Den biologiske enhed mellem menneske, dyr og plante
Kosmos i balance

Det er et princip i naturvidenskab, og dermed også i biologi, at man først samler konkrete fakta og finder reproducerbare sammenhænge mellem disse fakta.

Dermed opdager man det fænomen, at mennesker, dyr eller organismer generelt er organiseret i særlige enheder og er afstemt med hinanden, man kunne også sige forbundet i et netværk. Dette bliver især tydeligt (både hos mennesker og dyr) i forholdet mellem mor og barn eller barn og mor.

I det følgende forstår jeg denne form for "netværk" især som netværk mellem programmer i vores hjerne og andre dyrs hjerneprogrammer, men også som deres sammenkobling med fakta og adfærd hos underordnede organismer. Vi kan f.eks. se, at mennesket har et vist symbiotisk forhold til mikroberne, noget som allerede var kendt i en vis omfang i forbindelse med colibakterier. Desværre har vi endnu ikke indset, at det gælder for alle bakterier, fordi vi stadig tror, at mikroberne er vores fjender.

Lad os f.eks. vælge dette forhold til mikroberne og forsøge at indordne det i forholdet mellem mor og barn. Her ser vi f.eks., at moderen afgiver tuberkelbakterier til barnet, dvs. syrefaste, stavformede bakterier i mælken, som slet ikke skader spædbarnet, men som deponeres i barnets organisme som et nødvendigt redskab til senere brug.

Nu har dyre-adfærdsforskerne, efter at vi menneske-adfærdsforskere næsten havde glemt alt, igen klart vist os, at visse adfærdsmønstre hos dyr er delvist medfødte, delvist erhvervede – og at de under alle omstændigheder er en nødvendig del af udstyret i enhver dyrebestand.

Sådan var det også hos mennesker engang, og det er det i princippet stadigvæk med hensyn til Biologiske Konflikter, men vi oplever disse Biologiske Konflikter nu på en mere eller mindre kultiveret måde – man må næsten kalde det paranoid. Vi opfatter [*opfatte instinktiv] f.eks. en bunke aktier som en klump¹ og bliver ramt af en Biologisk Konflikt, hvis vi mister den. I en naturlig kontekst ville denne bunke papir være fuldstændig værdiløs.

Da vi stadig levede i harmoni med naturen, var også vores forhold til dyrene reguleret på en helt naturlig måde.

Små dyr er bytte for vores kammerater, aberne. Det kan ses på abernes hugtænder, men samtidig er aberne også byttedyr for andre dyr, f.eks. tigre og løver. Det gjaldt også engang for mennesker og de dyr, som vi oprindeligt havde at gøre med, var lagret i vores hjerne, som er vores computer. Vi kan stadig observere det i dag, f.eks. når et embryon lider af såk. rundsave-syndrom: Embryoet, som ikke nødvendigvis kan skelne mellem støjen fra en rundsav og brølet fra en løve, går i total panik, når moren går forbi en rundsav, mens noget bliver skåret over. Embryoet i livmoderen føler et behov for at løbe væk med det samme, selv om det ikke kan løbe endnu. Men på det udviklingsstadie, embryoet befinder sig i lige nu, har det altid været i stand til at bevæge sig, når man ser på den fylogenetiske udvikling. Men det kan også ske, at embryoet reagerer med en adskillelsesangst-konflikt, fordi det muligvis er bange for, at en truende katastrofe kan bringe det langt væk fra sit familie.

Rundsave-syndromet er stadig den mest almindelige årsag til motoriske og sensoriske lammelser på landet i dag, som kan konstateres ved fødslen. Der skal ikke mere end dette lille eksempel til for at vise, hvor tæt vi har været forbundet med vores medskabninger – dyrene – i millioner af år, at dyrene i stor omfang er indprogrammeret i vores hjerne, som er vores computer.

Hvis man lader en due flyve, som aldrig har set en høg, fordi den altid har været i dueslaget, vil den straks kaste sig ned mod jorden, når den pludselig opdager en skygge under sig. Vi ville kalde det instinkt. Høgen er faktisk indprogrammeret i duens hjerne, og uden nogensinde at have lært det, gør den instinktivt det rigtige. I bund og grund gør næsten alle dyrepopulationer instinktivt det rigtige, fordi både deres bytte og deres jægere allerede er indprogrammeret i deres hjerner.

Hvis uglen f.eks. fornemmer, at der vil være færre mus om foråret, lægger den simpelthen færre æg, så musene ikke bliver decimeret så meget, at den selv dør af sult.

Alle disse ting er på vidunderlig vis forprogrammeret i vores hjerner, og vores hjerner er også forbundet med vores medskabningers (dyrenes) hjerner.

Det samme gælder for dyr og planter. Vi kalder disse relationer for biologisk balance, som eksisterede på vidunderlig vis i millioner af år, indtil mennesket kom med sit overmod og ødelagde den.

Blandt alle jordens levende væsener er mennesket faktisk det eneste, der ignorerer naturens lovmæssigheder og har ødelagt denne vidunderlige skabelse. Jeg kommer til at tænke på Schillers vers:

„Fordærvelig er Tigrens Tand,
Dog Rædslers Rædsel over Jorden
Er Mennesket i Vanvids Brand“ 

F. Möhl (oversætter)

Men hensigten med dette kapitel er ikke at kundgøre en generel biologisk utilfredshed med verden, men at finde det tabte paradis, hvor vi heller ikke er udødelige, men hvor vi kan harmonere med skabningerne omkring os.

Harmonien er, at vores hjerne igen kan reagere på det, som den faktisk har været indstillet på i millioner af år.

Alt det, som vi kalder store fremskridt i civilisationen, tager mindst en million år for at blive integreret i vores hjerne. Om en million år er disse fremskridt allerede "gamle nyheder", og vores computer (hjernen) ville ikke kunne følge med vores opfindelser. Det nytter ikke noget at betragte dette som en fejl af vores hjerne, men vi må spørge os selv, om civilisationens opfindelser måske er uegnede for os, dvs. ikke kan indbygges i vores hjernekode.

Men hvilke konsekvenser den enkelte, familien, klanen, landsbyen, byen eller menneskeheden ønsker eller bør drage, er et helt andet spørgsmål. Det er dog klart, at vi i det mindste må begynde med at sætte disse emner under debat og finde en levedygtig biologisk sameksistens, ved at bruge vores viden om Germanische Heilkunde®, konteksten fra forskning i dyre- og planteadfærd og konteksten fra fakta om udviklingshistorien.

Gennem millioner af år har verden sandsynligvis aldrig været i så frygteligt kaos, som den er i øjeblikket. Det er ligegyldigt, om folk, der udtrykker sådanne tanker, i første omgang bliver latterliggjort som bagstræberiske anti-civilisationsdrømmere. Den økologiske bevægelse, som også hører til her, blev også latterliggjort i begyndelsen, indtil man endelig indså, at den fortjener stor anerkendelse.

Inden for medicin vil fremtidens læger (Heilkundige) i betragtning af disse komplekse sammenhænge først og fremmest have til opgave at gøre deres patienter opmærksomme på den dybere (biologisk) betydning med deres sygdomme og forsøge at komme så tæt som muligt på de naturlige muligheder for at løse de Biologiske Konflikter.

Dette vil muligvis også være afgørende for, om vi mennesker først gennem en katastrofe vil blive tvunget til at reflektere over os selv. Det betyder ikke, at vi helt skal opgive vores tekniske fremskridt for at følge vores millioner år gamle hjernekode og blive os selv igen.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

1 - En "klump" er normalt ikke længere en foder-klump, men en "klump i figurativ forstand". Altså: en bil, et hus, en arv, en ødelagt forretning eller en tabt retssag. Vi reagerer dog stadig biologisk - "arkaisk". Læs mere om det her: 5. Biologiske Naturlov

* oversætterens note (NB)