Smerter - i forskellige faser

Smerter er et meget vanskeligt kapitel.

Der findes forskellige kvaliteter af smerte: smerter i den konflikt-aktive fase, såsom angina pectoris eller mavesår (ulcus), eller smerter i helbredelsesfasen (pcl-fasen, konfliktløste-fase), forårsaget af hævelse eller ødem, men også af arvævsdannelse.

Smerter i den konflikt-aktive fase, som f.eks. angina pectoris-smerter, forsvinder straks, når konflikten er løst. Man kan også sige, at en sådan smerte kan løses "psykisk" (men kun, hvis konflikten ikke har været aktiv i mere end 9 måneder).

Omvendt kan smerter i pcl-fasen (helings-smerter), som primært er noget positivt, kun tackles effektivt, hvis patienten forstår sammenhængen og accepterer smerten, – som om det er en hel del arbejde, der skal udføres. Grundlæggende har smerte en Biologisk Betydning hos mennesker og dyr: hele organismen og organet er immobiliseret og derfor kan helbredelsen foregå optimalt. F.eks. i forbindelse med helbredelse af knoglekræft, hvor periostens spænding forårsager alvorlige smerter i helbredelsesfasen. Disse smerter opstår regelmæssigt, når knoglen får ødem i helbredelsesfasen og periostet strækkes. Det er et godt tegn og en vigtig proces i den biologiske knogleheling, fordi smerten tvinger patienten til at holde den berørte del af skelettet i ro, som kan brække, hvis den belastes.
Det er vigtigt, at patienten forstår: Knoglesmerter er principielt en god ting, fordi det er et sikkert tegn på helbredelse.

Leverkapselspænding forårsager også smerter, når leveren er hævet i den hepatiske helbredelsesfase.

Ulcera (sår) i urinblæren, urinleder/urinrøret, nyrebækken osv. forårsager også smerter.

Eller det intraduktale mamma-karcinom i mælkegangene, som forårsager et smertefuldt træk i brystet i ca-fasen – i modsætning til det adenoide mamma-karcinom, som kun gør ondt i den sidste fase af helbredelsen på grund af arvævets skrumpning. Kvinder beskriver det som en stærk, stikkende smerte på det sted, hvor knuden er opstået – den såkaldte arvævssmerte. Denne smerte svarer til den dybe lillehjernesmerte i huden, som vi også finder i den øvrige menneskelige læderhud, og som er særlig stærk i helbredelsesfasen af helvedesild.

Vi må også nævne arsmerter i den sidste del af helbredelsesfasen, f.eks. fibrosedannelse ved pleuraeffusion efter pleurakræft eller fibrosedannelse ved ascites, som er helbredelsesfasen efter bughindekræft. De fleste kræftformer eller såkaldte sygdomme opdages først, når helbredelsesfasen allerede er i gang.

Også tandbenskræft begynder først at gøre ondt, når helbredelsesfasen er begyndt.

Mavesår og sår (ulcera) i galdegangene, som er forsynet af det sensoriske cortex, forårsager smerter og kolik i den konflikt-aktive fase.

Gigtanfaldet med voldsomme smerter opstår altid, når en aktiv nyre-samlerør-ca (ca=carcinom) og en løst SWE-konflikt (leukæmi) forekommer samtidig.
(*SWE = Selbstwerteinbruch = svækkelse i selvværd)

Den epileptoide krise i forbindelse med hjerteanfald bør også nævnes, fordi patienten i denne krise oplever hele konfliktens forløb igen i timelapse (tidsforkortet), og det er årsagen til stærke angina pectoris-smerter. Konventionelle læger tror, at det er nødvendigt at "behandle" hjertesmerter for at gøre patienten smertefri. Det lykkes også at gøre patienterne smertefri, men de dør under "behandlingen".

Vi vidste ikke, at angina pectoris i den epileptoide krise har en Biologisk Betydning, som er altafgørende for overlevelsen. Det er nemlig det "korrekte forløb" af den epileptoide krise, der er afgørende for en korrekt ødemudskillelse og dermed for overlevelsen. Langt de fleste patienter med hjerteanfald dør under denne epileptoide krise. (Men det må ikke forveksles med angina pectoris-smerter, der starter med DHS, dvs. i begyndelsen af den konflikt-aktive fase).

Der skal også nævnes forskellige former for hovedpine:
Migræne eller trigeminussmerten, som kun opstår efter konfliktløsning.
Og generelt alle former for hovedpine, forårsaget af hævelse i hjernen. Selv om hjerneødemer normalt aftager igen, ligesom alle ødemer i kroppen, kan patienten alligevel dø af for høj hjernetryk, inden ødemet er aftaget. F.eks. ved meget langvarig konflikt eller for stor konfliktintensitet, ved forekomst af flere perifokale ødemer samtidig, ved uheldige lokaliseringer og også ved recidiv.

Eller efter en generel SWE-konflikt, når hele hjernen (storhjerne-marvlager) er ødematøs i helbredelsesfasen. Da jeg engang bad om en CT-scanning af en leukæmipatient på et vesttysk universitet, rystede lægerne bare på hovedet og undrede sig over, hvorfor jeg ønskede en så usædvanlig og unødvendig undersøgelse. Men ingen patient viser flere hjernesymptomer end en leukæmipatient.

Med Germanische Heilkunde® kan vi nu skelne nøjagtigt hvilken fase af sygdommen smerten tilhører, hvilken kvalitet den har, hvor længe den varer osv. Patienterne får som regel først smerter, når de allerede er i helbredelsesfasen. Pcl-fasen af "knoglekræft" er en af de mest forfærdelige smerte-faser, selv om smerterne normalt er temporære (*tidsbegrænset). De kan være meget vedholdende og kræver derfor intensiv psykologisk bistand! Jo bedre patienten er forberedt på smerten under knogleheling, jo lettere er det for vedkommende at bære smerten. Jo større panikken, jo større smerten.

Det er forfærdeligt, at alle patienter med kræft og stærke smerter får morfin eller et morfinlignende præparat i dag. Morfin kan være dødelig under stærk vagotoni, også med kun én injektion. Det ændrer hjernens svingninger (*rytme) radikalt og ødelægger fuldstændig patientens moral (*vilje, kraft). Fra det tidspunkt er tarmene også lammet, dvs. maden kan ikke længere fordøjes. Patienten er viljeløs og bemærker ikke, at han faktisk bliver slået ihjel – han var allerede i helbredelsesfasen og ville have været rask igen om nogle få uger, hvis processen var foregået naturligt.

Da smerte er noget subjektivt, oplever patienterne smerten mere og mere intens, hver gang virkningen af morfin aftager. Morfindoserne skal derfor løbende forhøjes. Derfor har anvendelsen af morfin altid været en ensrettet vej, en gradvis aflivning.

"Er lægerne ikke klar over det?", vil folk spørge. Selvfølgelig er de det. Men det er dogmatisk og komfortabelt at sige: "Smerter – det er begyndelsen til enden, vi kan alligevel ikke gøre noget, så lad os starte med at forkorte processen med det samme". Den naturlige helbredelse af kræft ignoreres simpelthen pga. dogmatiske motiver, sådan at kræft fortsat gælder som en dødelig sygdom, og at den uvidende patient kan manipuleres.

Men når patienterne efterfølgende ser tilbage på den relativt korte smerteperiode, er de taknemmelige for, at de blev reddet fra morfindøden, for efter 2-3 uger med morfin, Fortral, Valeron eller Temgesic i helbredelsesfasen dør de fleste.

På samme måde kan kemoterapi stoppe helbredelsesprocessen. Smerten forsvinder naturligvis, – dvs. de meningsfulde, formålsbestemte symptomer på helbredelse, men de angivelige succeser består kun i at forhindre helbredelse, og det på bekostning af alvorlig forgiftning af hele organismen.

Indtil nu har den konventionelle medicin ikke været i stand til at skelne mellem de forskellige tilhørsforhold til kimlagene, ellers ville en onkolog for længst have bemærket, at kemoterapi kun har nogen effekt i helbredelsesfasen, hvis der overhovedet er nogen virkning – den stopper nemlig helbredelsen.

Pseudoterapien med cytostatika (kemo), der anvendes i sådanne helbredelsesfaser, er blevet tillagt uberettigede symptomatiske "succeser", og disse succeser har haft flere katastrofale virkninger: Den ene er, at kemobehandlingen skal fortsættes for at forhindre, at helingssymptomerne (smerter) vender tilbage, hvilket naturligvis i tilfælde af f.eks. knoglekræft er ensbetydende med reduktion (phthisis) af knoglemarven og patientens sikre død. Den anden, endnu større katastrofe er, at hjerneødemet med hver omgang kemoterapi aftager, hvilket fremkalder den farlige trækharmonikaeffekt. Dette reducerer elasticiteten af hjernecellernes synapser radikalt, de brister og det kan føre til cytostatikainduceret apoplektisk hjernedød hos patienten.

Terapien i Germanische Heilkunde® består derfor først og fremmest i at forklare patienten sammenhængene og forklare ham mekanismen i opståen og forløbet af hans "sygdom". Så behøver patienten ikke længere gå i panik, for hvis han forstår systemet fra starten af, eller helst allerede inden han blev syg, kan han være rolig og er i stand til at udholde de forudsigelige symptomer, især symptomerne i helbredelsesfasen. Han ved, at hver eneste proces er en del af et Formålsbestemt Biologisk Specialprogram, som Moder Natur har skabt til vores bedste. Patienten kan desuden forstå, hvad der sker og skal ske i hans krop, og han ved, at der er 95 % chance for at overleve med Germanische Heilkunde®.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

* oversætterens note