Det optimale sygehus

Moren repræsenterer et ungt pattedyrs sikkerhed. Et barns tryghedsfølelse er en følelse af velbehag i sin rede, i sine velkendte omgivelser. En syg persons tryghed indebærer en behagelig følelse af velvære. Vores sygehuse i dag er tortur- og dødsinstitutioner, og der kan ikke være tale om velvære.

Sådan behøver det ikke at være!

For de penge, som en patient i dag betaler for en dags indlæggelse på et lille sygehus¹, kunne han bo på et stort hotel med to tjenestefolk eller endda på et førsteklasses luksussanatorium med egen sygeplejerske.

Mine patienter har hverken brug for det ene eller det andet. De har brug for et hjem med hjertevarme og tryghed, hvor de bogstaveligt talt kan føle sig "hjemme". Dette er fundamentet for terapien, hvis patienten skal observeres eller behandles som indlagt patient. Men en del af den store tryghed, som patienten skal opleve, er, at der findes en lille intensivafdeling – for uforudsete eller også forudsete, eller forudsigelige organiske og cerebrale komplikationer. En sådan intensivafdeling er nødvendig, så læger udefra ikke kan forstyrre forløbet med deres panikfremkaldende prognoser. Den daglige blodprøvetagning i forbindelse med meningsløse kontroller bortfalder stort set. Ikke desto mindre bør patienterne modtage optimal medicinsk diagnostik på højde med internationale standarder. En patient, der har det godt, har god appetit og sover godt, er lige så sund som naboens gravhund, der også spiser godt, sover godt, gøer gladeligt og vifter med halen².

Det vigtigste er sygeplejerskerne, "de syges søstre" og patientens "lægevenner". Det er nok ikke altid muligt at danne en stor familie, som vi altid har haft, efter at jeg havde forsøgt at realisere mit ideal om "Huset - DIRK's venner" igen i tre måneder. Sidste gang prøvede de at straffe mig på grund af overtrædelse af erhvervsreglerne. Men "Husene af DIRK's Venner" skal åbnes på trods af alle vanskeligheder, de er simpelthen nødvendige. Patienterne har ofte bekræftet, at den periode de havde tilbragt på et sådant rehabiliteringshjem, var deres bedste periode i deres liv – men sygesikringsselskaberne har konsekvent blokeret det. Alle, der kunne betale den daglige hotelpris, betalte den. Hvis man ikke kunne betale, blev der indsamlet penge af folk der havde flere penge. Vi var som én stor familie – uden panik. Alle hjalp til, når de havde lyst til det, og hvilede sig, når de var trætte. Ved spisetid mødtes alle så vidt muligt. Alle, der var nødt til at ligge ned, blev kørt i sengen til det lange fælles morgenbord. Aldrig har der været så meget og så hjertelig en latter, end der har været i vores "Hus - DIRK's venner".

Det er også vigtigt, at patienterne har mulighed for at tage deres pårørende med, hvis de ønsker det. Hvis det er vigtigt for deres velfærd, bør det være muligt at gøre det. Disse pårørende forstyrrer slet ikke. Som regel er det familiemedlemmer, som patienterne har lyst til at være sammen med.

Det såkaldte personale kan ikke være velvalgt nok, inklusive lægerne. Det er vigtigt at overveje, om man selv ønsker at blive passet af denne sygeplejerske, denne læge eller denne rengøringsdame, hvis man var meget syg. Når "husets atmosfære" er i orden, kan man ofte observere fantastiske ting: Næsten alle mennesker har stærke sider gemt i sig og venter ofte bare på at få lov til at vise dem frem. Sådanne mennesker udvikler ofte fantastiske evner, som ingen havde troet, at de har. Jeg husker en spøgefugl, som kunne få de mest dystre mennesker til at græde af grin. Morgenmad uden ham var slet ingen morgenmad. En patient var vild med at lave supper. Og hendes største glæde var, når alle nød hendes suppe. Den smagte også rigtig godt. Til sidst var der ingen frokost uden Genevieve's suppe. Det gik ikke lang tid, før alle begejstrede patienter hjalp til med at tilberede suppen, som dagligt blev varieret på den mest lækre måde. Til sidst blev der så mange entusiastiske patienter-kokke, at vi blev nødt til at danne en anden gruppe, som fik lov til at lave mad om aftenen, men selvfølgelig kun under Genevive's vejledning.

Engang oplevede jeg en fabrikant fra Frankrig, som Genevieve mente var værdig til at investere pengene i hendes og vores suppe. Han forsvandt ud i køkkenet med en stor kurv fuld af ingredienser. Da jeg senere kiggede ud i køkkenet, så jeg, at han endda var blevet fundet værdig til at røre i suppen som belønning. Alle kvinder misundte ham denne ære, og han stod der i et køkkenforklæde og rørte eftertænksomt i den store suppegryde.

En af patienterne var professionel chauffør. Hans største glæde var, når han fik lov til at køre nogen et sted hen. Og hver aften var hans passagerer fulde af lovprisninger. Han strålede "som et juletræ", og alle var glade.

Det handler ikke kun om at holde patienten beskæftiget, men også om at motivere ham og lade hans sygdom forsvinde i baggrunden. Nå ja, han havde faktisk været syg, men det var ikke længere så vigtigt, for man blev jo rask alligevel.

Der er to måder, patienter kan beroliges på.

• Patienten tager det helt for givet, at man bliver rask på "Hus - DIRK's venner", fordi de andre også bliver raske. Disse patienter tror på det! Og det er en god ting.
• For de mere intelligente patienter er det ikke nok, de ønsker at forstå systemet! Og det er også godt. Fordi man kan forstå det.

Det er derfor fornuftigt – sådan har jeg selv holdt det – at afholde regelmæssige "videreuddannelseskurser" for disse patienter. Inden for kort tid blev de dygtige specialister, også med hensyn til røntgenbilleder og hjerne-CT-billeder. I virkeligheden har jeg altid været glad for det. Så snart der ankom en ny patient, kunne de næsten ikke vente på, at jeg fik undersøgt ham og besluttet, hvad der skulle ske, og at der blev taget CT- og røntgenbilleder. Men så kunne man ikke stoppe dem længere. Patienten måtte fortælle om sin konflikt nok 20 gange, og han gjorde det med åbenlys glæde og lettelse. Konflikten, som han ikke kunne tale om i et år, ikke engang med sin kone, som han elskede, fortalte han nu alle om uden problemer, som om det var det mest naturlige i verden. Og hvis der var et reelt problem af teknisk, økonomisk eller anden natur, så samledes en hel flok specialister og "eksperter" blandt patienterne,og problemet blev løst i løbet af ingen tid.

En patient, der var ramt af en konflikt på grund af et økonomisk problem, og som havde døjet med det i et halvt år, kunne ikke undgå at fortælle sin patientent-kammerat, som var bankdirektør i en stor bank, om det. Det tog kun ti minutter for direktøren at tale i telefon med den "ærværdige" kollega fra landsbyen. Problemet var "løst" på ti minutter. Den ene fik hjælp, og hans konflikt blev løst; den anden var "den store konge" i tre dage. Begge to var glade.

Mennesker, som engang var meget tæt på himlens dør, føler, at deres nye liv er en gave fra himlen. De reagerer igen menneskeligt, nogle bliver vise.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

1 Sygehus i Tyskland
2 Overs. note: Dr. Hamer vil sige, at et sundt menneske har det lige så godt som et sundt dyr. De har samme "sundheds-symptomer", hvis man kan sige det.