En INTRODUKTION til GERMANISCHE HEILKUNDE®

efter Dr. med. Ryke Geerd Hamer

Kræft hos dyr

Min erfaring med den Nye Medicin (Germanische Heilkunde®)

Dr. med. vet. Horst Haacks

Bedstemor Molly

Hun var en fantastisk kvinde (mælkefår) med silkeagtig uld og mange børn.

En dag besluttede min kone og jeg at afvænne lamene efter 12 uger, fordi de så skulle tage på i vægt. Det gav forfærdeligt skrigeri i stalden: Til højre mødrene (Bööööh) og til venstre lamene (bääääh). Men efter 2 dage var det stille. Kun bedstemor Molly fortsatte med at kalde på sine børn. Min kone og jeg var tilfredse, for nu kunne vi mælke uforstyrret og fremstille ost af mælken.

Men pludselig fik vores bedste stykke til højre en mastitis, som ikke kunne kontrolleres selv med de bedste antibiotika. Efter et stykke tid opgav vi vores bestræbelser på at helbrede yverhalvdelen, der næsten kun bestod af knuder. Derefter besluttede vi at parre vores elskede igen og fodre nogle af lamene med flasken. Yveret var ikke så vigtigt for os længere.

Da jeg blev syg med kræft og studerede Dr. Hamers skrifter, gik det op for mig, at denne mastitis var yverkræft, forårsaget af den tidlige fravænning af lamene. I henhold til de fem Biologiske Naturlove af Dr. Hamer's Nye Medicin skulle bedstemor Molly også have haft et såkaldt HH = Hamerscher Herd (Hamer Fokus) i venstre lillehjerne (tabel: o.l.a.4). Hun var venstre-poted (overs.note: mennesker er venstre-hånded); man kunne se det ved, at hun altid skrabet rundt i truget med sit venstre forben inden fodring.

Det ville jeg absolut kontrollere, for at være helt sikkert for min egen skyld.

Hvor ville jeg finde en computertomograf, hvor vores får kunne undersøges? Gud, hvad måtte andre tænke om det? At lave et røntgenbillede af fårens hjerne - skørt, i de fleste menneskers øjne!

Da kunne jeg huske, at nogle gamle kolleger havde en MR-maskine, til at undersøge grise. Så hvorfor ikke vores Molly også?

De tidligere kolleger lyttede til mine forklaringer om Dr. Hamer's opdagelser med en vis skepsis og vantro, men var nyttige. Så Molly kom ind i røret og se og se - i venstre lillehjerne var en smuk, halvmåneformet Hamerscher Herd (HH = Hamer Focus) synlig.

Men jeg kunne ikke blive rigtig glad for resultatet alligevel, da jeg samtidig opdagede et perfekt yver hos Molly, uden en eneste knude og helt blød. Kun mælkekanalen var tilstopped.

Forklaringen var enkel: I de følgende år lod vi lamene løbe sammen med deres mødre hele sommeren, og dermed var moder/barn-bekymrings-konflikten løst.

Derudover skal Molly også have haft tuberkulose i henhold til den fjerde Naturlov i Ny Medicin, "mikrobernes ontogenetiske system", dvs. tumorerne blev opløst af mycobakterier, som Dr. Hamer gentagne gange beskriver i sine bøger.

Så hurtigt som muligt lagde jeg mit mirakeldyr på traileren, før mine tidligere arbejdskolleger bemærkede det, fordi de ville have erklæret mig for skør, fordi et sådan ændret yver ifølge den nuværende doktrin aldrig heler, og et sådant dyr kun kan slagtes. 

Suse

Da vi flyttede ind i Ströhen, kørte vores nabo ind på gården med sin traktor og frontlæsser, hvor han havde en trækasse på. Inde i den var der en sød lille gris med en dekorativ hjerte-sløjfe rundt om halsen. Vi modtog gaven med stor glæde og døbte hende "Suse" efter et noget uelsket familiemedlem.

Hendes ankomst ændrede vores liv betydeligt, fordi vi skulle lindre hendes ensomhed. Min kone bandt et halsbånd om hende og gik en tur med hende i haven. Suse var velopdragen og marcherede gladeligt ved siden af hende. Hun kendte hurtigt sit navn og gravede ikke i vores have.

Til gengæld fandt vi hende en dag liggende i sin stald mellem bjerge af sand og sten i et dybt hul. Efter mit intensivt brolægningsarbejde havde hun allerede 2 dage senere genetableret den samme tilstand.

Ud over disse drillerier spiste hun alt og trivedes godt.

En dag var barnelivet omme, og puberteten kaldte. Vi fandt en meget flot grisemand til hende, og hun var åbenbart enig med ham. Ca. 4 måneder senere skete den store begivenhed: Mange farverige miniudgaver af Suse fortryllede os.

Men Suse havde tydeligvis andre forventninger til sit afkom. Hun var en ravnemor og forsøgte konstant at tage livet af sit afkom på trods af mundkurv, svinebur og lænker.

Da de små ville gå til mælkebaren, ville vi gerne have haft 4 hænder mere til at beskytte flokken mod uhyret.

Tilstanden varede i 3 dage. Så var Suse faldet til ro, og vi var helt udmattede. Siden da lå en stor sort so foran et bjerg af farverige smågrise, og alt var idyllisk og fredfyldt.

Vi tog fejl, da vi troede, at det ville være nemt at kastrere smågrisene, fordi Suse alligevel ikke var så interesseret i sine børn. Ved de første skrig sprang en sort rasende Suse op, og da alarmråbene ikke ville høre op, lærte vi hende at kende fra sin sportslige side. Suse sprang over muren for at hjælpe sine børn, og vi flygtede ind i fårestalden og smuglede smågrisene tilbage til hende. På trods af al den travlhed havde Suse en enkelt oplevelse i ret god erindring.

Da Suse var brunstig næste gang, stod hun allerede forventningsfuldt ved døren, og da hun hørte vores traktor, behøvede vi blot at åbne dørene. Suse styrtede i strakt galop ind i griseboksen, der var fastgjort til traktoren, og lod sig køre hen til naboen med den smukke macho. Derefter fulgte en gentagelse af det hele.

Men hendes oprindelige vrede mod sit afkom var helt forsvundet. Nu var hun den bedste mor, man kunne forestille sig. Der var kun én ting, som vi ikke kunne undgå. Da smågrisene blev solgt, blev hun rasende og det tog hende flere dage til at falde ned igen. Næste gang hun var brunstig, 9 dage senere, var der så ro igen.

Efter det 7. kuld dannedes knuder på 2 bageste yver-komplekser, som senere brød op. Mælkeproduktionen tørrede ud der, og nogle smågrise måtte sulte. Hos konventionelle dyrlæger kaldes det for aktinomykose, og ingen kan sige, hvordan det opstår. Men det var helt sikkert en kræftsygdom i yveret.

Hendes oprindelige ondskabsfuldhed var heller ikke genetisk betinget, for så burde hun have reageret på samme måde ved de næste kuld. Desuden kan man med en vis sikkerhed formode, at hun var i skizofren konstellation på grund af frygten for den uvante situation.

Men vi kendte ikke Dr. Hamers NYE MEDICIN dengang, og derfor kan jeg desværre i dette tilfælde ikke levere beviset (Hamer Fokusset). 

Paulchen

Desværre var vores gåseavl ikke en succes i mange år. Enten lå de slet ikke på æggene, eller vi havde et lesbisk par, eller de ødelagte æggene en uge inden kyllingerne klækkede, eller de byggede en rede, der lignede en pyramide. Gåsen sad ovenpå og kiggede på æggene omkring den.

Vi blev temmelig trætte af det og besluttede at få en vild gås, da dens instinkter stadig må være intakte.

Så gjorde vi det! Gåsens navn var Lore og hun fik en smuk gåsemand med en lang hals og et stolt blik, kaldet Paulchen.

Men åh kære, Lore viste sig at være en furie, for hun ikke var en kvindelig gås, men en mandlig vildgås, der snart tæskede Paulchen og gentog proceduren hver morgen. Paulchen accepterede dette ydmygt med hovedet strakt mod jorden. Efter 3 måneder var han så svag, at han ikke kunne komme ud af dammen og døde kort tid efter.

Også Paulchen har helt sikkert fået en Biologisk Konflikt, sandsynligvis en selvnedvurdering-konflikt med daglige recidiver. Ifølge den NYE MEDICIN fik han knoglekræft og døde sandsynligvis fra en alvorlig anæmi (i den konflikt-aktive fase). Desværre kendte vi ikke systemet1 dengang.

Emil

Emil var af ædel afstamning fra en malkefår besætning og var højt præmieret. Han var meget rolig og sød, og hans afkom ville have vundet præmier i enhver skønhedskonkurrence for får.

Min kone og jeg købte ham af venner i slutningen af avlssæsonen og lod ham tage sig af vores fåredamer. I den forbindelse blev vi enige om, at han skulle levere gode afkom igen det næste år på den tidligere gård. Det følgende år kørte vi ham derfor til hans gamle hjem.

Han kiggede på de nye gamle damer og var straks begejstret. Nogle tilfælde af ulydighed stoppede han med kraftige stød. Fåredamerne blev alle drægtige i ganske kort tid. Efter at have fuldført sin mission blev han holdt sammen med en anden vædder på en af naboernes græsmark.

Tidligt i november, da det havde frosset og sneet, gik han pludselig træt og med tunge skridt gennem landsbyen. Vores ven hentede ham igen og rekonstruerede følgende:

Der havde været et slagsmål med den anden vædder, og han havde tabt det.

I sin fortvivlelse var han sprunget over det elektriske hegn og løbet væk. Han havde ikke såret sig selv. Hans hoved og ører var iskolde, og han ville ikke æde hø eller andet foder. Vores ven ville selvfølgelig ikke avlevere en syg vædder hos os og tog til dyrlægen.

Men efter 14 dages forgæves forsøg tilstod han situationen, og vi besluttede at hente Emil med det samme, så han kunne være i sine gamle omgivelser.

En dag senere ankom han til vores hus, udmagret og træt og med iskolde ører og iskoldt hoved, over hvilket der blev trukket en hue med huller til øjnene og huller til ørerne, som ikke kunne have været mere passende for en bankrøver. Han så uhyggelig ud.

Lidt træt kiggede han på sine damer, men Emil genkendte dem tydeligvis med det samme.

Efter en lille kop kaffe og et par timers hvile var hans hoved og ører ikke længere så kolde, og hans hud var lidt lyserød. Næste morgen spiste han lidt hø og havre.

Efter 2 dage fik han en alvorlig lungebetændelse, som ikke kunne bekæmpes, og efter 3 dage lå han død i stalden.

Emil må altså have været udsat for en revir-angst/bekymring-konflikt med bronchial-Ca, fordi han blev tvunget til at forlade sit revir (damer). Og denne konflikt blev løst i det øjeblik, han vendte tilbage til sit gamle hjem, hvilket kan ses på lungebetændelsen i helingsfasen (pcl-fasen). Meget sandsynligt var han udsat for en revir-konflikt under kampen med den anden vædder (rangorden). Så fik han automatisk en såkaldt skizofren konstellation. Det ville også forklare, hvorfor han hoppede over det elektriske hegn, som han ellers altid holdt stor afstand til.

Sandsynligvis er begge konflikter blevet løst, og om han døde af lungebetændelsen eller af højre hjerteanfald, dvs. af en lungeemboli i helingsfasen resp. i den epileptoide krise, kan desværre ikke afklares præcist efterfølgende.

Vi sørger i hvert fald stadig over vores Emil i dag!


1 - overs. note: systemet i Germanische Heilkunde®
 

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner