Kongesøn anholdt i Italien
B.T., 17.06.2006 → PDF
Prins Victor Emmanuel anholdt på mistanke om forbindelser til prostitution og korruption.
Den 69-årige prins Victor Emmanuel er anholdt i Italien på mistanker om kriminalitet inden for ulovligt spil og prostitution, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.
Emmanuel er søn af Italiens sidst regerende konge, Umberto II, der kortvarigt regerede i 1946, indtil kongefamilien blev tvunget i eksil for at have støttet diktator Benito Mussolino under Den Anden Verdenskrig.
Ifølge Ansa blev Emmanuel anholdt for planer om at begå "falskneri og korruption", ligesom han skal være involveret i organiseret prostitution. Han sættes i forbindelse med smugleri af spillemaskiner og "rekruttering" af prostituerede til et kasino i en italiensk enklave i det sydlige Schweiz.
Emmanuel, der blev anholdt fredag i det nordlige Italien, vendte officielt tilbage til Italien i marts 2003, efter at parlamentet året forinden havde ophævet forbuddet mod, at medlemmer af kongefamilien fra Huset Savoy opholder sig i Italien.
/ritzau/
https://www.bt.dk/krimi/kongesoen-anholdt-i-italien