En samling af forskellige

FORMÅLSBESTEMTE BIOLOGISKE SPECIALPROGRAMMER (SBS)

i henhold til opdagelserne i Germanische Heilkunde® af Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Syndromet - i Germanische Heilkunde®

Germanische Heilkunde® har udviklet sig hurtigt i de seneste år, især med hensyn til såkaldte psykoser (konstellationer) og syndromer – herunder spiller "SYNDROMET" en meget afgørende rolle.

I virkeligheden er det bemærkelsesværdigt, at Germanische Heilkunde® (tidligere kendt som NY MEDICIN, Germansk Ny Medicin) overhovedet har kunnet udvikle sig, da undertrykkelsen af denne viden stort set er konstant:

Ikke desto mindre:

  1. Vi manger stadig et hospital, hvor patienter med helbredelseskomplikationer kan blive behandlet korrekt i overensstemmelse med Germanische Heilkunde®.
  2. Vi har ingen læger, der tør at tale åbent om Germanische Heilkunde®, eller som kan arbejde i overensstemmelse med Germanische Heilkunde® uden risiko for at blive afsløret og forfulgt, selv om Germanische Heilkunde® omfatter hele det medicinske felt – og ikke kun kræft.

I første omgang havde jeg kun formodet, at "SYNDROMET", nemlig
- ET Formålsbestemt Biologisk Specialprogram (SBS) i helbredelsesfasen og
- ET SBS i aktivitet (ca-fasen), nemlig et flygtninge-, eksistens-, "efterladt-alene"-konflikt med nyre-samlerør-væskeretention,
kunne have væsentlig betydning, men det blev en klar kendsgerning for mig i de sidste år.

Vi finder "SYNDROMET" overalt:

  • ingen pleuraeffusion (pleuravæske) uden syndrom
  • ingen perikardieeffusion uden syndrom
  • ingen ascites af betydelig størrelse uden syndrom
  • ingen hepatomegali (stor lever) uden syndrom
  • ingen gigt uden syndrom, som også inkluderer de tidligere såkaldte akutte tilfælde af reumatoid artritis eller leddegigt (f.eks. meget tykt knæ)
  • intet alvorligt hjerneødem uden syndrom.

Dette giver "SYNDROMET" en afgørende klinisk betydning. Vi støder på "SYNDROMET" på alle leder og kanter, f.eks. når vi pludselig tager 5 eller 10 kg på i vægt: SYNDROM, eller væskeophobning.

Dette arkaiske Specialprogram, især når det er dobbeltsidet, minder os om, hvor langt vores civilisation har bevæget sig væk fra naturens og vores instinkters regelkredsløb.

Argumentet "jamen, så må vi jo ændre de Biologiske Programmer" er fuldstændig absurd, fordi vi kan kun ændre civilisationen og vores økonomisystem. Moder Natur er ligeglad, om vi respekterer hendes regelkredsløb. Hun straffer os grusomt, hvis vi ignorerer hendes naturlove. Vi må derfor blive ydmyge igen og forsøge at leve i overensstemmelse med naturens regelkredsløb.

Hvis en person f.eks. bliver udstationeret fra sit firma til et andet sted i landet to gange om året (med eller uden familie), bliver han (arkaisk set) sendt "ud i ørkenen" to gange. Også hustru og børn, og nogle af familiemedlemmerne bliver tykke, fordi de har mistet alle deres venner og føler sig forladt i den fremmede omgivelse.
For mennesker og dyr, der er i fare for at dø af tørst i ørkenen, er hver eneste dråbe vand livsvigtig. Denne livsnødvendighed har tilsyneladende absolut prioritet for landlevende væsener, fordi uden vand er der ingen metabolisme (stofskifte).

gult: nyre-samlerør

Så hvis der lagres ødemer i vores organisme i løbet af en helbredelsesfase, f.eks. hepatitis, nyrecyste, ovariecyste, knogleosteolyse under rekalcifikation eller hævelse af brystet i pcl-fasen af duktal mamma-ulcus i mælkegangene (mælkegangsulcus), så lagres der ekstra meget vand, hvis et nyresamlerør-carcinom er aktiv (ca-fase).

Vi har ikke kunnet forklare dette til dato, fordi vi har forsøgt at relatere omfanget af hævelsen til konfliktmassen.
Det var kun delvist korrekt. Delvist betyder: så længe der ikke var noget vandretentionsprogram i gang, dvs. der ikke var et samlerør-ca (= nyre-samlerør-carcinom) i aktivitet.

Det betyder: Ikke kun den forudgående konfliktmasse var afgørende for omfanget af hævelsen af et organ eller dets omgivelser (i den såkaldte transsudative effusion), men også en parallel flygtninge-konflikt med samlerør-carcinom i den aktive fase.

Indtil nu har man f.eks. betragtet en stigning i de såkaldte levertransaminaser som et tegn på en hepatitis-"sygdom". Bortset fra, at dette var forkert, er laboratoriefakta i øvrigt ubestridte. For jo højere transaminaserne var, jo større var åbenbart konfliktmassen, jo stærkere var helbredelsesprocessen, jo farligere var den epileptoide krise (kaldet coma hepaticum) med eller uden tilstopning af galdeveje (anicterisk hepatitis). 

Nu kommer der et helt nyt aspekt ind i billedet:
I tilfælde af hepatitis, og hvis omfanget af konflikten i sig selv er ufarligt, kan transaminaserne, især den følsomme gamma-GT, stige voldsomt, hvis leveren har en enorm hepatomegali (forstørrelse) som følge af en yderligere aktiv flygtningekonflikt (f. eks. Olivia Pilhar).

Det samme gælder for alle pcl-faser af andre SBS'er, f.eks. nyre-, æggestok- eller miltcyster, som så udvikler sig til enorme størrelser og ofte brister. Også ødematiseringen af Hamer Fokus (HH) i hjernen, dvs. det intra- og perifokale ødem i Hamer Fokus, er usædvanlig stor i forbindelse med en flygtninge-konflikt i den konflikt-aktive fase.

Men hvor elegant og effektivt Moder Natur selv kan regulere dette, dvs. hvordan hun forstår at håndtere sine egne Formålsbestemte Biologiske Specialprogrammer, gør enhver konventionel læge nærmest målløs.

Lad os belyse dette ved hjælp af et lille eksempel:

For 7 år siden gav vi 2 hanner fra vores boxerkuld væk til Spanien. Den ene af dem (Rainer) kom hjem til en dreng, Pablo (dengang 9 år gammel), som nu bor i nærheden af os. Pablo og Rainer var uadskillelige venner fra første øjeblik. Det var helt naturligt, at Rainer fik lov til at sove ved fodenden af Pablos seng.

I de sidste to år har Pablo rejst til England for første gang (i alt 3 uger). Rainer blev hjemme hos Pablos forældre og led, som kun en boxerhund kan lide. Første gang fik han alopecia på venstre side af panden (venstre-potet), og med denne havde han altid plejet at sige farvel til Pablo. Den anden gang fik han en motorisk lammelse af venstre bagben, fordi han ikke fik lov til at komme med.

I år, da Pablo tog til England i 6 uger, var det endnu værre, fordi Rainer kort forinden havde skadet begge øjne alvorligt på en tornet hæk. En uge senere ville Pablos forældre også gerne tage på ferie i en uge. Rainer, som vi skulle tage os af i mellemtiden, var næsten ikke til at genkende. Han var desorienteret, afgav meget lidt urin (oliguri), var omtåget og gik kun klodset. Det venstre øje var blindt og stærkt hævet, det højre var "kun" stærkt hævet. Han så elendigt ud. Vores venner var desperate. Rainer havde akkumuleret 5 kg vand i kroppen; han havde en dobbelt flygtninge-/"at-være-mutters-alene"-konflikt.

Jeg beroligede dem og fortalte dem, at de skulle lære at tænke "biologisk", og at jeg havde et "hemmeligt våben", nemlig hans mor "Mus" ("Mus" fordi hun lignede en tyk hvid mus, da hun var en lille boxerhvalp). Lige så snart Rainer var sammen med sin mor – først adskilt fra hende gennem en glasrude – og sammen med far Rolf og bror Rocky, og selvom de ikke havde set hinanden i mindst 4 år, begyndte Rainers tilstand straks at normalisere sig. Han udskilte store mængder urin og blev desuden passet meget kærligt af sin moder Mus.

Efter en uge kom vores venner igen og hentede deres boxer Rainer. Men allerede dagen efter ringede de igen og var desperate: Rainer afgav ikke en dråbe urin, spiste ikke en bid, drak meget vand, lavede ikke flere hundehømhøm, var fuldstændig desorienteret, kunne næsten ikke balancere og stødte desorienteret sit hoved. Begge øjne var hævede og lukkede. Konventionel medicin: akut nyresvigt - uræmi - behov for dialyse - desorientering - hjerneødem.

Jeg bad dem om at køre ham straks tilbage til moder Mus til pleje. Og se, allerede en time efter at han havde været hos moder Mus, formåede han at udskille ½ liter urin. Derefter udskilte han 7 liter væske og var – bortset fra øjnene og på trods af dem – næsten helt normal igen. Rainer blev selvfølgelig hos sin mor, indtil Pablo var tilbage. Og for at være på den sikre side flyttede moder Mus først ind hos hos Pablos forældre i et par dage "for at hjælpe ham over".

Ud over det faktum, at en hund i en sådan tilstand straks ville blive aflivet i en dyrlægepraksis på grund af dyrlægens hjælpeløshed, må vi nu indse, at hele vores medicinske system er ved at blive vendt på hovedet.
Overført til et menneske ville en sådan patient komme i dialyse (i Europa), naturligvis først som indlagt patient. Det ville naturligvis intensivere og cementere flygtninge-konflikten.

Men tanken om, at en mor kan løse en såkaldt "nyresvigt" bare ved at være til stede, har indtil nu været utænkelig i skolemedicinen (konventionel medicin). Det er tværtimod sådan, at vi i høj grad har forstærket denne følelse af at være alene (i ørkenen) gennem indlægglse på hospitalet – med alle de angstfremkaldende apparater og den frygtelige og sjælløse atmosfære.

Det fascinerende er, at helingen af et sår, f.eks. et skadet øje, også heler med SYNDROM, dvs. at øjet hæver enormt op. I den konventionelle medicin blev den enorme såkaldte "inflammation" betragtet som en særlig ondartet udvikling af en sårinfektion, f.eks. at de "ondartede mikrober" ville æde hele organet op.

Stor fejltagelse!
Vi havde simpelthen gjort alt forkert i den konventionelle medicin!
Vi kendte jo ikke "SYNDROMET", og vi kendte heller ikke de 5 Biologiske Naturlove. Men nu kan vi let differentiere alting teoretisk og vi må anvende en anden terapi i stedet for antibiotika: nemlig at gøre alt, hvad vi kan, for at få disse patienter til at føle sig trygge.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner