningen skulle forråde partisanerne. For at lægge pres på dem tog de en mistænkt partisans kone og barn og truede med at skyde dem begge.
Da der ikke skete noget, blev patientens bedste ven beordret til at udføre henrettelsen. Da han løftede geværet for at skyde, sprang patienten, som dengang var en ung soldat, frem, trak sin kammerat i skulderen og råbte: "Din skurk, det kan du ikke gøre."
Den øverstbefalende officer ignorerede hændelsen, fordi forhindring også kunne straffes med døden, men henrettelsen fandt sted alligevel.

Patienten drømte om denne situation hver nat igen ... og om dagen havde han Parkinsons rysten i højre hånd og arm. Det var netop denne hånd, han brugte, da han ville trække kammeraten væk. Efter at patienten var i stand til at "bearbejde" denne forfærdelige oplevelse, forsvandt drømmene gradvist, ligesom Parkinsons forsvandt.
I dag er patienten helbredt for det.

Det er meget farligt, at patienterne får en anden motorisk konflikt som følge af diagnosechokket. Dette er f.eks. tilfældet med diagnosen Parkinsons sygdom og næsten altid med diagnosen multipel sklerose, f.eks.: "Du har multipel sklerose og kommer aldrig til at gå igen", noget i den stil... Som følge heraf rammes patienten straks af en anden konflikt, "om aldrig at kunne gå igen", som normalt forbliver som et kvasi-posthypnotisk engram fordi patienten tror på diagnosen, som faktisk ikke var korrekt, og som gør det meget vanskeligt at patinten kan være åben for en terapi. Omkring 70-80% af vores såkaldte "paraplegikere" hører sandsynligvis også til denne kategori.

Den sensoriske følelsesløshed i huden, som er kontrolleret af hjernebarken, medfører altid ulcera i det berørte pladeepitellag – undtagen det sensoriske nerveplexus, der ligger på periosten og hvis pladeepitel har udviklet sig tilbage i udviklingshistorien. Her hedder konflikterne:

  • frygten af at-være-ude-af-stand-til-at-føle(mærke), som normalt er livsfarlig i naturen;
  • frygt for tab af kropskontakt eller forladtheds(frygt)-konflikt;
  • konflikt om at-være-ladt-i-stikken, isolationskonflikt;
  • konflikt om ikke-længere-at-have-kontakt med medlemmer af familien, flokken, horden osv.

I helbredelsesfasen opstår der så altid urticaria2 i mange forskellige former, eller: heling af ulcera eller neurodermitis i forbindelse med hyperæstesi3, hævelse og blødning. I den epileptoide krise opstår der absencer, som kan vare i flere dage.

Opståen af alle motoriske lammelser, hvad enten vi har kaldt dem multipel sklerose, muskeldystrofi, muskelatrofi, ALS = amyotrofisk lateralsklerose eller såkaldt "hvid eller bleg" slagtilfælde eller også Parkinsons sygdom – kan forklares i henhold til de 5 Biologiske Naturlove i Germanische Heilkunde®, og de kan også forsvinde igen på samme måde med forståelsen af disse 5 Biologiske Naturlove.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner


1 - "at vide hverken ud eller ind": som at være fanget (overs. note)
2 - urticaria: nældefeber (overs. note)
3 - hyperæstesi: ekstrem følsomhed (overs. note)