En INTRODUKTION til GERMANISCHE HEILKUNDE®

efter Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Smerter - i forskellige faser

Smerter er et meget vanskeligt kapitel.

Der er forskellige kvaliteter af smerte: smerter i den konflikt-aktive fase, såsom angina pectoris eller mavesår (ulcus), eller smerter i helbredelsesfasen (pcl-fasen, konfliktløste-fase), forårsaget af hævelse eller ødem, men også af arvævsdannelse.

Smerter i den konflikt-aktive fase, som f.eks. angina pectoris-smerter, forsvinder straks, når konflikten er løst. Hvis du vil, kan du sige, at sådanne smerter kan løses psykisk (altid forudsat, at konflikten ikke har været aktiv i mere end 9 måneder).

Omvendt kan smerter i pcl-fasen (helings-smerter), som i princippet er noget positivt, kun tackles effektivt, hvis patienten forstår sammenhængen og accepterer smerten, som om det var et stort stykke arbejde, han skal udføre. Grundlæggende har smerte en Biologisk Betydning hos mennesker og dyr, nemlig - hele organismen og organet er immobiliseret, så helbredelsen kan foregå optimalt.

Her f.eks. i forbindelse med heling af knoglekræft, hvor periostens spænding forårsager alvorlige smerter i helbredelsesfasen. Disse smerter opstår regelmæssigt, når periostet udvides, når knoglen får ødem i helbredelsesfasen. Det er et godt tegn og en vigtig proces i den biologiske knogleheling, fordi smerten tvinger personen til at holde den berørte del af skelettet i ro, som ellers risikerer at briste, hvis den belastes.

Det er vigtigt, at patienten forstår: Knoglesmerter er grundlæggende en god ting, fordi det er et sikkert tegn på helbredelse.

Leverkapselspænding forårsager også smerter under leverens hævelse i hepatisk helbredelsesfase. Ulcera (sår) i urinblæren, urinleder/urinrøret, nyrebækken osv. forårsager også smerter.

Eller det intraduktale mamma-karcinom i mælkegangene, som forårsager et smertefuldt træk i brystet i ca-fasen – i modsætning til det adenoide mamma-karcinom, som kun gør ondt i den sidste fase af helbredelsen på grund af arvævets skrumpning. Kvinderne taler om en stærk, stikkende smerte på det sted, hvor knuden er opstået, den såkaldte arvævssmerte. Denne smerte svarer til den dybe lillehjernesmerte i huden, som vi også finder i den øvrige del af den menneskelige læderhud, og som er særlig stærk i helbredelsesfasen af helvedesild.

Der er også arsmerter i den sidste del af helbredelsesfasen, f.eks. ved den pleurale fortykkelse af pleuraeffusionen efter pleurakræft eller ved peritoneale fortykkelse af ascites, som er helbredelsesfasen efter bughindekræft. De fleste kræftformer eller såkaldte sygdomme opdages først, når helbredelsesfasen allerede er i gang.

Og tandbenskræft, som også først begynder at gøre ondt, når helbredelsesfasen lige er begyndt.

Mavesår og sår (ulcera) i galdegangene, som er forsynet af det sensoriske cortexcenter, forårsager smerter og kolik i den konflikt-aktive fase.

Gigtanfaldet med voldsomme smerter opstår altid, når en aktiv nyre-samlerør-ca (carcinom) og en løst SWE-konflikt (leukæmi) forekommer samtidig.
(overs. note: SWE = Selbstwerteinbruch = svækkelse i selvværd)

Den epileptoide krise i forbindelse med hjerteanfald bør også nævnes, fordi patienten i denne krise oplever hele konfliktens forløb igen i timelapse (tidsforkortet), og det er årsagen til de stærke angina pectoris-smerter i forbindelse med hjerteanfald. I skolemedicinen (den konventionelle medicin) mener vi altid, at vi er nødt til at "behandle" hjertesmerter for at gøre patienten smertefri. Det lykkedes os at gøre patienterne smertefri, men de døde under "behandlingen".

Vi vidste ikke, at angina pectoris i den epileptoide krise havde en Biologisk Betydning, som var altafgørende for overlevelsen. Det er nemlig også det "korrekte forløb" af den epileptoide krise, der er afgørende for den korrekte ødemudskillelse og dermed for overlevelsen. Langt de fleste dødsfald i forbindelse med hjerteanfald sker i løbet af denne epileptoide krise. (Men det må ikke forveksles med angina pectoris-smerter, der starter med DHS, dvs. i begyndelsen af den konflikt-aktive fase).

Der skal også nævnes forskellige former for hovedpine:
Migræne eller den frygtede trigeminussmerte, som kun opstår efter konfliktløsning.
Og generelt alle former for hovedpine, forårsaget af hævelse i hjernen. Selv om alle hjerneødemer i princippet aftager igen, fordi de ligesom alle kropslige ødemer kun er temporære, kan patienten alligevel dø af hjernetrykket, før det er aftaget igen, f.eks. ved meget langvarig konflikt eller for stor konfliktintensitet, ved forekomst af flere perifokale ødemer samtidig, ved uheldige lokaliseringer og også ved recidiv.

Eller efter en generel SWE-konflikt, når hele hjernen (storhjerne-marvlager) er ødematøs i helbredelsesfasen. Da jeg engang bad om at få foretaget en scanning af hjernen (CT) på en leukæmipatient på et vesttysk universitet, rystede lægerne bare på hovedet og undrede sig over, hvorfor jeg ville have en så usædvanlig og overflødig undersøgelse. Alligevel er der ingen patient, der viser flere hjernesymptomer end en leukæmipatient.

Med Germanische Heilkunde® kan vi nu skelne nøjagtigt hvilken fase af sygdommen smerten tilhører, hvilken kvalitet den har, hvor længe den varer osv. Det dramatiske er, at patienterne som regel først får smerter, når de allerede er i helbredelsesfasen. I tilfælde af "knoglekræft" er det begyndelsen af en fase, som er en af de mest forfærdelige smerte-faser, selv om de normalt er temporære. De kan være meget vedholdende og kræver derfor intensiv psykologisk bistand! Jo bedre patienten er forberedt på smerten under knogleheling, jo lettere er det for vedkommende at bære smerten. Jo større panikken er, jo større er smerten.

Det uheldige er, at alle patienter med kræft og stærke smerter i dag får morfin eller et morfinlignende præparat. Denne morfin kan være dødelig under stærk vagotoni, også med kun én injektion. Det ændrer selve svingningerne i hjernen på forfærdelig vis og ødelægger patientens moral fuldstændig. Fra det tidspunkt er tarmene også lammet, dvs. maden kan ikke længere forarbejdes. Patienten er viljeløs og bemærker ikke længere, at han faktisk bliver slået ihjel – han var allerede i helbredelsesfasen og ville have været rask igen om nogle få uger, hvis processen var foregået naturligt.

Da smerte er noget subjektivt, oplever patienterne smerten betydeligt stærkere, hver gang virkningen af morfinen aftager, end hvis de ikke havde taget morfin i første omgang. Folk ved, at morfin dosering skal derfor øges kontinuerligt. Derfor har anvendelsen af morfin altid været en ensrettet vej, en gradvis aflivning.

"Er lægerne ikke klar over det?", vil folk spørge. Selvfølgelig er de det. Men det er dogmatisk og komfortabelt at sige: "Smerter – det er begyndelsen til enden, vi kan alligevel ikke gøre mere, så lad os starte med at forkorte processen med det samme". Den naturlige helbredelse af kræft ignoreres simpelthen pga. dogmatiske motiver, sådan at kræft fortsat er en dødelig sygdom, og at den uvidende patient kan manipuleres.

Men når patienterne efterfølgende ser tilbage på den relativt korte smerteperiode, er de taknemmelige for, at de blev reddet fra morfindøden, for efter 2-3 uger med morfin, Fortral, Valeron eller Temgesic i helbredelsesfasen ville de helt sikkert være døde.

På samme måde kan kemo stoppe en helbredelsesproces med det samme. Smerten forsvinder naturligvis – de meningsfulde, formålsbestemte symptomer på helbredelse, men de angivelige succeser består kun i at forhindre helbredelse, og det på bekostning af alvorlig forgiftning af hele organismen.

Til dato har skolemedicin (konventionel medicin) ikke været i stand til at differentiere mellem forskellige kimlag-tilhørighed, ellers ville en onkolog for længst have bemærket, at kemo kun havde nogen effekt, om overhovedet, i helbredelsesfasen – nemlig at den stopper helbredelsen.

Pseudoterapi med cytostatika (kemo), der anvendes i sådanne helbredelsesfaser, er blevet tillagt uberettigede symptomatiske "succeser", og disse succeser har haft flere katastrofale virkninger: Den ene er, at kemobehandlingen nu skal fortsættes for at forhindre, at helingssymptomerne (smerter) vender tilbage, hvilket naturligvis i tilfælde af f.eks. knoglekræft er ensbetydende med reduktion (phthisis) af knoglemarven og patientens sikre død. Den anden, endnu større fare er, at hjerneødem med hver omgang kemoterapi fortrænges (aftages), hvilket fremkalder den farlige trækharmonikaeffekt. Dette reducerer elasticiteten af hjernecellernes synapser radikalt, de brister og det kan føre til cytostatikainduceret apoplektisk hjernedød hos patienten.

Terapien i Germanische Heilkunde® består derfor først og fremmest i at forklare patienten sammenhængene og forklare ham mekanismen i opståen og forløbet af hans "sygdom". Så behøver patienten ikke længere få panik, for hvis han har forstået systemet fra begyndelsen, eller helst allerede før han blev syg, vil han kunne udholde de forudsigelige symptomer, især symptomerne i helbredelsesfasen, med absolut ro. Han ved, at hver eneste proces er en del af et Formålsbestemt Biologisk Specialprogram, som Moder Natur har sat i gang til vores bedste. Og han kan godt forstå, hvad der egentlig sker, og hvad der skal ske, og han ved også, at 95 % af patienterne overlever med Germanische Heilkunde®.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner