Medicinering
allopatisk - homøopatisk - alternativ

Medikamenterne symboliserer angiveligt udviklingen i moderne medicin (eller hvad man nu tror, hvad modern medicin er). Mange patienter får 10 eller 20 forskellige slags medicin hver dag, for og imod alt mulig. En læge, der ikke ordinerer medicin, er ikke en rigtig læge. Jo dyrere medicinen er, jo bedre tror man er den. Det var en gigantisk fejltagelse! Det dummeste var at tro, at medicin virker lokalt, og at hjernen ikke har noget med det at gøre! Men faktisk virker ingen medicin direkte på organet bortset fra lokale reaktioner i tarmen, når man tager gift eller medicin oralt.

Alle andre lægemidler påvirker hjernen, og deres "virkning" er faktisk den virkning, som forgiftningen af ​​hjernen eller dens forskellige dele har på organ-niveauet. Hvis vi ser bort fra stoffer, narkotika og beroligende midler, er der to store grupper af medicin:

1. Sympaticotonica – der øger stresset,
2. Vagotonica – som støtter restitutions- eller hvilefasen.

Den 1. gruppe inkluderer adrenalin og noradrenalin, cortison og hydrocortison og andre angiveligt forskellige lægemidler såsom koffein, teein, penicillin og digitalis og mange andre. I princippet kan man bruge dem alle, hvis man vil reducere (mildne) vagotoni-effekten og dermed også reducere hjerneødem. Hjerneødemet er stort set er en god ting, men fører til komplikationer, hvis det er for stort.

Den 2. gruppe inkluderer alle beroligende midler og krampeløsende midler, der øger vagotonien eller lindrer sympatikotonien.

Forskellen mellem de to grupper er, at de udløser forskellige ting i hjernen. 

Penicillin f.eks. er en sympatikoton cytostatikum. Den påvirker ikke så meget bakterierne, end den har indflydelse på marvlagerens¹ ødem. Derfor kan den bruges i pcl-fasen til at reducere marvlagerens ødem. Men i forhold til kortison er penicillin underlegn, når det drejer sig om de andre hjerneområder.

Men vigtigheden af ​​opdagelsen af ​​penicillin og andre såkaldte antibiotika skal ikke mindskes. Men denne opdagelse skete under helt forkerte premisser og ideer. Bakteriernes henfaldsprodukter antages at virke som toksiner og forårsage feber. Ideen var at dræbe de dårlige små bakterier for at undgå de dårlige toksiner. Det var fejlen! Naturligvis påvirker disse medikamenter også bakterierne, vores hårdtarbejdende venner, der midlertidigt frigives, fordi deres arbejde er blevet udsat til et senere tidspunkt – med mindre dramatiske forløb.

Man må dog stille spørgsmålet, i hvilken grad det giver mening at ønske at behandle en formålsbestemt, meningsfuld helingsproces i naturen.

En Heilkundiger (lægen) i Germanische Heilkunde® (tidligere: Ny Medicin, Germansk Ny Medicin) er derfor ikke imod medicin, selvom han/hun antager, at moder natur allerede har optimeret de fleste processer, og derfor i de fleste tilfælde ikke kræver nogen støttende medicinsk behandling. Hvis konfliktens varighed er kort, og konfliktmassen er lille, forventes der generelt ingen særlige komplikationer i helbredelsesfasen. Der forbliver de særlige tilfælde, der ville ende dødeligt i naturen, men som vi er nødt til at tage særlig omhu på grund af medicinsk etik. Ikke desto mindre vil vi fortsat miste patienter i fremtiden. Men vi har nu den fordel, at vi på forhånd ved, hvad vi kan regne med.

Det nyttede ikke at have reduceret hyppigheden af ​​lungebetændelse, fordi vi nu kalder lungebetændelse for bronkial karcinom, og patienterne dør af bronkial karcinom i dag, fordi vi bare omdøbte "sygdommen". Men hvis vi i tilfælde af lungebetændelse (pcl-fasen efter en bronchial-ca²) ved, at konflikten (revir-angst) kun varede i tre måneder, så ved vi, at pneumonisk lysis (epileptoid krise = EK) generelt ikke vil være dødelig, selvom der ikke blev taget medicin. Men hvis konflikten har været aktiv i ni måneder eller længere, så er det klart for lægen, at det handler om liv eller død i den epileptoide krise af pneumonien (lungebetændelse), hvis man ikke gør noget.

I dette tilfælde ville man f.eks. give sympatikotoniske midler før EK, men også anvende massivt kortison umiddelbart under den epileptoide krise – hvilket man ikke har prøvet til dato –, med henblik på overlevelsen af det kritiske punkt, som altid indtræffer efter EK.

