Kræft

I medicin (skole- eller studentermedicin), betragtes "kræft" generelt som “naturens fejl”, som kollaps af det såkaldte "immunsystem" – som noget "ondartet", der prøver at ødelægge organismen.

Næsten alle tilgange inden for den såkaldte "alternative" medicin er konstant på jagt efter et stof eller et middel, der skal hjælpe med at eliminere den formodede "fejl i naturen".

Jeg har bevæget mig lysår væk fra denne opfattelse, og det er naturligvis svært for læseren straks at skifte til en ny dimension af biologisk-medicinsk tænkning.

Alle såkaldte kræftsygdomme ses i en overordnet kategori af “alvorlige sygdomme” og har generelt kun fået en særlig position inden for Germanische Heilkunde, fordi vi ser dem især under aspektet af en tilsyneladende "ukontrollerede" celleproliferation. I Germanische Heilkunde® er alle former for kræft kun specielle faser, enten en konflikt-aktiv kræftudviklingsfase, eller en konflikt-løst helbredelsesfase (pcl-fase).

Kræft ses ikke længere som ondartet, men kan forstås på basis af menneskets udviklingshistorie – som Naturens Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer (SBS). Germanische Heilkunde® er et system der bygger på udviklingshistorien og fem naturlove.

Det var en lang og besværlig vej. Det hele begyndte med min egen testikelkræft i 1978, efter at min søn Dirk blev dødeligt såret af et riffelskud affyret af den italienske kronprins. Fra dette tidspunkt begyndte jeg at forske. Jeg var optaget af spørgsmålet, om andre kræftpatienter også havde haft sådan et frygteligt chok, der lignede mit.

Jeg var overlæge på en bayersk kræftklinik, der var tilknyttet universitetsklinikken i München, og nåede frem til denne erkendelse efter at have undersøgt patienter dag og nat. I 1981 fandt jeg den Første Biologiske Naturlov, "Kræftens Jernregel", og umiddelbart efter den Anden Biologiske Naturlov, "Loven om to-fase mønstret af alle SBS (hvis der er en konfliktløsning)".
På det tidspunkt troede jeg stadig, at jeg kun havde opdaget sammenhængene i udvikling af såkaldte kræftsydomme. I dag ved jeg, at disse 5 Biologiske Naturlove gælder for alle såkaldte sygdomme, dvs. dele af Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer.

DHS'et (Dirk Hamer Syndrom, opkaldt efter min søn Dirk), dvs. et alvorligt biologisk konflikt-oplevelseschok, får den berørte persons innervation til at skifte til den konflikt-aktive kræftudviklingsfase.

Symptomer på konfliktaktivitet er:

• manglende eller ingen appetit
• konstant vægttab
• kolde hænder
• dårlig søvn
• individet tænker konstant på konfliktoplevelsen
• manglende evne til at tale om det.

Eksempel: En mor blev ramt af en mor/barn-bekymrings-konflikt, fordi hendes barn løb ud foran en bil og kom alvorligt til skade. Nu bebrejder hun sig selv: "Jeg skulle have holdt hende bedre i hånden, jeg er en dårlig mor" osv.

I denne fase, hvor moren konstant tænker på ulykken, observerer vi en vækst af mælkekirtelceller i hendes venstre bryst (hvis hun er højrehåndet), som vi kalder brystkræft.

I "computer"-relæet i højre lillehjerne, som er ansvarlig for det venstre bryst, kan man samtidig fotografere en HH (Hamer Fokus) med skydeskiveformation, som viser at "sygdommen" er i aktivitet (ca-fasen) – dvs. aktivitet af det Formålsbestemte Biologiske Specialprogram (SBS), der ligner ringe på en vandoverflade, som en sten er blevet kastet ned i.

Hvis konflikten nu løses ved, at barnet kommer hjem fra hospitalet og er rask igen – eller moren kan tale om sin konflikt med en god veninde og dermed afdramatiserer og løser den, så sker der conflictolysen (CL) på alle niveauer i organismen (psyke, hjerne og organ).

Tegn på dette er:

• massiv træthed,
• kraftesløshed,
• varme hænder,
• god appetit,
• vægtforøgelse.

Det ansvarlige HH i lillehjernen danner ødemringe og begynder at heles og til sidst at danne ar. Men det er endnu ikke alt.

Derefter opdagede jeg "det ontogenetisk betingede system af tumorer og kræftækvivalente ‘sygdomme’" og "det ontogenetisk betingede system af mikrober".

Samtidig forstod jeg, at disse fire Biologiske Naturlove omfatter hele medicin/lægevidenskaben, dvs. at alle forandringer, som vi førhen havde betragtet som "sygdomme", forløber uden undtagelse i overensstemmelse med disse naturlove. Denne biologiske erkendelse ført mig næsten uundgåelig til en fantastisk konsekvens.

Jeg forstod, at såk. sygdomme ikke er meningsløse fejl i naturen, der skal bekæmpes, men at hver sygdom er en formålsbestemt, biologisk meningsfuld begivenhed. Så blev jeg nødt til at stille følgende spørgesmål angående alle sygdomme:

• Hvad var årsagen til denne "sygdom"?
• Hvad er dens Biologiske Betydning?

Det blev klart for mig, at vi kun kan forstå den Biologiske Betydning af mange sygdomme på basis af embryologien. Det viste sig også, at vi skal inkludere den biologisk-sociale kontekst i forståelsen af denne Biologiske Betydning, f.eks. at en mor "bliver syg" til gavn for sit barn.

Endelig rejste spørgsmålet sig for mig, om vores tidligere forståelse af ​​sygdomme og betegningen "sygdom" ikke var forkert, fordi vi ikke forstod, at der var et biologisk meningsfuldt formål (Biologisk Betydning) med "sygdomme". Det lykkedes mig at bevise, at den Biologiske Betydning er afhængig af kimlag. Fordi ethvert såkaldt kimlag (entoderm, mesoderm, ektoderm) – som dannes i begyndelsen af embryoets udvikling, og hvorfra alle celler i kroppen og organer kan afledes – ikke kun kan tilordnes bestemte organer eller bestemte dele af hjernen, bestemte konfliktindhold, specifikke mikrober eller histologiske formationer, men giver os uundgåeligt en forklaring på, at sygdom har en Biologisk Betydning – den femte Biologiske Naturlov.

Dette gav mig en helt ny nosologisk forståelse af det tidligere begreb "sygdom". Derfor bør vi ikke længere kalde det sygdom, som vi plejede, men Formålsbestemmte Biologiske Specialprogrammer.

Den Tredje Biologiske Naturlov siger kort sagt: Alle tumorer, der styres af den ældste del af hjernen, den gamle hjerne, tilordnes de ældste arkaiske konflikter. Disse tumorer vokser under celleproliferation i den konfliktaktive fase, deres histologi ser meget ens ud, og den Biologiske Betydning er i ca-fasen. I den konflikt-løste helbredelsesfase (pcl-fase) nedbrydes disse celler, som nu er blevet overflødige, ved hjælp af de relevante mikrober.

I modsætning hertil viser de "tumorer", der kontrolleres af vores yngste del af hjernen (storhjernen) celledød (ulcera, nekrose) og kræftækvivalente "sygdomme" viser funktionsnedsættelse (lammelse) i den konfliktaktive fase. Deres histologi ligner også hinanden. I helbredelsesfasen genopbygges eller udlignes disse nekroser under celleproliferation [*celleformering].

Den Biologiske Betydning af såkaldte sygdomme, der styres af storhjernens hvide substans, ligger til gengæld i slutningen af helbredelsesfasen.

Det betyder følgende for den brystkræftramte mor i eksemplet ovenfor: Da brystkræft er en proces, der styres af den gamle hjerne, er der cellevækst (celleproliferation) i den konflikt-aktive fase, dvs. knuden i brystet vokser, så længe mor/barn-konflikten er aktiv.
Desuden formerer mikroberne sig i denne fase, hvis der på tidspunktet af DHS'et allerede var nogen til stede (bagefter er de nytteløse for os), men kun så mange, som der senere er brug for til at nedbryde tumoren. Ligeledes ligger den Biologiske Betydning af denne såk. sygdom i den konflikt-aktive fase.

Men for at kunne forstå det, må vi se nærmere på menneskets udviklingshistorie. Hvad var naturens formål med denne såkaldte "sygdom"? Vi ved fra primitive naturfolk, at kvinder næsten altid ammer i cirka fire år, og i den periode kan kvinden ikke blive gravid. Hvis hun bliver gravid derefter, vil hun amme igen i ca. fire år. Hvis en kvinde oplever en mor/barn-konflikt i denne periode, vokser der en brysttumor, som nu understøtter mælkeproduktionen, dvs. at de nydannede specialceller nu producerer mere mælk end de normale celler. Den Biologiske Betydning eller det biologiske formål opnås ved, at barnet får mere mælk og dermed kommer sig hurtigere.

Når konflikten er løst, er de supplerende celler blevet overflødige og nedbrydes igen i helbredelsesfasen ved hjælp af de ansvarlige mikrober (mykobakterier = TB-svampebakterier). Det, der er tilbage, er en kaverne (lille hulrum).

Men hos kvinder i de såkaldte civiliserede lande foregår disse processer som regel uden for ammeperioden.

Hvis en kvinde i civilisationen bliver ramt af en mor/barn-konflikt og ikke længere ammer, så vokser (ifølge det arkaiske program) en brystkirtel-tumor, som efterligner det biologiske formål at ”ønske at give mere mælk” til spædbarnet; men barnet er som regel ikke længere et spædbarn.

Og i helbredelsesfasen – såfremt det kommer dertil – bliver tumoren kaseøst¹ nedbrudt af tuberkelsvampebakterier (hvis de allerede var til stede i DHS'ets øjeblik). Hvis der ikke var TB-svampebakterier til stede (som desværre normalt er tilfældet i dag), forbliver tumoren uden at den kaseøse (osteagtig) proces nedbryder og fjerner tumoren.

Dette har i sidste ende ført til, at vores moderne læger har betragtet denne kræftsvulst som noget helt meningsløst, sygt, som en degeneration af naturen, fordi de ikke længere forstod den oprindelige betydning.

Man kan drage nogle konklusioner ud fra disse to sidste naturlove:

a) Vækst er ikke det samme som "vækst". Der findes ikke kræft som sådan. Afhængigt af hvilket hjernerelæ, der styrer "sygdommen", observerer vi celleproliferation (celle-plus) i den konflikt-aktive fase eller i den konflikt-løste fase. Det siger sig selv, at der aldrig kan og vil findes et lægemiddel mod kræft, for hvordan skulle der findes et stof, som kan virke i to forskellige faser samtidigt og på helt forskellige måder?

b) Der eksisterer heller ingen metastaser, for hvordan skulle en tumor, der er styret af den gamle hjerne og laver cellevækst/celleproliferation (f.eks. brystkirteltumor) i den konflikt-aktive fase, kunne sende celler ud, som så pludselig forvandler sig til intet i en anden del af kroppen, f.eks. i knoglen, da knogletab i den konflikt-aktive fase betyder celledød, dvs. huller i knoglen!

c) Der findes sekundære karcinomer og tertiære karcinomer, som for det meste skyldes iatrogene (lægeligt udløste) diagnose- og prognosechok eller den aktuelle angstprovokerende behandlingsform. En typisk følgekonflikt er f.eks. dødsangst-konflikten, når en patient får en dårlig prognose.

Anvendelsen og konsekvenserne af den 3. og 4. Biologiske Naturlov førte mig uundgåeligt til den erkendelse, at alle såkaldte sygdomme, hvad enten kræftsygdomme eller ej, er Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer (SBS), altså ikke meningsløse og tilfældige begivenheder, der ødelægger organismen, men noget godt. Et SBS er en proces, der forløber efter faste regler, og som gælder for mennesker og dyr (i princippet også for planter) på samme vis.

Alligevel dør folk af kræft – hvorfor?

Selv om vi ikke kan gå i detaljer her, vil jeg nævne tre væsentlige årsager:

1. Hvis en patient ikke formår at løse sin oprindelige konflikt eller sine følgekonflikter, dør han af kakeksi (afmagring).
    
2. En patient har en meget langvarig konflikt og kan først finde en løsning efter f.eks. mere end seks måneder. Den konflikt-løste helbredelsesfase bliver mere besværlig, jo længere konflikten har varet. De farlige momenter skyldes især hjerneødemet, der er forbundet med helbredelsen (væskeophobning i det berørte hjernerelæ, i ekstreme tilfælde kan der opstå hjernekoma), samt den epileptiske eller epileptoide krise, der findes i alle SBS (Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer). Velkendte og meget farlige er f.eks. hjerteanfald, hepatitis-krise eller lysis ved lungebetændelse. Efter en sådan krise, som er midtpunktet i helbredelsesfasen, går det som regel op ad bakke igen, når den er overstået.
    
3. Som en tredje årsag skal ud over den nuværende medicins forgiftningspseudoterapi, dvs. kemoterapi, også nævnes morfin og relaterede stoffer. I helbredelsesfasen kan der midlertidigt opstå smerter (f.eks. ved knoglekræft). I den konventionelle medicin betragtes smerte generelt som "begyndelsen på enden". De fleste patienter er nemlig slet ikke klar over bivirkningerne af smertestillende midler, der indeholder morfin: de er vanedannende, virker åndedrætsdæmpende og lammer tarmen. I sidste ende dør patienten af sult.

Det er bedst at studere Germanische Heilkunde®, allerede inden man bliver "syg". Selvfølgelig kan vi ikke undgå konflikter generelt. Men vi kan beskæftige os med denne viden på forhånd og anvende den i det daglige liv.

Hvis f.eks. en ven eller nogen i familien pludselig går ned i vægt og altid har kolde hænder, kan vi forsøge at hjælpe lidt. Vi ved nemlig, at når en konflikt er opstået, er det vigtigt at løse den så hurtigt som muligt. Selv i tilfælde af "sygdomme" som f.eks. ganske almindelige “infektioner” kan vi ved hjælp af den tilgængelige litteratur og "psyke-hjerne-organ"-tabellen finde ud af, hvilken konflikt det drejer sig om.

Desuden kan man ikke undgå at spørge sig selv, hvorfor Germanische Heilkunde® er blevet undertrykt med al magt siden 1981 (herunder karaktermordskampagner og fængsling), og hvorfor patienter – selv om den Germanische Heilkunde® er blevet verificeret den 8. og 9. september 1998 – stadig ikke har lov til at vælge den Germanske og blive raske igen med denne vidunderlige viden.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

1 - kaseøs: oste-agtigt udseende. I dette tilfælde blødgøres og nedbrydes tumoren ved hjælp af mikrober.

* oversætterens note

***