Mit liv med katte
(kvinde, højrehåndet, østrogendominans)
Jeg vil gerne starte med at sige, at vi altid har haft kæledyr i mine forældres hus, både hunde og katte. Da jeg var 7 år gammel, kom min far hjem med en sød terrier. Vi kaldte ham Bim, og jeg voksede op med ham. Da jeg var 20 år gammel, døde han. Det gjorde meget ondt, og jeg græd i en hel måned... Derefter kunne jeg falde til ro, men jeg lovede, aldrig at få et kæledyr igen, fordi jeg ikke vil gå igennem den uundgåelige smerte igen.
Der gik mange år, indtil min 9-årige datter en dag kom hjem fra skole og fortalte mig, at hun virkelig ønskede sig at få en killing, og at en klassekammerats kat var drægtig. Skolekammeraten havde desuden spurgt, om der var nogen, der kunne tænke sig at få en killing.
Jeg kunne ikke afslå min datters ønske, da jeg udmærket vidste, hvad et kæledyr betyder for et barn, og hvor meget glæde det kan give.
Så kom der en sød 10 ugers kulsort killing hjem til os. Efter meget lang tids overvejelse fik han navnet Timofej, kort Tischka.
Da jeg arbejder hjemmefra, var det mig, der tog sig af den meget lille kattekilling. Jeg passede ham de første dage, hvor han følte sig helt alene uden sin mor, og - da han havde fundet sig til rette - legede jeg med ham, fordi han kedede sig... indtil han blev træt og lod mig passe mit arbejde og... og... og...
Kort sagt - vi to var hjemme hele dagen, og så opstod der en ganske unik tilknytning.
Der var altså gået næsten et år og Tischka var nu blevet en stor, smuk kat med en smuk, skinnende sort pels. Selv om han var fritgående, mistede vi aldrig vores tilknytning. Efter hvert udflugtstogt skyndte han sig hen til mig, for at fortælle mig om sine eventyr.
Den 18.05.2015 blev Tischka kørt ned. Et chok! På det tidspunkt var min mand på forretningsrejse, og det var ikke muligt at dele sjælens byrde med min lille datter. Jeg var altså fuldstændig isoleret. I fem dage, indtil min mand kom hjem fra forretningsrejse, kunne jeg ikke spise noget som helst og har tabt 6 kilo. Da jeg allerede kendte den Germanske, vidste jeg, at jeg helt sikkert blev ramt af en Biologisk Konflikt. Men jeg vidste ikke præcis, hvad det var, der har ramt mig. Knap et år efter chokket løste jeg konflikten, og symptomerne viste sig.
Nedenfor findes uddrag af mine breve til dr. Hamer. (Han kiggede på min hjerne-CT dengang og fortalte mig, at det var en intraduktal proces. Da jeg sagde, at årsagen til det kun kan være Tischkas død, var han først i tvivl, da konflikten varede meget længe. Men jeg havde også en CT-scanning fra 2015, som blev laved lige efter Tischkas død. Dermed var det muligt at verificere konfliktens forløb, fordi der kunne ses en aktiv HH for venstre bryst på CT-skanningsbillede fra 2015.):
Brev til dr. Hamer fra juni 2016:
... Kort om konfliktens forløb:
Der var opstået en ganske unik og tæt tilknytning mellem mig og min lille kat Tischka. Han var også "min kat" - han fulgte mig altid, uanset hvor jeg var. Selv min datter var misundelig på Tischka.
Desværre blev han kun 10 måneder gammel. Han blev kørt ned den 18.05.2015. Det var et kæmpe chok for mig. Desuden var min mand på forretningsrejse på det tidspunkt.
Mens jeg var alene hjemme og min datter i skolen, skreg jeg af psykisk smerte.... Jeg sad ofte foran køkkenvinduet og kiggede ud i havens frodige grønne områder og græd.
På det tidspunkt var jeg klar over, at det havde ramt mig, men jeg vidste bare ikke præcis hvordan (jeg har studeret den Germanske siden 2009).
Det lykkedes at få kattesøstrene snart efter Tischkas død. “Mein Studentenmädchen", min mand, min datter og vores kattepar hjalp mig med at få konflikten transformeret ned [*intensiteten af konfliktens aktivitet reduceres]
I år (2016), midt i maj, mens jeg kiggede på havens frodige grønt, tænkte jeg, at Tischkas død ikke gjorde så meget ondt som dengang, kun en stille sorg var tilbage. I slutningen af maj opdagede jeg en knude i mit venstre bryst (ca. 4x3 cm) og næsten samtidig havde jeg også mærket let ubehag i brystet.
I mellemtiden er der gået en måned, og ubehaget (kildren, let kløe og træk, let trykfølsom) i brystet er blevet større. Størrelsen af knuden er, så vidt jeg kan se, konstant. Jeg har ingen hævelse. ...
Brev til dr. Hamer fra december 2016:
...Som sagt er der kun en lille forhærdning lige under brystvorten tilbage. Selv om denne forhærdning forbliver, generer det mig ikke på nogen måde....
Brev til dr. Hamer fra februar 2017:
... P.S. Den lille resterende forhærdning i mit bryst, som jeg stadig kunne mærke i slutningen af december, er nu helt forsvundet :-) Brystet er igen som før.
Og det, der fascinerer mig, er, at jeg ikke havde nogen komplikationer eller kraftige symptomer. Sandsynligvis fordi jeg altid lytter til “Mein Studentenmädchen” og har rigtig meget støtte fra min familie (min mand og min datter) :-) ...
***
I oktober 2015 fik vi to kattesøstre: Tigra og Aska. Men de måtte ikke være fritgående. De hjalp mig også med at komme over min Tischkas død.
Da vi kender den GERMANSKE, fik vi vores katte ikke vaccineret. Tischka var heller ikke blevet kastreret. I første omgang ønskede vi også at skåne Tigra og Aska for kastrationen, men det viste sig at være meget vanskeligt. Efter lang tids tøven og bøvl på grund af kattenes løbetid, besluttede vi at få kattene kastreret.
Men det var vores ønske, at kattene skulle have én chance for at få killinger. Desværre blev Aska ikke drægtig, men Tigra. Hun fødte fire smukke killinger.
***
Oprindeligt ville vi kun beholde en han fra kuldet. Men min datter overtalte mig til at beholde også en hvid hunkilling. Vores kattefamilie voksede. Nu havde vi Tigra, Aska, Mischka og Schuscha. Moster Aska tog sig også kærligt af de små.
I begyndelsen var alt harmonisk mellem vores katte.
***
Men vores små banditter begyndte med at sluge deres mad så hurtigt som muligt, for at kunne løbe hen til moster Aska, og spise hendes mad også. Aska trak sig mere og mere tilbage. I begyndelsen håbede jeg, at situationen ville løse sig af sig selv. Men det gjorde det desværre ikke. Aska gik amok... Hun begyndte at markere sit territorium. Det var vi selvfølgelig ikke særlig glade for. Hun bad mig også hver dag om at lukke hende ind i det lille rum bag klapdøren, for så slap hun fra at være sammen med de små. Desuden havde hun tabt sig meget i vægt.
Det var klart for mig, at vi var nødt til at gøre noget. Det første, jeg gjorde, var at begynde at beskytte Aska, når hun spiste. Jeg måtte bogstaveligt talt stå vagt i en måned, mens kattene spiste, og afværge de små banditter, indtil de lærte at opføre sig ordentligt. Men denne løsning var ikke tilstrækkelig. Vi besluttede derfor at lade kattene gå frit igen. Det ville betyde en stor ændring i den fastlåste situation, og vi håbede, at det ville hjælpe Aska med at løse sine konflikter.
***
Faktisk var kattene bange i begyndelsen, men de fik hurtigt lyst til at gå frit og fangede mus næsten hver dag.
Vores killinger er vokset op og har udviklet sig til skønheder.
Situationen med hensyn til Aska har også normaliseret sig. Hun var i stand til at løse alle sine konflikter, har taget på i vægt igen og kunne endda hygge sig med dem igen.
***
Januar 2019, et andet chok: Mischka blev kørt ned! Siden da må vores katte ikke løbe frit igen. Heldigvis har vi et stort hus, men vi har stadig ondt af dem. Desværre kan vi ikke se andre muligheder.
Vores drøm er at nyde vores livsaften på en gård, langt væk fra vejene, hvor vi igen kan have fritgående katte.
***
Nu har jeg to gravsten til mine "børn" i mit hoved, Tischka's og Mischka's.
***
Kommentar fra Ewa Leimer
Alle tre niveauer (psyke - hjerne - organ) kunne dokumenteres i dette tilfælde.
Vi siger tak for denne klare og forståelige rapport!
Det er tydeligt, at den er skrevet af en kyndig person - en der kender Germanische Heilkunde.
Denne rapport viser også, hvor vigtig det er, at familien er en støtte i vores liv, især når vi skal igennem et SBS. Familiens støtte holder panikken på afstand, og patienten kan vente trygt indtil SBS-forløbet er afsluttet. Dette betyder ikke nødvendigvis "ikke at gøre noget", men at være opmærksom på symptomerne i den respektive fase og gøre det, der er nødvendigt i overenstemmelse med den GERMANSKE.
Vi skal altid være opmærksomme på, at vi er afhængige af vores familie, der også kender den Germanske!
Vi vil hellere ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis rapportens forfatter ikke havde haft sin families opbakning og ikke havde tilegnet sig viden om Germanische Heilkunde i god tid....
Desværre kender vi mange eksempler, hvor dette ikke er tilfældet.
Rapportens forfatter har stadig mange katte og bor fortsat i det samme hus. Derfor ville det være helt normalt, at hun bliver konfronteret med denne specifikke skinne en gang imellem.
Den sidste CT fra 2020 bekræfter denne antagelse, men heldigvis har vi i sådanne tilfælde "Mein Studentenmädchen", som rapportens forfatter fortsætter med at lytte til dagligt, især om natten.
* [overs. note]
