Dyreforsøg - en skændsel for hele vores tidsalder

Ønsket om at forstå dyrenes sprog er uendeligt gammelt. Fra Hetitternes, Indernes, Grækernes og Germanernes religion i oldtiden ved vi, at de stort set havde et meget tæt forhold til dyr; de betragtede f.eks. deres heste som deres venner.

Det ændrede sig radikalt, da islam og kristendom udbredte sig. Deres foragt for dyr sluttede al dialog med dyr og degraderede dyr (og planter) til rent kommercielle genstande, der kan udnyttes og sælges. Menneskene blev rå og forarmede. Dialogen med dyr er brudt.

Men dyrene nægtes ikke kun sjælen, men også deres sprog. Men enhver hundelsker ved for eksempel, at en hund taler med hele kroppen og også forstås af sin lige. Den taler med halen, som den kan hæve eller sænke, og som den kan vifte med, den taler med pelsen, som den kan hæve, den taler med gest, øjnene, tænderne eller de store ører, og den taler med rituelle handlinger: f.eks. at underkaste sig den sejrende modstander og tilbyde ham halsen til at bide. Naturligvis kan vi ikke høre denne del af "sproget", men hunden taler med det.

På den måde kommunikerer alle dyr med hinanden afhængigt af deres art. De er ikke dummere end os, fordi de har et andet sprog, de er bare forskellige. "Åh," siger dyrefjender, “dyrene kan ikke føle nogen smerte, de skriger kun af instinkt, alt er bare reflekser. Man kan sørge for, at de ikke længere kan skrige.” Men selv under den tavse tortur - dyreforsøgene - skriger vores kammerater, dyrene.

Statistikkerne om kræftfremkaldende stoffer, er normalt baseret på dyreforsøg. I disse eksperimenter blev dyrets psyke og intelligens forsømt. I virkeligheden er psyken med dens mange såkaldte Biologiske Konflikter dog porten til udvikling af "sygdomme" hos mennesker og pattedyr.

I et omfattende eksperiment over flere år blev tusindvis af gyldne hamstere røget (bemærk: konfronteret med røg) med cigaretrøg hele livet, mens kontroldyr ikke blev røget. Det blev konstateret, at ikke et eneste dyr havde fået en pladeepitel-bronchial-Ca og heller ikke en lungeknude-Ca, og endda at de røget gyldne hamstere åbenbart levede længere end de ikke-røgede sammenligningsdyr. Men resultatet blev holdt i det skjulte eller bagatelliseret: Hvis forsøgsmus (efterkommere af husmusen) blev behandlet med cigaretrøg, blev der hos nogle få dyr fundet lungeknuder, dvs. alveolær cancer, som både mennesker og pattedyr rammes af som følge af en dødsangst-konflikt. Nu sagde de bare: "Ja, så rygning forårsager, om ikke kræft i bronkierne, så lungekræft." Siden da har man i forbindelse med rygning aldrig talt om bronkial Ca (tabel: r.r.a.2), men altid om lungekræft (tabel: g.13). Således kan man statistisk set lyve ganske fortræffeligt!

Det særlige ved det er, at dyrene også har en psyke, ligesom vi mennesker har en psyke. En guldhamster bliver ikke generet af røg, fordi det normalt ikke gør noget ved den i dens levested, fordi den lever i huler under jordoverfladen, så den har ikke udviklet en panik-kode. En mus kan dog blive irriteret af lugten af brand eller cigaretrøg. I gamle dage, når der var brand i et tag, løb musene lynhurtigt ud af huset, før folk opdagede noget.

Mus har en fin næse til at mærke brandlugt og en medfødt panikkode, så de kan godt blive ramt af et DHS (konfliktchok), dvs. en dødsangst-konflikt med alveolær Ca (Tabel: g.13).

Et andet eksempel: Amerikanske forskere injicerede rotter, hvis mest følsomme organ er næsen, formaldehydopløsning, som bruges til desinfektion, i tusind gange højere koncentration flere gange i døgnet i et år. Dyrene undgår som regel formaldehyd. Nogle af de stakkels dyr, der blev tortureret på en så forfærdelig måde, fik tilsyneladende DHS under denne procedure og udviklede kræft i næseslimhinden (tabel: r.r. + l.a.11). Resultat af undersøgelsen: Formaldehyd er kræftfremkaldende. Den samme effekt kunne man have opnået i et menneskeforsøg, hvor forsøgspersonerne på samme måde fik sprøjtet lort ind i næsen flere gange i døgnet i et år på samme måde, hvorefter man naturligvis konsekvent måtte konkludere, at lort er kræftfremkaldende! Folk husker sikkert stadig, hvilke milliardstore konsekvenser dette eksperiment desværre udløste sammen med et formaldehyd-massehysteri. Men ingen tænkte på, at de stakkels rotter ikke kunne lide stoffet og derfor fik næseslimhindekræft med DHS.

De såkaldte forskningsresultater i den konventionelle medicin er til dato kun statistiske resultater. Så længe fakta lægges sammen, er statistikker lovlige. Men hvor fakta fra forskellige serier skal forbindes på en statistisk kausal måde, er sagen mangelfuld.

Eksempel: Fårehyrder i Kaukasus får sjældent kræft. Hyrderne i Kaukasus spiser meget fåreost. Statistisk konklusion: fåreost er antikarcinogen, forebygger kræft. (Videnskabeligt arbejde fra Institut for Kræftforebyggelse ved universitetet i Heidelberg/Mannheim). Selvfølgelig er der ingen statistikker baseret på Germanische Heilkunde (i begyndelsen kaldet NY MEDICIN). Her ville helt andre forklaringer komme i spil, som oven i købet også kan bevises præcist.

Hvis man vil sammenligne dyrs og menneskers psyke, må man forestille sig, at der i vores store hjerne-computer er kodet helt forskellige konflikter til forskellige livssituationer. Hvis vi sætter et menneske ind i en bil, føler det sig godt tilpas der, men hvis vi lukker en ørn ind i en bil, får den dødsangst, som mennesket også ville få, hvis vi satte det ind i en ørnerede. Selv om dødsangsten er ens, opstår den hos forskellige levende væsener i helt forskellige livssituationer. Derfor skal der tages hensyn til den enkelte levende væsens individuelle karakter og psyke for at kunne vurdere en eventuel konfliktsituation.

Hvis man foretager en CT af lungerne hos hundrede gravhundehunner med mamma-Ca (tabel: o.r. + l.a.4) og også hos hundrede menneskehunner med mamma-Ca (tabel: o.r. + l.a.4), vil man ikke finde nogen lungeknuder i nogen af de to grupper på diagnosedagen. To måneder senere, afhængigt af hvor brutal diagnosen er, findes der en lungekunder-adeno-Ca hos mange menneskehunner (tabel: g.13). Derimod er der blandt tæver ikke et eneste tilfælde. Heldigvis forstod de ikke diagnosen og gik derfor ikke i panik, dvs. de fik ikke et sekundært karcinom. Sekundær konflikt betyder, at en person går i panik (iatrogen) på diagnosetidspunktet og rammes således af et DHS med en ny Biologisk Konflikt. I total mangel på viden plejede vi at kalde disse nye kræftformer for "metastaser". Men vores læger og onkologer kom aldrig i tanke om, at dyr stort set aldrig får såkaldte "metastaser".

Dyret mærker/føler stadig de fleste Biologiske Konflikter som reel/virkelig, vi mennesker på en transponeret måde. For dyret er en klump², der ikke kan sluges, i virkeligheden (reel) et stykke mad, for mennesker kan det også være mange penge eller en lotteri gevinst. Biologiske Konflikter kan kun forstås som arkaiske konflikter (udviklingshisorisk), der principielt er analoge hos mennesker og dyr.

Det viser det faktum, at vi føler os meget forbundet med hunde, heste eller køer, at vi kan kommunikere med dem og opfatter dem som "kvasi-mennesker". Så (eller derfor) lider vi også den samme tab-konflikt, når vores menneskelige partner eller hundepartner dør. Er f.eks. en ung hund syg, så oplever menneske-kvinden også en "mor-barn-bekymrings-konflikt" (tysk: Mutter-Kind-Sorge-Konflikt) med brystkræft i det venstre bryst, når det er en højrehåndede kvinde. Omvendt får (føler, mærker) dyret også Biologiske Konflikter om os mennesker, som partnere osv.

Jeg håber, at kendskabet til konflikternes indhold endelig vil indlede en ny æra i forholdet mellem mennesker og dyr, væk fra det forfærdelige syn på dyret som en ting, som har fundet sit grusomme højdepunkt i udryddelsen af mange sjældne dyrearter og helt unødvendige dyreforsøg, som er en skændsel for hele menneskeheden. Alle dyreforsøg i dag er bare meningsløs grusomhed over for dyr, fordi dyrenes psyke ikke betragtes som eksisterende.

I den seneste tid er den såkaldte adfærdsforskning blevet mere og mere vigtig. Vi lærer trods alt at forstå mange ting igen, som var blevet fuldstændig uforståelige for os. Vi er nødt til at kommunikere med vores medskabninger, dyrene. Men sagen forbliver ufuldstændig, så længe vi kun taler om instinkter og adfærdsmønstre og ikke tilkender dyrene en sjæl, som vi tilkender os selv. Kun på den måde kan vi virkelig kommunikere med dem.

Vores forsøg på at kommunikere med dyrene havde altid den store mangel, at vi ikke kunne forstå dyrenes sprog. Men der er et sprog, som vi har til fælles med vores dyr, nemlig vores hjernes "interanimalske biologiske sprog". I princippet kan vi "tale" med enhver hest eller mus via computertomogram. Det skyldes, at hjernens sprog, netop det interanimalsk sprog, er det samme hos mennesker og pattedyr både med hensyn til lokalisering af frygt og konflikter i hjernen og med hensyn til ændringer i hjernen i SBS-forløbet.

Alt sammen er på vidunderlig vis forprogrammeret i hjernen, og vores hjerner er også forbundet med vores medskabningers hjerner. Det samme gælder for dyr og planter. Vi kalder disse sammenhænge for biologisk balance eller biologisk harmoni, som eksisterede på vidunderlig vis i millioner af år, indtil mennesket kom med sit overmod og ødelagde den. Blandt alle levende væsener på jorden er mennesket faktisk det eneste, der ignorerer naturens lovmæssigheder og har ødelagt denne vidunderlige skabelse. Jeg kommer til at tænke på Schillers vers:

Fordærvelig er Tigrens Tand,
Dog Rædslers Rædsel over Jorden
Er Mennesket i Vanvids Brand

F. Möhl (oversætter)

Jeg tillader mig at forudsige, at dyreforsøg senere kan ses som en skændsel for hele vores tidsalder og som et vidnesbyrd om vores ubeskrivelige ignorance.

Copyright by Dr. med. Ryke Geerd Hamer
Oversættelse: El Glauner

1 - “Lungenrundherd Ca”, Ca = Carcinom (karcinom)
2 - En "klump" er normalt ikke længere en mad-klump, men en "klump i figurativ forstand". Altså: en bil, et hus, en arv, en ødelagt forretning eller en tabt retssag. Vi reagerer dog stadig biologisk - "arkaisk". Læs mere om her: 5. Biologiske Naturlov