Den 3. Biologiske Naturlov
DET ONTOGENETISK BETINGEDE SYSTEM
AF FORMÅLSBESTEMTE BIOLOGISKE SPECIALPROGRAMMER
(kræft-SBS og kræftækvivalent-SBS)

Embryologer plejer at opdele den embryonale udvikling i tre såkaldte kimlag (endoderm, mesoderm og ektoderm), som dannes helt i begyndelsen af embryonets udvikling, og hvorfra alle organer er afledt. Hver celle eller organ i kroppen kan henføres til et af disse såkaldte kimlag.

Germanische Heilkunde® klassificerer alle såk. sygdomme efter kimlag. Når vi inddeler alle forskellige svulster, hævelser, ulcera efter udviklingshistorien eller efter kriterierne for de forskellige såk. kimlag, så kan vi se, at "sygdomme", der tilhører det samme kimlag (det midterste kimlag deler vi op i mesoderm, der styres af lillehjernen, og mesoderm, der styres af storhjernens hvide substans), derudover har en række andre egenskaber og karakteristika.

Baseret på udviklingshistorien hører hvert kimlag til

• en konkret hjernedel,
• en bestemt type af konfliktindhold,
• en bestemt lokalisation i hjernen,
• en bestemt histologi,
• specifikke kimlag-relaterede mikrober,

og desuden har alle såk. sygdomme = ”Naturens Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer”, også en Biologisk Betydning, som kan forstås i sammenhæng med udviklingshistorien.

Celler eller organer, der har udviklet sig fra det indre kimlag, har deres relæer/deres styrings-sted, i hjernestammen, den ældste del af hjernen. Også her finder vi en systematisk lokalisation, da de begynder højre dorsal med sygdomme i munden, i næsesvælgrummet, og derefter er relæerne placeret mod uret og i overensstemmelse med mave-tarmkanalen og slutter med sigmoideum og blæren. Histologisk set er alle karcinomer uden undtagelse adeno-karcinomer. I tilfælde af kræft danner organerne, der hører til dette kimlag, cellevækst med kompakte tumorer af adeno-celletypen, f.eks. i leveren, tarmen, lungen, osv.

Alle celler eller organer, der har udviklet sig fra det ydre kimlag, har deres kontrolrelæer i storhjernebarken, den yngste del af vores hjerne. De laver alle en nedbrydning af celler i form af sår og ulcera, eller en funktions-nedsættelse på det organiske niveau, f.eks. diabetes eller lammelse osv. 

Det midterste kimlag deler vi op i en ældre og en yngre gruppe.

• Celler eller organer, der hører til den ældre gruppe, har deres relæer i lillehjernen, dvs. de hører stadig til den gamle hjerne og danner derfor i tilfælde af kræft kompakte tumorer (af adenoid celletypen) i den konfliktaktive fase, f.eks. i brysterne, også melanomer, eller mesoteliomer i pericardium (hjertesækken), i pleura (brysthinden) eller i peritoneum (bughinden).
• Celler eller organer, der hører til den yngre gruppe, har deres styrings-sted i storhjernens hvide substans og danner, i tilfælde af kræft, nekroser eller vævshuller i den konfliktaktive fase, dvs. celletab, f.eks. huller i knoglen, i milten, nyrerne eller æggestokkene (ovariet).

Jo højere den fylogenetiske evolution har udviklet sig, jo mere udviklet og kompliceret blev hjerneprogrammerne: Fra arkaiske ældste programmer i hjernestammen - til lidt mere komplicerede konfliktindholde i lillehjernen - til allerede betydelig mere komplicerede konfliktindholde i storhjernens hvide substans - til kortikale konfliktindholde, der styres af hjernebarken.

Tidligere forstod man kræft som ægte tumor med intens celleformering. Man antog, at tumorens celler kunne ”svømme væk” og danne sekundære tumorer (dattersvulster) i andre dele af kroppen, såk. "metastaser", som i virkeligheden ikke eksisterer. Metastaser er altid sekundære eller tertiære konflikter, for det meste iatrogen, dvs. forårsaget af lægen.

Når en patient besøger en konventionel læge i dag og får stillet en kræftdiagnose, oplever de fleste patienter et dramatisk chok, som straks kan udløse yderligere panik-konflikter og dermed nye kræftformer, der fortolkes som såk. metastaser i konventionel medicin.

Myten om metastaser er – en hypotese, som ikke er blevet bevist og ikke kan bevises. Forskningen har aldrig været i stand til at finde kræftceller i arterieblod fra en såkaldt kræftpatient, da de skal findes netop dér, hvis de skal svømme ud i kroppens yderområder, altså kroppens periferi.

Den idé, at kræftcellerne endda kan forvandle sig på deres hidtil ubemærkede rejse gennem blodbanen – for eksempel at tarmkræftceller, der danner en blomkålslignende, kompakt tumor i tarmen, pludselig kan vandre til knoglerne og danne knogletab – er ren vanvid og et udtryk for middelalderlig dogmatisme, man kunne også sige et eventyr, rent hypotetiske myter. Det faktum, at der findes et sekundært eller tertiært karcinom, står ikke til diskussion, men vurderingen af dette faktum sættes der spørgsmålstegn ved.

Lægevidenskaben var ikke længere interesseret i såk. kimlag. Ingen havde opdaget, hvor vigtige de var. Og det er faktisk grunden til, at det aldrig har været muligt at finde et system i kræftudviklingen. I fremtidens lærebøger vil sygdomme derfor ikke længere blive klassificeret efter de nuværende specialområder, men efter kimlag. Denne systematik er den biologisk-naturlige systematik af alle såk. sygdomme, dvs. for naturens specialprogrammer.

Vi kan klassificere alle vores Biologiske Konflikter på baggrund af udviklingshistorien. Vi har kendskab til, hvornår de forskellige biologiske adfærdsformer blev udviklet og indprogrammeret i løbet af udviklingshistorien.

Og derfor er der ikke kun organer og hjerneområder, der hører sammen, men også konflikter, der med hensyn til udviklingshistorie er relaterede; alle har den samme histologiske celleformation, og vi finder altid de samme mikrober i helbredelsesfasen.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner