Kimlag –
ingen forstod hvor vigtige de er!

Embryologer deler generelt embryonal udvikling op i tre såkaldte kimlag (endoderm, mesoderm og ektoderm), der dannes i begyndelsen af embryonal udvikling, og hvorfra alle organer er afledt. Hver celle eller organ i kroppen kan tildeles ét af disse kimlag.

Der var ikke længere nogen, der interesserede sig for kimlag i konventionel medicin. Ingen forstod hvor vigtige de er. Og det er faktisk grunden til, at det aldrig har været muligt at finde et system i mekanismen der ligger bag udviklingen af kræft.
 

Den Tredje Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde®, "Det ontogenetisk betingede system af Tumor- og kræftækvivalent-SBS", det såkaldte kompas i Germanische Heilkunde®, inddeler alle såk. sygdomme efter deres tilhørsforhold til kimlagene.

Når vi inddeler alle disse forskellige svulster, hævelser, ulcera efter udviklingshistorien (eller efter kriterierne for de forskellige såk. kimlag), så kan vi se, at "sygdommene", der tilhører fælles kimlag (i det midterste kimlag skelner vi mellem mesoderm, der er styret af lillehjernen eller storhjerne-marvlager), også har andre fælles egenskaber og karakteristika. I forbindelse med udviklingshistorien hører en bestemt hjernedel, en bestemt type konfliktindhold, en bestemt lokalisering i hjernen, en bestemt histologi, specielle kimlagsrelaterede mikrober, til et bestemt kimlag, og desuden har hver såkaldt sygdom, i vikligheden et ”Formålsbestemt Biologisk Specialprogram” (SBS), også en Biologisk Betydning, som også er relateret til udviklingshistorien.

Celler eller organer, der har udviklet sig fra det indre kimlag, har deres relæer (deres styrings-sted), i hjernestammen, den ældste del af hjernen. Også her finder vi en systematisk lokalisation, der begynder højre dorsal med sygdommene i munden, i næsesvælgrummet, og ordner sig videre mod uret og i overenstemmelse med mave-tarmkanalen og slutter med sigma (=sigmoideum) og blære.

Histologisk er alle karcinomer uden undtagelser adeno-karcinomer. I tilfælde af kræft danner organerne, der tilhører det indre kimlag, cellevækst med kompakte tumorer af adeno-celletypen, f.eks. i leveren, i tarmen, i lungen (Lungenrundherde = Fokus i lungen, eller lungeknuder), osv.

Alle celler eller organer, der har udviklet sig fra det ydre kimlag, har deres styringsrelæer i hjernebarken, den yngste del af vores hjerne. I tilfælde af kræft (dvs. i ca-fasen) sker der en nedbrydning af celler i form af sår og ulcera eller funktionsreduktion på organ-niveau, f.eks. diabetes eller lammelse osv..

Det midterste kimlag deler vi op i en ældre og en yngre gruppe. Cellerne eller organerne, der tilhører den ældre gruppe af det midterste kimlag, har deres relæer i lillehjernen, dvs. de hører stadig til den gamle hjerne og danner derfor også i tilfælde af kræft kompakte tumorer (adenoide karcinomer) i den konfliktaktive fase, f.eks. bryst, melanom, mesoteliom = perikardiet, pleura (brysthinden), peritoneum.

Cellerne eller organerne, der tilhører den yngre gruppe af det midterste kimlag, har deres styrings-sted i storhjernens marvlager og danner, i tilfælde af kræft, nekroser eller vævshuller i den konfliktaktive fase, dvs. nedbrydning af celler, f.eks. huller i knoglen, i milten, nyrerne eller æggestokkene (ovariet).

Den 4. Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde®, "Det ontogenetisk betingede System af Mikrober", siger, at mikroberne også tilhører de tre kimlag, dvs. til hver kimlagsrelateret organgruppe hører specifikke kimlagsrelaterede mikrober. Fordi dengang, da vores organer blev programmeret i de forskellige hjernerelæer i vores hjerne-computer, blev samtidig vores trofaste specialarbejdere, mikroberne, også programmeret.

Heraf følger, at:

• de ældste mikrober, svampe og svampebakterier (mykobakterier) er ansvarlige for endodermen, i begrænset omfang dog også for lillehjerne-mesodermen, men under alle omstændigheder kun for organer, der styres af den gamle hjerne.
• de gamle mikrober, nemlig bakterier, er ansvarlige for mesodermen og alle organer, der er afledt fra dette kimlag.
• de unge, såkaldte mikrober, nemlig virus (?, hvis de eksisterer), som rent faktisk ikke er ægte mikrober, dvs. ikke levende væsener, kun er ansvarlige for ektodermen eller for organer, der styres af hjernebarken.

Kommentar: Dr. Hamer troede i de tidlige stadier af sit forskningsarbejde, at såkaldte virus eksisterer (fordi det blev lært, da han læste medicin på univ.). Men han så dem altid som hjælpere. Efter hans følgende opdagelser, begyndte han at tvivle på eksistensen af virus... det er forståeligt, at han i sine senere publikationer, når han beskrev forløbet af vagotoni i ektodermale dele af organer, brugte udtrykket: "virus, hvis de eksisterer." I den sidste fase af hans forskning var han sikker på, at organismen i den vagotoniske, restituerende fase af ektodermal væv, ikke havde brug for yderligere hjælpere.

”Ansvarlig” betyder her, at hver gruppe af mikrober "bearbejder" en bestemt gruppe af organer, der har samme tilhørsforhold til et kimlag, dvs. afledt fra samme kimlag. Den eneste undtagelse er "grænseområdet" af mesodermale lillehjerne-styrede organer, som "bearbejdes" af mykoser og mykobakterier (hovedsagelig), og af bakterier (mindre ofte), der normalt er ansvarlige for organer fra det midterste kimlag (mesoderm) og er styret af storhjerne marvlageren.

Tidspunktet for mikrobernes "arbejdsperiode", afhænger ikke af eksterne faktorer, som vi antog tidligere, men bestemmes udelukkende af vores hjernecomputer.

Den Anden Biologiske Naturlov i Germanische Heilkunde®, "Loven om tofase-mønstret, hvis det kommer til en løsning af konflikten", siger, at alle mikrober – uden undtagelse – kun arbejder i den anden fase, dvs. helbredelsesfasen (pcl-fase): fra conflictolysen (CL, løsning af konflikten) indtil helbredelsesfasen (pcl-fasen) er slut.

Helbredelsesfasen viser sig også meget forskelligt i de tre kimlag. Fra begyndelsen af pcl-fasen nedbrydes tumorerne igen af specielle mikrober i de organer, der styres af den gamle hjerne, mens hullerne og ulcera i de organer, der styres af storhjernen, genopfyldes under hævelse ved hjælp af virus (?) og bakterier (også i pcl-fasen). Alle mikrober er mere eller mindre specialister – ikke kun med hensyn til organerne, som de ”bearbejder”, men også med hensyn til den måde, de arbejder på.

Jo højere vi har udviklet os i løbet af den fylogenetiske evolution, jo mere udviklet og kompliceret blev programmerne af vores hjerne. Fra de arkaiske ældste programmer i hjernestammen, til lidt mere komplicerede konfliktindholde i lillehjernen, til de allerede betydelig mere komplicerede programmer i storhjernens marvlager, til kortikale konfliktindholde, der styres af hjernebarken (cortex cerebri).

DHS (Dirk-Hamer-Syndrom) inkluderer ikke kun det akut-dramatiske konfliktchok, der fangede os "på det forkerte ben", men i samme sekund er også alt programmeret. I tilfælde af et DHS, hvor et HH (Hamerscher Herd = Hamer Fokus) opstår – en såkaldt skydeskive-formation i hjernen, reagerer organområder, der korresponderer med dette HH, med den tilsvarende kimlagreaktion:
Enten med celleproliferation (celle-plus, celleformering, cellevækst) eller nedbrydning af celler (celle-minus), som betyder huller eller ulcera (karformede sår i huden eller slimhinden), eller med en ændring i funktion hos såkaldte kræftækvivalenter. Alt, som ikke er kræft, er kræftækvivalent, ligner kræft, dvs. alle såkaldte "sygdomme" inden for lægevidenskaben – mens vores tidligere ord "sygdom" altid kun repræsenterer en konflikt-aktiv eller en konflikt-løst fase.

Lokalistionen af HH viser meget præcist, hvilken slags biologisk konfliktindhold det drejer sig om.

Fra lillehjernen og frem spiller højre- og venstrehåndethed en vigtig rolle. Det er vigtigt at finde ud af, hvilken side af hjernen en person arbejder på.
For alle relæer i lillehjernen og i hele storhjernen gælder derfor følgende: Korrelationen mellem hjerne og organ krydser. I stamhjernen spiller håndetheden faktisk ingen rolle.

Men hvert SBS har også en Biologisk Betydning, som er forståelig i forbindelse med udviklingshistorien, og som også er relateret til kimlagene. Dette er ekstremt vigtigt, om ikke en af de helt centrale søjler for forståelsen af hele Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin, tysk. Germanische Neue Medizin®).

For nyre-parenkymet (vand- eller væskekonflikt) er den Biologiske Betydning f.eks. i helbredelsesfasen, når nyrerne forstørres af nyrecysten. Når dannelsen af cysten er afsluttet, dvs. når cysten er hærdet eller kompakt (inden for 9 måneder), er nyrens funktion væsentlig større end før. Fra det tidspunkt producerer f.eks. den indurerede nyrecyste urin, og den indurerede æggestokcyste producerer østrogen.

Men da ingen havde forstået det, blev restitution eller ”genopfyldning” af nekroser og ulcera i pcl-fasen betegnet som kræft eller sarkom, fordi der også sker celledeling (mitoser) med store celler og store kerner – men med det formål at helbrede.

I dag ved vi, at det var umuligt at forstå mekanismen bag udviklingen af kræft, så længe vi ikke kendte og forstod de ovenfor beskrevne sammenhænge, og frem for alt den evolutionære mekanisme for udviklingen af vores biologiske konfliktprogrammer.

Løsningen på mysteriet var, at vi nu kan inddrage tilhørsforholdet til kimlagene og lokalisationen af hjernens relæer, der er specifikke for hvert organ, i vores tankegang. Nu kan vi se en vidunderlig systematik i alle kræftformer og kræftækvivalenter – som hver især kun repræsenterede én af de to faser. Til denne fase kan vi omgående finde de symptomer og sammenhænge af den komplementære fase. Det fascinerende er, at vi for første gang kan forstå en såk. sygdomsproces kausalt. Vi kan forstå denne proces samtidig på alle niveauer (psyke-hjerne-organ) og kan blive overrasket over at opdage, at Moder Natur har udviklet et vidunderligt, fascinerende system, der bevarer hver art samt mangfoldigheden af arter ved siden af og med hinanden – indtil det "supersmarte menneske" kom og kaldte sig selv for skabelsens kronen på værket.

La medicina sagrada® (som spanierne siger) har vendt alt på hovedet og der er kun fakta tilbage. I fremtiden må vi derfor være meget opmærksomme på de to store evolutionære ”grænser” i vores hjerne: mellem antikken og middelalderen, og mellem middelalderen og den moderne tidsalder. I sidste ende er dette nøglen til at forstå de biologiske processer og lovmæssigheder i vores organisme og de biologisk nødvendige sammenhænge mellem den menneskelige organisme og kosmos, der omgiver den.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner