En INTRODUKTION til GERMANISCHE HEILKUNDE®

efter Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Mikroberne
og deres rolle i naturens regelkreds

Ifølge den 4. Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin), "mikrobernes ontogenetisk betingede system", har hver kimlag-relateret organ (organdel) også specifikke kimlag-relaterede mikrober, der tilhører de respektive organdele (se f.eks. nyregrafik med forskellige organdele). Sammen med programmeringen af vores organer i hjernecomputerens forskellige hjernerelæer blev vores trofaste specialarbejdere – mikroberne, også programmeret på samme tid.

Alle mikrober er mere eller mindre specialister – ikke kun med hensyn til organerne, som de ”bearbejder”, men også med hensyn til den måde, de arbejder på.

Klassificeringen svampe - bakterier - virus (hvis de eksisterer) svarer til deres ontogenetiske alder:

  • De ældste mikrober, svampe og svampebakterier, bearbejder  endodermale organer, der styres af stamhjernen.
  • De "middelalderlige", svampebakterierne og bakterierne, bearbejder mesodermale organer, der er styres af lillehjernen; og bakterierne bearbejder mesodermale organer, der styres af storhjerne-marvlageren.
  • De ontogenetisk yngste, virus (hvis de eksisterer), bearbejder kun ektodermale organer, der styres af hjernebarken.

Vi ved ikke engang, om virus overhovedet eksisterer. De såkaldte virus blev postuleret for 150 år siden, da der kun fandtes meget primitive mikroskoper. Ingen har nogensinde set virus, og ingen har heller ikke set dem formere sig. Desuden var hypotesen om, at de uobserverede virus forårsager ”sygdom”, forkert. De kan kun hjælpe med at helbrede, men ikke engang det er bevist endnu. Faktisk burde vi sige "hypotetiske virus i pcl-fasen".

Vi ved: Ifølge "Loven om tofase-mønstret af alle sygdomme, hvis konflikten er løst" (2. Biologiske Naturlov), ”arbejder” alle mikrober – uden undtagelse – kun i den 2.  fase, dvs. i helbredelsesfasen: fra conflictolysen (CL, løsning af konflikten) indtil helbredelsesfasen (pcl-fasen) er slut.

Det såk. "immunsystem", som vi havde forestillet os som en slags hær i vores krop, der ville ødelægge de "ondartede" kræftceller og de "ondartede" mikrober, ​​eksisterer ikke i denne forstand. På hjernens kommando bliver de angiveligt patogene mikrober til godartede, apatogene mikrober igen, der trækker sig tilbage til et sted i vores organisme, hvor de ikke forstyrrer, men hvor de kan reaktiveres til enhver tid, når der er brug for dem igen (udelukkende i helbredelsesfasen og i de tilhørende/relaterede organer).

Vi er fanget i en bakteriologisk-hygiejnisk tankemåde og har forsøgt at udrydde kroppens trofaste sæsonarbejdere.

Mikroberne ”arbejder” ikke imod os, men for os. De har været vores trofaste hjælpere i millioner af år i vores udviklingshistorie. De er moder naturens kirurger, de optimerer helbredelsesfasen. I kimlagenes grænseområder overlapper mikrobernes ansvarsområder hinanden: f.eks. organerne styret af lillehjernen såsom læderhud (corium), perikardium (hjertesækken), pleura (brysthinden) og peritoneum (bughinden) "bearbejdes" naturligvis af mykobakterier (TB), fordi de er mesodermale organer – men ”alternativt" kan bakterierne også ”medarbejde” og hjælpe med en supra-infektion (som vi kaldte det tidligere) i ostningsprocessen (overs. note: nedbrydningen). Men deres medvirken er meget begrænset, måske kun i det interstitielle (indre) bindevæv på kanten af corium eller mesotheliom (det, vi histologisk kalder perikardie-, pleura- og peritoneumkarcinomer).

Vi troede også, at mikrober er "ondartede" og at vi burde udrydde dem. Det var helt forkert! Vi har brug for mikrober, og vi har brug for alle de mikrober, der findes på vores breddegrader. Mangler vi f.eks. mykobakterier (TB) "p.a. af hygiejne", så kan vores tumorer ikke længere nedbrydes i helbredelsesfasen.

Dette har katastrofale konsekvenser for mange tumorer: For eksempel betyder det for kræft i skjoldbruskkirtel, at tumoren trods løsning af konflikten ikke kan nedbrydes og vil fortsætte med at producere store mængder thyroxin, som ikke længere giver nogen som helst biologisk mening. Årsagen er manglen på mykobakterier, som normalt nedbryder tumoren, og får tyroxinniveauet til at falde tilbage til normale værdier. Også for tyktarmkræft kan fraværet af mykobakterier forårsage alvorlige komplikationer, og tumoren skal fjernes kirurgisk, hvis der ikke er nogen mykobakterier "til stede". 

Mykobakterier har eksisteret så længe eller næsten så længe som encellede organismer, altså længe før der var dyr eller mennesker. De har en klar opgave, nemlig at oste (overs. note: at oste = verkäsen. f.eks.: mælk oster) og nedbryde tumorer, der styres af den gamle hjerne, fra starten af pcl-fasen=helbredelsesfasen. Men ligesom kræftsvulsterne – som nedbrydes af mykobakterierne, når de har opfyldt deres funktion, formeres mykobakterierne også i den konflikt-aktive fase (ca-fase).

Denne tanke er i første omgang lidt mærkelig for os, fordi vi altid tænker på bakterier som f.eks. stafylokokker eller streptokokker osv., og når vi dyrker dem, har vi brug for varme næringsmedier. Men nu forstår vi også, hvorfor mykobakterierne ikke kan dyrkes på kunstigt næringsmedium. Men selv i et levende "næringsmedium", som f.eks. et kyllingeægembryo, vokser de kun en smule... næsten ikke.

Vi har nu løst mysteriet: Mykobakterierne (TB) voksede kun tilfældigt, når bakteriologen med sin manipulation havde forårsaget en aktiv Biologisk Konflikt i det levende embryo. Men da han ikke kendte den Germanische Heilkunde®, kunne han ikke forestille sig, at hans "tilfældige" manipulationer, som skadede embryoet, kunne være årsag til den tilfældige minimale vækst. Mykobakterierne blev derfor simpelthen betragtet som "ikke dyrkbare".

Så nu ved vi, at vi er nødt til at have mykobakterier (TB), også kaldet "syrefaste stavformede bakterier", fordi de ikke påvirkes af mavesyre, allerede inden eller fra DHS! Hvis vi først får dem, efter at konflikten er løst, dvs. i helbredelsesfasen, er de ikke til nogen nytte for det SBS, der er i gang, fordi de kun formerer sig i den konflikt-aktive fase. Tilsyneladende producerer vores organisme – i samarbejde med sin ven, mykobakterien – kun så mange syrefaste stavformede bakterier, som senere vil blive brugt til at oste svulsten. Og vi fjolser troede, at det var bedst at udrydde tuberkulose.

Men naturens regelkreds kan ikke fungere, hvis vi "troldmandslærlinge" vilkårlig fjerner nogen faktorer. Næsten alt hvad vi "moderne læger"1 havde gjort, var stort set nonsens.

Vi forstår nu også, hvorfor såkaldte "dyreforsøg", f.eks. med marsiv, simpelthen var meningsløse, fordi de ofte gav "falsk positive" resultater. Marsvinet fik indsprøjtet et centrifugat af f.eks. urinsediment i den frie bughule flere dage i træk. Resultatet var, at marsvinet fik et DHS (konfliktchok) med bughindekræft, såkaldt peritonealt mesoteliom. Konfliktindhold: "Attak mod maven".

Når man efter en uge eller 10 dage lod det stakkels dyr være i fred, løste konflikten sig, som følge opstod der ascites i helbredelsesfasen. Hvis der nu var syrefaste stavformede bakterier i centrifugatet, blev ascitesvæsken – som blev udtaget ved punktion 6-8 uger senere, typisk grumset og ildelugtende.

