Uddrag fra "Heilkunde Handbuch"
af Ludwig Häutle, Bicarzio-forlag
... da det havde vist sig at hans grundantagelser er 100% korrekte, inviterede Dr. Hamer en international komité af onkologer (specialister i kræftbehandling) til Gyhum (Nordtyskland). Han tilbød denne komité sin lægelicens, hvis de skulle finde tre ud af 200 tilfælde, der ikke stemmte overens med "Kræftens Jernregel".
Mødet med voldgiftspanelet var ikke en sejr for fornuften og menneskeligheden, men en katastrofal fiasko for Dr. Hamer.
Frygten for at miste ansigtet gjorde lægerne til kriminelle i hvide frakker.
Siden denne skæbnesvangre dag dør utallige mennesker hver dag, bare fordi nogle læger nægter at indrømme, at de tog fejl, og at deres tidligere terapi eller behandilng var helt forkert.
Onkolog Antoine Grev d’Oncieu, der var godkendt som fransk observatør, skrev en rapport om voldgiftspanelet:
Den 6. december 1983 var jeg til stede som fransk observatør ved den Internationale Medicinske Voldgiftspanel, fordi professoren i radiologi fra Strasbourg, som Lægeforeningen officielt havde inviteret, aflyste i sidste øjeblik. Jeg var vidne til hele voldgiftshøringen, som varede mere end 9 timer, fra det første til det sidste minut – siddende ved bordet sidelæns. Jeg kan efter min bedste overbevisning bekræfte, at den Internationale Medicinske Voldgiftspanel, der bestod af højt kvalificerede eksperter (professorer/læger), har undersøgt alle tilfælde grundigt, inklusive patientsamtaler, undersøgelse af røntgenbilleder og computertomografi af hjernen med lup og millimetermål, samt alle laboratoriedata.
Femten ud af de 30 tilstedeværende patienter blev interviewet, og yderligere 15 tilfælde af ikke tilstedeværende patienter, hvoraf nogle var døde, blev gennemgået på grundlag af dokumenterne. Mens man i første omgang troede, at sagen ville være afsluttet hurtigt, da man var sikker på, at der hurtigt kunne findes tre tilfælde, der ikke fulgte Kræftens Jernregel (Dr. Hamer havde tilbudt at nedlægge sin licens til at udøve lægevirksomhed, hvis der findes et eneste tilfælde, der ikke følger ERK) – begyndte voldgiftspanelets medlemmer (efterhånden) at blive meget rådvilde, fordi alle tilfælde, som formanden for voldgiftspanelet vilkårligt havde udvalgt, meget præcist fulgte Kræftens Jernregel.
Disse sammenhænge kunne også bekræftes gennem intensive anamnestiske samtaler med patienterne om konfliktens begyndelse og forløb. Efter at den Internationale Medicinske Voldgiftspanel havde nøjagtigt undersøgt 30 tilfælde og hver gang kom frem til det samme resultat, var man sikker på, at man sandsynligvis ikke ville finde et eneste tilfælde blandt de 200 forelagte tilfælde, der ikke forløber efter de syv kriterier af "Kræftens Jernregel" (ERK). Derfor kastede de, så at sige, "håndklædet i ringen".
Hvis det hele var foregået på en ærlig måde, burde voldgiftspanelet have erklæret sig skakmat.
Dr. Hamer –, som for det meste måtte vente udenfor under de efterfølgende konsultationer, mens hans kone, Dr. med. Sigrid Hamer, var til stede under konsultationerne, – anmodede derefter den Internationale Voldgiftsdomstol om at bekræfte, som aftalt, at "Kræftens Jernregel" er korrekt. En talsmand for patienterne, fru M., erklærede også over for voldgiftspanelet, at hun ikke forstod, hvorfor de havde været i gang med at rådføre sig i to timer, selv om alt var nøjagtigt i overensstemmelse med Kræftens Jernregel, og Kræftens Jernregel derfor var korrekt. Det var meget vigtigt for patienterne at få dette bekræftet, da deres overlevelse muligvis ville være afhængig af det. Formanden svarede: "Vi er slet ikke interesseret i Kræftens Jernregel."
Han tilføjede senere i sin erklæring, at den internationale komité kun var mødt op for at se, om de kunne fratage Dr. Hamer sin lægelicens.
Jeg ved, at professor Stender havde en privat samtale med Dr. Hamer i mellemtiden, hvor han foreslog Dr. Hamer et kompromis, som gik ud på, at begge parter skulle have ret. Dr. Hamer afviste på det skarpeste dette kompromisforslag og påpegede, at der på forhånd var indgået klare skriftlige aftaler med henblik på det tilfælde, der nu var opstået. Disse inkluderede, at voldgiftsretten nu skulle anerkende at "Kræftens Jernregel", inklusive Dirk Hamer Syndromet (DHS) og Hamer Fokus (HH) i hjernen, er korrekt uden undtagelser og afsige en dom. Professor Stender havde dog på vegne af alle kollegerne i voldgiftspanelet nægtet at medtage netop dette i voldgiftskendelsen, da det formodentlig ville have betydet at alle professorerne ville tabe ansigt, fordi de så ikke havde gjort andet end at fejlbehandle folk i årtier, men især siden 1981.
Det blev rapporteret, at Dr. Hamer havde sagt, at frem til denne dag havde "det" (ERK) været en fejltagelse, men siden denne dag var "det" en forensisk sag. Fra nu af vil de medicinske institutioner og de kredse, der står bag dem, klart være ansvarlige for dødsfaldene.
Patienterne var meget forbitrede. De var dybt skuffet over det internationale voldgiftspanelets feje opførsel og situationen var så deprimerende, at mange patienter græd. Dette betød at de fortsat skulle udsættes for den såk. ortodokse medicins gamle symptombehandling.
Ud over mig var følgende personer konstant tilstede under mødet: Dr. Hamers receptionist (frøken Melanie) og for det meste af tiden fru Erika Braun, som hjalp med at hænge laboratorieparametre, røntgenbilleder og computertomogrammer op. Jeg kan tydeligt huske, at Dr. Hamer tilbød professorerne at undersøge et større antal patienter i deres klinikker under deres tilstedeværelse, så man hurtigt kunne få et detaljeret landkort (*oversigt) over hjernen og hurtigt kunne udvikle en systematisk, adjuverende, konservativ og intensiv medicinsk behandling. Konkret tilbød han professor Stender, som krævede et repræsentativt antal tilfælde på 2000, at undersøge de næste 2000 tilfælde på hans eget universitetssygehus i Hannover under hans personlige tilstedeværelse. Professor Stender afslog dette tilbud.
Jeg kunne ikke forstå denne opførsel dengang, og jeg kan endnu mindre forstå den i dag, efter at jeg har set, at de konsekvenser, som Dr. Hamer forudså, nemlig at millioner af kræftramte mennesker dør, er blevet til virkelighed.Jeg synes selv, at voldgiftspanelets opførsel var så urimelig, så skandaløs og så uværdig for et så højt kvalificeret udvalg af professorer, at jeg stadig er chokeret over det i dag. Siden da måtte millioner af mennesker dø på grund af voldgiftspanelets feje opførsel, som Dr. Hamer har betegnet som "videnskabeligt bedrageri". Jeg siger klart og tydeligt, at jeg ikke kun betragter dette som videnskabeligt bedrageri, men som en frygtelig forbrydelse mod menneskeheden.
Essen, 27. 1. 1986