Det er også logisk og konsekvent, at kortison straks er kontraindiceret i tilfælde af et nyt DHS eller recidiv, dvs. når patienten igen er i sympaticotoni. Man bør dog ikke stoppe med kortison med det samme, men bør "udfase" det i løbet af nogle få dage eller uger. Hvis patienten fortsætter med at indtage kortison, vil det øge konfliktens intensitet.

Men det ville da også være forkert at anvende beroligende midler, fordi alle former for beroligende midler gør kun billedet uklart og indebærer den fare, at en akut, aktiv konflikt bliver til en subakut, hængende konflikt, og at patienten når som helst kan havne i den skizofrene konstellation som følge af en anden konflikt.

Har en patient f.eks. angina pectoris-symptomer, så hedder det: "Ja, han skal have betablokkere, han skal have beroligende midler, så han ikke længere har angina pectoris." I virkeligheden har naturen skabt symptomerne, så konflikten (revirkonflikten) kan blive løst, og ikke med henblik på at en læge eller alternativ læge kan gå hen og arbejde på symptomet og få det til at forsvinde. For jo mere man bearbejder symptomerne, jo mindre ser patienten en grund til overhovedet at løse sin konflikt. Bortset fra, at han så ikke længere har nogen instinktive fornemmelser for sin konflikt. Derimod bør man som regel altid hjælpe patienten med at løse sin konflikt, så vil han ikke længere have angina pectoris – med eller uden medicin. Det er netop det tåbelige i at tro, at man altid skal behandle symptomerne i stedet for årsagen.

Desuden hjælper det ikke patienten, tværtimod, det er faktisk meget farligt, for hvis patienten spontant skulle løse sin revirkonflikt senere på grund af visse forhold, men konflikten har været aktiv i mere end 9 måneder, så dør patienten af et hjerteanfald i den epileptoide krise. I princippet må man nøje overveje, om man kan løse konflikten, eller om det måske er mere fornuftigt at transformere revirkonflikten instinktivt ned, som dyrene gør (beta-ulv³), men ikke løse den før livets afslutning.

Det er også åbenlyst, at den samme medicin ikke kan "hjælpe" i den ene fase, som er grundlæggende forskellig fra den anden fase med hensyn til alle fysiske parametre, dvs. er fuldstændig modsatrettet. Generelt skal man spørge sig selv: "Hjælper det i den konflikt-aktive fase eller i den vagotoniske helbredelsesfase?" Men hvad angår medicinering, er det ikke blevet overvejet indtil videre. Og det hele bliver naturligvis mere kompliceret, når der forløber flere Biologiske Konflikter samtidig og måske endda i forskellige faser.

For eksempel i tilfælde af gigt: et aktivt samlerør-karcinom, dvs. en eksistens-/flygtningekonflikt, og leukæmi, helbredelsesfasen af en SWE-konflikt (SWE = Selbstwerteinbruch = svækkelse i selvværd); eller i tilfælde af bulimi: en kombination af to aktive konflikter, hypoglykæmi og mavesår.

Hvordan, hvor og i hvilken process skal medicin, globuli, dråber eller pulver så virke? Måske lykkes det at få nogle af symptomerne til at forsvinde, men der kan aldrig være tale om en reel medicinsk virkning eller endog en helbredelse.

Det samme gælder for højt blodtryk, som kan sænkes kunstigt med medicin, men som f.eks. i tilfælde af væskekonflikt har til formål at kompensere funktionelt for det hul i nyrevævet, der er opstået som følge af nekrose i den konflikt-aktive fase, for at der kan udskilles tilstrækkeligt urin og urinstof. Men så længe konflikten er aktiv, ligger blodtrykket også højt. Kun med løsningen af konflikten og dannelsen af cyster i helbredelsesfasen sænkes blodtrykket igen automatisk, og selvom konfliktforløbet har varet længe, sænkes det til alderssvarende værdier – uden lægemiddel.

Det er også vigtigt at være opmærksom på i alle pcl-faser, om symptomerne forsvinder på grund af fuldstændig helbredelse eller på grund af et nyt recidiv, som også simulerer en tilsyneladende forbedring. Pseudoterapien med cellegifte (kemo), anvendt i sådanne pcl-faser, opnåede her uberettiget symptomatiske "succeser", idet den stoppede på meningsløst måde symptomerne – der har et formål –, ved at acceptere de mest alvorlige forgiftninger af hele organismen.

Men alle såkaldte alternative metoder har én ting til fælles med symptommedicin (uanset om man doserer homøopatisk eller allopatisk, dvs. om man giver meget substans eller lidt substans, om man giver muesli eller mistelten eller ilt, makrobiotik eller Bachblomster eller hvad som helst): man tror, at alle midler virker symptomatisk – angiveligt. I virkeligheden sker virkningen dog kun via hjernen, og der tages ikke hensyn til dette.

Argumenter som: "Hr. Hamer, man kan ikke måle sjælen, eller hvad kan man have imod Bachblomster, de virker via sjælen.....". Jeg kan kun svare: Selvfølgelig kan jeg måle sjælen. Jeg kan se, at en bestemt konflikt, som er en proces i sjælen, har et tilsvarende HH på et bestemt sted i hjernen og en tilsvarende ændring i organet. Jeg har således bestemt eller afgrænset sjælen. Jeg behøver ikke at måle den kvantitativt, men jeg kan bevise den videnskabeligt.

Og der er naturligvis også de såkaldte placeboeffekter. Hvis man "overbeviser" en patient om, at et lægemiddel virker, så har det allerede en effektivitet på 80 %. Det betyder ikke, at substansen på en eller anden måde virker, men kun at folk tror på virkningen. Selv hvis nogen gør noget godt for patienten med oprigtigt hjerte, har det den samme virkning, uafhængigt af hvordan vi kalder metoden.

Årsagen til vores fejl var, at vi altid troede, at vi skulle gøre noget, f.eks. medikamentelt, uanset om det var i store doser eller kun med ét molekyle. Men vi kan se, at 80-90 % af syge dyr kommer sig spontant – uden medicin.

Desuden bør man spørge sig selv, om man kan løse f.eks. en konflikt med substanser, når dette er det vigtigste kriterium. Hvilken substans kan overhovedet fremkalde et Formålsbestemt Biologisk Specialprogram? Hvis det var muligt, så lad os gøre det. Men det kan vi ikke, den findes ikke. Visse substanser kan muligvis have en virkning, der støtter helbredelsesfasen (lindring), f.eks. hostesaft, men de har aldrig en helbredende virkning i den gamle forståelse, fordi helbredelsesfasen allerede er begyndt med starten af konfliktløsningen.

Germanische Heilkunde® er ikke en subdisciplin, der kan begrænse sig til f.eks. konfliktløsning og overlade komplikationer til andre subdiscipliner, men den er en omfattende medicin, der skal tage hensyn til alle trin i sygdomsforløbet på psykisk, cerebralt og organisk niveau.

En Heilkundiger ("læge") i Germanische Heilkunde® skal også være en universelt dannet og menneskeligt kvalificeret "medicinsk kriminolog". Fremtidens terapi består nemlig i mindre grad af medicinering, men mest af at patienten lærer at forstå årsagen til sin Biologiske Konflikt og sin såkaldte sygdom, og sammen med sin læge finder den bedste løsning for at komme ud af denne konflikt eller undgå at løbe ind i den i fremtiden. Selvfølgelig ville en sådan læge anvende alle hjælpemidler, herunder medicinske og kirurgiske hjælpemidler, men kun – hvis det er nødvendigt –, f.eks. for at undgå mulige komplikationer i den naturlige helbredelsesproces, og med udgangspunkt i, at han også ville anvende denne behandling på sig selv.

Germanische Heilkunde® er baseret på 5 Biologiske Naturlove, har ingen hypoteser og blev officielt verificeret den 8./9. september 1998 af universitetet i Trnava (Slovakiet); den 11. september 1998 blev den officielt bekræftet. Hvis vi ønsker at overtage noget fra andre områder, så skal det være i overensstemmelse med disse 5 Naturlove i Germanische Heilkunde®.

Men så længe der stadig er mennesker, der tror, at vi kan styrke immunforsvaret med f.eks. medicin, må jeg konstatere, at de ikke har forstået Germanische Heilkunde®.

I den tidligere skolemedicin (konventionelle medicin), herunder alternativ medicin, taler man om "succeser". Man troede, at jo mere korrekt valget af lægemidler var, jo større ville succesen være. Men det er ikke lægerne, naturlægerne, naturopaterne, de alternative behandlere eller andre terapeuter, der har succes, men først og fremmest patienten selv. På samme måde programmerer patienten selv fiaskoen, fordi både succes og fiasko altid uden undtagelser følger de 5 Biologiske Naturlove i Germanische Heilkunde®.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

1 Note: Dr. Hamer mener med  „marvlager“ altid storhjerne-marvlager (marvlager er storhjerne-marvlager), se grafik. I konventionel medicin betegnes den som "hvid substans". Dr. Hamer skabte begrebet "Grosshirnmarklager" (storhjerne-marvlager), som er den hvide substans under storhjernebarken.
2 Her: ca = carcinom, karcinom
3 Beta-ulven befinder sig i hierarkiet under alfa-ulven (alfahannen), som er førerhannen i en ulveflok.