Men det samme var naturligvis også tilfældet, hvis marsvinet allerede havde fået TB-bakterier et eller andet sted. Det kaldte man "falsk positive" resultater. Hvis der – uanset hvad – ikke var nogen mykobakterier til stede i den aktive torturfase, opstod en "klar ascitesvæske" i marsvinets mave, og de peritoneale mesoteliomtumorer blev ikke nedbrudt.

Set fra Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin) er hele eksperimentet selvfølgelig helt absurd, for ikke at tale om den meningsløse tortur af de stakkels dyr. Troldmandens lærlinge vidste ikke, hvad de gjorde!

Med bakterier forholder det sig helt anderledes. De tilhører organerne, der styres af storhjernemarvlager, og tilhører det midterste kimlag (mesoderm). De formerer sig i pcl-fasen, ligesom organerne (organdele), der styres af storhjernemarvlager og viser celledeling i helbredelsesfasen. Til denne formering foretrækker de ødemer, dvs. væskemiljø og varme.

Vi kalder tuberkuløse helbredelsesprocesser (ostningsprocessen af tumorcellerne) for "kolde abscesser", og bakterielle processer for "varme abscesser". Min pointe er følgende: mykobakterierne (TB) hører til den gamle hjerne og laver som alle tumorer celleformering i den konflikt-aktive ca-fase.

Derimod hører bakterierne til storhjerne-mesodermen og formerer sig, – ligesom alle organer, der styres af storhjernen, her specifikt af storhjernens marvlager –, i helbredelsesfasen. Derfor formerer bakterierne sig kun, når conflictolysen (CL) er sket.

Vi kan se, at mikroberne er integreret i den biologiske proces af Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer (SBS) på en meningsfuld og udviklingshistorisk forståelig måde. De har ligesom udviklet sig med os og for os. De er hver især en del af regelsystemet i naturen, noget vi tidligere ikke var klar over. Derfor har vi i blind entusiasme forsøgt at ødelægge vores nyttige små hjælpere med såkaldte antibiotika eller sulfonamider. Men det var ikke bakterierne, der var skyld i, at vi døde, det var den store hævelse i hjernen, hvis konflikten varede for længe.

Når det gælder bakterier, har vi endnu ikke undersøgt følgende faktum: De kan både opbygge og nedbryde til en vis grad. Kirurger har brugt denne viden, som jeg allerede har kendt i 50 år. De åbner f.eks. et knoglebrud ved at perforere det med en række søm og holder det forløbelig åbent, fordi et åbent brud, hvor bakterier kan komme ind, helbreder meget hurtigere, end hvis det forbliver lukket. Bakterierne fremmer altså opbygningen, men de nedbryder også udragende eller overflødige knoglesplintere. Den vigtigste opgave er dog opbygningen.

Virus er ikke uafhængige organismer som bakterier (hvis virus overhovedet eksisterer!). De er proteinmolekyler, der formerer sig hvis det er nødvendigt og kun i helbredelsesfasen (de duplikeres fra kroppens egne proteiner), altså efter at en konflikt er blevet løst.

Hvor lidt vi faktisk forstod, viser f.eks. den store AIDS-panik. Der blev aldrig nogensinde observeret obligatoriske symptomer efter en såkaldt HIV-infektion, som man normalt kan observere i forbindelse med mæslinger eller røde hunde. HIV-virus findes aldrig hos AIDS-patienter. Da der slet ikke findes nogen specifik "AIDS-symptomatologi", har man alle muligheder for medicinsk-diagnostisk vilkårlighed.

Det er også meget mærkeligt, at "AIDS" som en såk. "virussygdom" kan opføre sig helt anderledes end alle andre "virussygdomme", som altid gælder som overstået, når antistoftesten er positiv.

Faktum er: Dette "ontogenetisk betingede system af mikrober" vil også ændre hele den medicinske verden fundamentalt. Fordi den generelle mikrobofobi blandt lægerne er karakteristisk for den sjæleløse sterile “moderne” medicin i dag.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner


1 - overs. note: Dr. Hamer skriver i originalen: "moderne Schul-medizyniker", “moderne skole-medicyner”, Zyniker = kyniker, cyniker